Stort set samtlige EU-lande plages af vedvarende lav økonomisk vækst med stor og stigende arbejdsløshed samt omfattende sociale nedskæringer. Baggrunden er, at Tyskland – EU's politiske sværvægter – har dekreteret en ekstremt stram økonomisk politik med meget små prisstigninger, en politik, der forværrer den i forvejen elendige sociale tilstand i de fleste af Unionens 28 medlemslande.

Nok ikke mange tænker i 2013 på, at skiftende tyske regeringers voldsomme modstand mod at lade EU-landene føre en mere aktiv finanspolitik, der kan være med til sætte gang i de skrantende økonomier, for en stor dels vedkommende bunder i traumatiske oplevelser i forbindelse med den såkaldte hyperinflation i Tyskland i sommeren og efteråret 1923 – for nøjagtigt 90 år siden – begivenheder som var med til at lægge grunden til det tyske nazistpartis skæbnesvangre gennembrud få år senere.

- På grund af sin historie frygter Tyskland inflation mere end økonomisk tilbagegang – i resten af verden er det stik modsat, sagde den ungarskfødte storspekulant George Soros således for nylig.

Krigsskadeserstatninger

Tyskland måtte i november 1918 påtage sig rollen som Første Verdenskrigs (1914-18) store taber og blev i forbindelse med Versaillestraktaten fra sommeren 1919 pålagt enorme krigsskadeerstatninger til primært Frankrig og Belgien. Det efter datidens forhold ufattelige beløb på 132 milliarder mark blev af den tyske regering og offentlighed mødt med voldsomme protester og signaler om, at Tyskland umuligt ville være i stand til at betale denne gigantiske sum.

Særligt Frankrigs daværende politiske ledelse var ubønhørlig i sine krav til den besejrede tyske arvefjende og henviste til, at Frankrig blandt andet skulle anvende de tyske krigsskadeerstatninger til at betale af på den franske gæld fra første verdenskrig til USA - periodens største långiver.

Da det gik vildest for sig, udstedte Tysklands nationalbank pengesedler med en nominel værdi på 100 milliarder mark, mens et brød kunne koste et trecifret milliardbeløb.

For at skaffe sig en såkaldt "produktiv" sikkerhed for de tyske krigsskadeerstatninger besatte Frankrig og Belgien i januar 1923 Ruhrområdet – den tyske økonomis hjerte og på samme tid hjemsted for et større antal enorme sværindustrielle virksomheder med legendariske navne som for eksempel Krupp og Thyssen – for øvrigt senere hovedleverandører til det nazistiske Tysklands krigsmaskine.

Tysklands daværende rigskansler, den partiløse Wilhelm Cunos konservative regering reagerede med at erklære passiv modstand mod den fransk-belgiske besættelse af Ruhrområdet, på samme tid som arbejderne i det vigtige industriområde gik i strejke.

Behovet for pengesedler vokser

For at sikre Ruhrområdets befolkning den nødvendige forsørgelse var en øget brug af seddelpressen den tyske regerings eneste middel, hvilket med ubønhørlig konsekvens satte skub i det, der i løbet af kort tid blev til en hyperinflation, - med andre ord prisstigninger i en takt og omfang, som i dag kan være svære at fatte.

Da det gik vildest for sig, udstedte Tysklands nationalbank pengesedler med en nominel værdi på 100 milliarder mark, mens et brød kunne koste et trecifret milliardbeløb. I efteråret 1923 arbejdede mere end 100 trykkerier i døgndrift for at dække den eksploderende efterspørsel på pengesedler, mens behovet for seddelpapir blev dækket af omkring 30 papirfabrikker.

Konerne fik udleveret de værdiløse pengesedler og styrtede til forretningene for at købe de nødvendige varer til dagligdagens opretholdelse.

Selv om arbejdsløsheden i Tyskland var meget lav, betød de galoperende prisstigninger, at arbejdernes reallønninger faldt i et lynhurtigt tempo, og i midten af 1923 skete det hyppigt, at de ansatte fik løn tre gange om dagen – det gjaldt om at bruge pengene, inden de faldt yderligere i værdi.

Konerne kom til arbejdsstederne, fik udleveret de mere og mere værdiløse pengesedler og styrtede efterfølgende til forretningene for at købe de nødvendige varer til dagligdagens opretholdelse.

Med dét skete nu oftere og oftere, at forretningerne ikke mere havde de efterspurgte varer, da indehaverne ikke kunne fremskaffe produkterne eller ikke kunne handle tilstrækkeligt hurtigt til at beskytte deres forretningsaktiviteter.

