Regeringen har solgt den socialdemokratiske sjæl til de radikale ved at indskrive i regeringsprogrammet, at S, SF og R vil videreføre VK-regeringens økonomiske politik. Det har ført til et kursskifte på velfærdsområdet, som mange ikke havde forventet - og til en historisk lav vælgertilslutning.

For at komme tilbage på sporet skal vi selvfølgelig tage klar afstand fra den borgerlige ideologi, som har polariseret vores samfund i en uhyggelig grad. Vi skal vise, at der er stor forskel på dem og os og med høj klar røst fortælle, at vi stadig er et solidarisk parti, der går ind for en demokratisk samfundsstyring gennem socialisme. Det har vi haft stående i vores principprogram siden 1872, og det er vejen til social og økonomisk lighed.

Demokrati og socialisme

Socialisme gav Stauning, Hans Hedtoft, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen regeringsmagten. Stauning fik ved valget i 1935 en vælgertilslutning på 46 procent, og de andre socialdemokratiske statsministre fik ved flere valg omkring de 40 procent. Svend Auken opnåede ved valget i 1990 37,4 procent af stemmerne, så det er den politiske grundholdning, der er afgørende for befolkningens opbakning til socialdemokratiet.

Der er blevet talt alt for meget om ret og pligt. Det har ført til et dagpengesystem med tvangsarbejde til skruebrækkerløn.

Jeg vil kraftigt advare mod en højredrejning, da hjørnestenen i den liberale politik er en afmontering af det parlamentariske, det regionale og det kommunale demokrati. Det vil indebære deregulering af de kollektive ideer, privatisering og afmontering af det fælles samfundsansvar samt ukontrolleret frihandel, der vil få store økonomiske og politiske konsekvenser for befolkningen og arbejderbevægelsen.

Vi skal også passe på ikke at få sprængt fagbevægelsen, som det lykkedes for makkerparret Thather og Reagan i USA og England. Jeg er nødt til at sige at Helles og Bjarnes største bekymring har været at sikre finansmarkedernes tillid.

I denne sammenhæng betyder det mindre for dem, at de på rekordtid har mistet tilliden hos befolkningen. Vi står til det dårligste valgresultat i over 100 år.

Lyt til jeres vælgere

1.maj-møderne viste desværre med al tydelighed, at mange lønmodtagere er utilfredse med regeringens førte politik. Prøv at tænke tilbage på valgnatten den 15. september 2011, hvor vi havde hænderne oppe over hovedet Hvor vi jublede.

Nu var det tid til rød politik og solidariske løsninger – et opgør med egoistiske løsninger med fuld fart på privatiseringer og udliciteringer – opbygning af en hær af privathospitaler så de velbeslåede kunne få en hurtig behandling – favorisering af privatskoler og klækkelige skattelettelser til de rige på fællesskabets konto.

Det var  VKO-partierne, der var arkitekterne i efterløns- og dagpengeforringelserne. De har også ødelagt det kommunale selvstyre gennem benhård økonomistyring.

Regeringen burde selvfølgelig bruge sit politiske flertal med Enhedslisten til at føre en ræverød politik, hvor vi videreudvikler velfærden i et tillidsfuldt samarbejde med de ansatte, borgerne og arbejdsmarkedets parter med fokus på bedre levevilkår. Og efterlade de reaktionære i VKO og Liberal Alliance på bagperronen, mens det socialistiske tog kører mod bedre tider.

Kære venner, vi troede engang, at vi havde sejret af helvede til. Men det har vi ikke. Danske virksomheder skærer ned, fyrer medarbejdere og flytter produktionen til Asien. Mange frygter fremtiden. Hvordan får jeg et ordentligt arbejde her i en tid med historisk høj arbejdsløshed? Skal jeg selv spare op til min pension? Hvordan får mine børn en lære- og praktikplads? Har vi et velfærdssamfund, når mine børn bliver voksne? Kan jeg forvente hjælp fra det offentlige, når jeg bliver gammel?

Lærerkonflikten sluttede som Kommunernes Landsforening og regeringen gerne ville have det : En lang næse til skolelærerne, der fik frataget deres demokrati på arbejdspladsen. Jeg troede vi socialdemokrater gik ind for økonomisk demokrati, og jeg troede heller ikke, de ville bryde aftalen om "den danske model" gennem et politisk diktat.

En rød og solidarisk politik

Der er blevet talt alt for meget om ret og pligt. Det har ført til et dagpengesystem med tvangsarbejde til skruebrækkerløn, og det fører til en ny underklasse af lønmodtagere. Det flertal på Christiansborg, der skærer ned, har selv en løn på over en halv million kroner om året.

