I sommer opstod der her i Arbejderens spalter en diskussion mellem Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl (CJ) og Kommunistisk Partis formand Jørgen Petersen om Danmarks deltagelse i krige og væbnede konflikter. 1) 

Det er en vigtig debat, der omfatter synet på vore dages imperialisme og opfattelsen af FN's rolle ved væbnede konflikter. Her er der alvorlige forskelle mellem Kommunistisk Parti og Enhedslisten (EL) Disse forskelle og konsekvenserne af dem vil vi med denne kronik forsøge at kaste lys over. 

CJ's kronik indeholder et langt citat fra EL's Resolution om FN, fredsarbejde og konfliktløsning (årsmødet 2012). 2) Citatet medtager dog ikke Indledningen:  

"Den imperialistiske verdensorden: Krig og konflikt er hverdag mange steder. Enhver indblanding udefra vil påvirke magtforholdene i de pågældende konfliktområder, og resultatet vil ofte blive et andet end forventet. Der pågår en intens kamp om markeder og dominans. Stormagterne forfølger geopolitiske mål og søger kontrol med vigtige naturressourcer – alt lige fra olie og metaller til vand.

Indblanding udefra vil påvirke magtforholdene i de pågældende konfliktområder.

Mange konflikter har deres rod i historiske modsætninger, der er et resultat af kolonitidens skematiske opdelinger af landområder uden hensyn til lokale økonomiske og befolkningsmæssige forhold. I dag spiller nationalstaterne ikke samme rolle som tidligere målt med den indflydelse, som den internationale finanskapital råder over. Internationale organisationer som IMF, WTO og Verdensbanken udøver sammen med de 147 største multinationale selskaber total økonomisk dominans, som de fleste nationalstater er ude af stand til at matche. 

Især USA har udfoldet en brutal fremfærd i verdens kriseområder. Den økonomiske krigsførelse har blandt andet bestået i privatisering af offentlige virksomheder, underminering af sociale systemer, afvikling af strukturer til regulering af de frie markedskræfter, bekæmpelse af fagbevægelserne og andre folkelige organisationer..." 

Kommunistisk analyse

Vi kan være enige i de fleste af iagttagelserne, men vi finder resolutionens beskrivelse af vore dages imperialisme og dens geopolitiske mål upræcis og vanskelig som pejlemærke under de aktulle konflikter. Til sammenligning er her et citat fra den "Resolution mod imperialisme og krig", som vort partis 2. konges vedtog i 2008: 

"Om USA og imperialismens nuværende krise:  Efter den europæiske socialismes nederlag for næsten 20 år siden forvandlede verden sig fra en bipolær til en unipolær verden med USA som imperialismens førende kraft. USA’s regering har siden 2001 tilmed arbejdet ud fra det erklærede princip, at det 21. århundrede skulle blive et "amerikansk århundrede". USA har ikke villet tåle rivaler – hverken ven eller fjende, der kunne gøre landet rangen stridig.

I USA's stræben mod absolut verdensherredømme har kontrollen over Eurasien stået centralt, og alle krige, siden denne strategi blev fastlagt, er iværksat med dette mål for øje. I dag ser vi tydeligt bestræbelserne på at inddæmme især Kina, men også Rusland.

"Krig mod terror" er et ideologisk våben såvel som en begrundelse for baser overalt på jorden.

Både inden- og udenrigspolitisk anvender regeringen den selvopfundne "krig mod terror" som "forsvar af landets nationale sikkerhedsinteresser". Det er et ideologisk våben såvel som en begrundelse for baser overalt på jorden og aggressiv og røverisk krigsførelse, især i Forasien, herunder Mellemøsten.

Den endeløse krigs virkelige mål er de lande, nationer og folkeslag, som sætter sig op imod det amerikanske overherredømme og søger en selvstændig og alternativ udviklingsvej.

Økonomisk har USA siden slutningen af Vietnamkrigen i midten af 1970'erne været plaget af en strukturel krise ... Landet har i realiteten kun kunnet overleve ved årligt at hente hundreder af milliarder dollars fra udlandet gennem øget udplyndring og lånoptagelse."

Pejlemærket

Denne analyse er vores principielle rettesnor, og vi ser den dagligt bekræftet og konkretiseret af virkeligheden. Uden til stadighed holde sig den imperialistiske strategi for øje, uden til stadighed at søge alternative kilder til monopolkapitalens – og helt aktuelt saudiernes og emirernes - massemedier risikerer man at falde i fælder, der slører udsynet og fører til forkerte antagelser og beslutninger.

For øvrigt er krig ikke en "sidste udvej", som EL-resolutionen siger, men en indkalkuleret foranstaltning i imperialismens strategi.

Krig ikke en "sidste udvej", men en indkalkuleret foranstaltning i imperialismens strategi.

Forskellen i EL's og vore opfattelser viser sig i bedømmelsen af konflikterne i den arabiske verden og omliggende lande. Når vi entydigt og øjeblikkeligt tager parti imod imperialismen, bliver vi skudt i skoene, at vi forsvarer diktaturer. Det gør vi naturligvis ikke. Derimod følger vi den kommunistiske internationalismes spor: folkenes ret til selvbestemmelse og den nationale suverænitet – iøvrigt parallelt med FN-erklæringen af 1948.

Den kommunistiske – eller proletariske - internationalisme går dog det skridt videre, at den entydigt tager arbejderklassens og de undertryktes parti. Vi støtter partier og bevægelser, der nationalt erklærer og rejser sig imod de herskende klassers diktatur. Men da vi samtidig er konsekvente tilhængere af nationernes selvbestemmelsesret, vil vi ligeså konsekvent tage parti mod en udefra kommende aggressor.