Der er gennemført massive reduktioner af det offentlige forbrug. Det førte til 30.000 fyresedler til offentligt ansatte, og mange af de lønmodtagerne, der er tilbage, bukker under af stress på grund af arbejdspres. Hvor er det politiske kompas blevet af?

Kære regering! Det er ikke nok at tale om nødvendighed Vi ønsker  for alt i verden ikke Lars Løkke tilbage. Vi har hårdt brug for en anden politik. Så se nu at komme i gang. Vi skal have en ny start og et nyt regeringsprogram.

I skal vise os, at grundkernen i krisepolitik – i jeres såkaldte nødvendighedspolitik er rød og solidarisk. Vi har brug for, at I viser os, hvordan vi i fællesskab skal opbygge et velfærdssamfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

I må for alt i verden ikke lave en kopi af de nyliberalistiske og højreorienteredes politik. Kære regering og socialdemokrater. De fleste af os danskere er solidariske. Vi vil gerne løfte i flok.

Venstrefløjen kan og vil ikke acceptere, at det er de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og de studerende, der skal betale gildet. Danmark er så rig som aldrig før, så tag pengene til velfærd og job, hvor de er. Ja, stop det usolidariske skattestop.

De borgerlige siger, det skal kunne betale sig at arbejde. Ja, de kan jo bare sætte mindstelønnen op til 150 kr. i timen, for det kan betale sig at arbejde, når lønnen er rimelig.

Regeringen og EU bør hurtigst muligt erkende, at den makroøkonomiske politik, som de følger, for længst har spillet fallit.

Et samfund med stor økonomisk og social lighed klarer sig langt bedre på væsentlige områder så som sundhed, levestandard, lav kriminalitet, færre selvmord, høj konkurrenceevne, stor stabilitet og tilfredshed blandt borgerne.

Regeringen og EU bør hurtigst muligt erkende, at den makroøkonomiske politik, som de følger, for længst har spillet fallit og har ført os ind i nyere tids værste krise, der bruges som rambuk og ødelægger vores velfærdssamfund.

En af opgaverne skal være at formulere regler for oprettelse af en statsbank, så eksisterende virksomheder og nye iværksættere kan få den nødvendige kapital til en rente, der gør dem konkurrencedygtige på markedet. Der må fremlægges et forslag til en kriseløsning med menneskelige hensyn – og vejen til fuld beskæftigelse inden for et par år. Så en statsbank vil være et fremragende vækstinitiativ.

Tryghed mod udflytning

Og lønmodtagernes pensionskapital skal tages i anvendelse for at finansiere grøn omstilling med en mere miljømæssig transportsektor, brugen af vedvarende energi, så vi får et bedre klima. Så vores børn, børnebørn og oldebørn kan få et rent samfund at leve i.

Pensionskasserne står parat, men de mangler grønt lys fra regeringen. Regeringen siger, at alle skal bidrage til kriseløsningen og vise samfundssind. Men hvad med det erhvervsliv, der uden hensyn til samfundet har flyttet omkring 200.000 arbejdspladser til udlandet.

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at A.P.Møller lukkede Lindøværftet og smed 3.000 lønmodtagere ud i arbejdsløshed. Dermed overlades  problemet til samfundet, samtidig med at årsoverskuddet var på næsten 20 milliarder kroner.

Det er heller ikke rimeligt at Lego, Danfoss, Grundfos, Carlsberg, F.L.Smidt og mange andre smider folk på gaden samtidig med at erhvervslivet i 2012 havde et samlet overskud på 165 milliarder, efter at virksomhedsdirektørerne har fået uansvarligt høje lønninger på over 10 millioner kroner om året og en lang række andre økonomiske fordele. Var der nogen der sagde ligelø? Et arbejde er vel et arbejde.

Det er meget afgørende at få gennemført en tryghedsreform, der forhindrer arbejdsgiverne i at lukke deres virksomhed eller flytte produktionen til udlandet, hvis der findes alternative løsninger for at bevare danske arbejdspladser.

Det skal være slut med at værkføreren kan sige: Du behøver ikke komme i morgen, for vi har ikke brug for dig længere. Ja, det skal være slut med at arbejdsgiverne kan skalte og valte med arbejdskraften, som det bedst passer dem uden hensyn til medarbejderne og det danske samfund.

Til slut vil jeg sige som Ernst Bruun Olsen "Arbejdskampen vindes langsomt mønt for mønt, men i selve samfundskampen står vi stivnet kvart begyndt.".

Ovenstående kronik er et uddrag af Hardy Hansens tale til et socialdemokratisk grundlovsarrangement 5. juni i Aalborg.