Der er heri ingen modsætning. Desuden har vi i vort eget lands nyere historie et eksempel på, at fremmede herskere får en befolkning til trods skel og modstridende interesser at samle sig i modstand og sætte det interne opgør på standby.

FN

Også i EL's og vor holdning til FN's indgriben i konflikter er der uenighed. FN's Pagt påbyder, at kun Sikkerhedsrådet kan beslutte at anvende militære FN-styrker, og disse skal handle under Sikkerhedsrådets ledelse. Forinden skal dog alle de fredelige midler, som folkeretten og FN-pagten anviser, være bragt i anvendelse.

Men på ethvert af trinnene er der muligheder for fortolkninger og fordrejelser for ikke at sige løgnagtighed og fabrikerede beviser. Afgørende er, hvad EL-resolutionen rigtigt nævner, at FN ikke er hævet over klodens rådende magtforhold. Tværtimod. Resolutionen nævner ligeledes den erfaring, at de imperialistiske magter fortolker FN-mandater, som det passer dem. Altså er EL's forsøgte gradbøjning ingen løsning.

Der er beviser - fra Korea-krigen til i dag – på, at FN-mandater har været brugt som dække i imperialistiske krige. Derfor kan de ikke bruges som pejlemærker. For os at se er den sikre vej for en stat til ikke at gøre sig skyld i krigsforbrydelser at afholde sig fra at deltage militært i konflikter, hvor ønsker og påstande om nødvendighed stammer fra imperialismens lande – det være sig med eller uden FN-mandat. Erfaringerne fra Afghanistan, Irak og Libyen bør have lært os det.

FN-missioner

Også de fredsbevarende FN-aktioner har en plettet historie. Aktuelt er Danmark anmodet om at sende styrker til FN-missionerne ved Golanhøjderne og i Mali. Nu ser det dog ud til, at Golan-missionen ikke bliver aktuel – alligevel vil vi beskrive den, eftersom CJ ytrede sig positivt til den.

Israel erobrede Golanhøjderne i Seksdages-krigen i 1967. Ægypten og Syrien prøvede at genvinde området i 1973, men det mislykkedes, og Israel besatte en endnu større del af Syrien øst for Golanhøjderne. I 1974 sendte FN en mission og en fredsbevarende styrke ind, men fredsforhandlinger var frugtesløse.

Hele det erobrede område har været besat siden - Israel annekterede det endog ved lov i 1981, og til den dag i dag har Israel og Syrien ikke sluttet fred. Hele Tiberia (eller Genesaret) sø befinder sig i det besatte område, og Israel får dækket en tredjedel af sit vandforbrug herfra. Dele af området er gjort til FN-bevogtet stødpudezone, og missionen finder sted øst for denne inde på syrisk område - ikke i, men langt fra Golanhøjderne. Sådan sikres besættelsen opretholdt.

Anmodningen om, at Danmark deltager i FN-missionen i Mali, står ved magt. Også denne mission er en helt igennem imperialistisk affære. Stormagtsinteresserne i Sachel-bæltet 3) blev udtrykt i en rapport af maj 2011 fra EU's Generaldirektorat for Udenrigsanliggender ("En sammenhængende EU-strategi for Sahel"):

"Sahel-regionen udgør Europas sydlige geopolitiske grænse. Enhver ustabilitet vil i sidste ende finde sin vej til europæiske naboer og selve Europa... Generelt giver Sahel-regionen geostrategisk dybde i forhold til Nordafrika, Vestafrika og indirekte Det Røde Hav... Mange af landene i området spiller en central rolle i form af europæisk energiforsyning..."

For USA er Sahel lige så interessant som for EU, og for begge magter gælder det om at give Kina konkurrence i Afrika. Mali har betydelige naturresurser som guld, uran, fosfat, kaolinit, salt og kalksten. De officerer, der har kuppet sig til magten i Mali, er alle uddannede på militærakademier i USA. Det er denne regering, FN-missionen (citat: "med alle midler") for tiden skal sikre.  

EL's forpligtelse

Da et folketingsflertal med stor sikkerhed vil beslutte udsendelse til missionen i Mali, kan man mene, at en nej-stemme fra EL vil være tom demonstrationspolitik. Men man skal huske, at EL har adgang til landets fornemste og mest transmitterede talerstol. Her tales ikke bare til tinget, her tales til hele befolkningen. Det forpligter, og det er en helt særlig mulighed for at bringe bevægelsernes og andre progressive, folkelige røster frem.

Det er hårdt tiltrængt, at fredens stemme kommer til at lyde fra Folketingets talerstol. Men hver gang EL tøver eller træder ved siden af i spørgsmål om krig og fred, skader det fredskræfterme. En konsekvent optræden hos EL imod imperialismens krige – med eller uden FN-mandat - vil også være et modtræk imod den militarisering i ideologi og gerning, der foregår i den danske offentlighed og overfor ungdommen.

Noter: 1) Den 22. juni: CJ og JP i interviews om dansk krigsdeltagelse i Mali. Den 27. juni: CJ (kronik): Venstrefløjen, FN og fredsbevarende styrker. Den 29. juni: JP svarer: Antiimperialisme eller illusioner. 2) Citatet begyndte ved "FN's rolle og muligheder er ikke uafhængig" og slutter med "gennemføre et regeringsskifte i deres favør." 3) Sahel-området strækker sig i et bælte tværs over Afrika fra Dakar (Senegal) til Det Røde Hav (Eritrea og Etiopien). Mali ligger i Sahel.