Bønderne nægtede således at bringe fødevarer til byerne for at bytte dem til værdiløse pengesedler. Der udbrød i stigende omfang hungerdemonstrationer, og mange arbejdere begav ud på landet for ved selvtægt at skaffe sig de nødvendige fødevarer.

Stigende arbejdsløshed

På samme tid brød masser af virksomheder sammen, og arbejdsløsheden steg atter med ekspresfart – den tyske økonomi stod foran det totale sammembrud, og i juli advarede en ledende funktionær i det tyske metalarbejderforbund om en "demoralisering af arbejderklasen, som kan medføre de allerværste følger".

- Det kan måske lykkes via en mere effektiv indsats af politiet på kortere sigt at hindre større revolter. På længere sigt er dette dog ikke muligt, hvis varehandelen mellem by og land ophører og de nødvendige levnedsmidler mangler i byerne, hed det på samme tid i et skriftstykke fra den tyske regering.

Den katastrofale økonomiske situation betød en polarisering af Weimarrepublikkens politiske liv. Mens der i 1923 blev dannet socialistiske regeringer med kommunistisk støtte i delstaterne Sachsen og Thüringen, kom der i sydtyske Bayern en højredrejet delstatsregering til magten, som lod ekstremistiske paramilitære organisationer florere.

Ironisk nok betød de gigantiske prisstigninger inden valutareformen, at den samlede tyske statsgæld fra første verdenskrig på 164 milliarder mark, med ét slag blev til 16,4 pfennig!

Det skabte grundlaget for Adolf Hitlers mislykkede statskup i begyndelsen af november samme år. Karakteristisk var det, at den centrale statsmagt med den socialdemokratiske præsident Friedrich Ebert i spidsen lod Reichswehr – Tysklands hær – under dække af en landsdækkende undtagelsestilstand brutalt gribe ind mod de socialistiske regeringer i Sachsen og Thüringen og mod en kommunistisk ledet opstand i Hamburg, mens man næsten til det sidste så gennem fingre med den alvorlige trussel fra højreekstremisterne i Bayern.

Ikke kun arbejderklassen blev ramt af hyperinflationen, også mange medlemmer af middelklassen måtte se deres eksistensgrundlag forsvinde i den blå luft. Generationers opsparing forsvandt på rekordtid som dug for solen, mens renteindtægter blev værdiløse. Mange akademikerfamilier, som traditionen tro finansierede deres børns uddannelse via opsparing, måtte nu opgive denne mulighed.

Industrien jubler

Men på den anden side var der mange, der drog nytte af de vilde prisstigninger. Hvis man havde gæld i sin ejendom, hvad der i særdeleshed gjaldt middel- og overklassen, eller blot skyldte penge i almindelighed, kunne man glæde sig over at se denne gæld forsvinde som is i varm sol.

Også betydelige dele af den tyske storindustri kunne glæde sig over de uhørte prisstigninger. Skønt kul-, jern- og stålindustrien i stort omfang allerede inden hyperinflationen i 1923 havde mistet den økonomiske førertrøje til de "nye" kemiske, elektroniske og maskinproducerende industrier, lykkedes det for den "gamle" sværindustri at benytte periodens markante mangel på råstoffer til at bringe de forarbejdende industrier ind i et afhængighedsforhold til sig.

Det kendteste eksempel på, hvorledes hyperinflationen kunne udnyttes til egen fordel var den berømte/berygtede industrimagnat Hugo Stinnes, som ved hjælp af billige lån, som hurtigt mistede værdi, kunne opbygge et enormt imperium, der samlede sværindustri og forarbejdende virksomheder under samme koncerntag. Stinnes begik selvmord i 1924, da hans forretningsimperium brød sammen efter hyperinflationens ophør.

For at komme ud af hyperinflationens jerngreb erklærede en ny regering under ledelse af Weimarrepublikkens betydeligste borgerlige politiker Gustav Stresemann fra det arbejdsgivervenlige parti DVP i slutningen af september 1923 afslutningen på den passive modstand mod den fransk-belgiske besættelse af Ruhrområdet.

En lignende benhård økonomisk politik er nu i 2013 "lovfæstet" via EU's finanspagt, og betyder endnu engang arbejdsløshed og elendighed for millioner af europære.

Opgivelsen af den passive modstand betød en lettelse af den katastrofale økonomiske situation, og den efterfølgende valutareform fra den 15. november 1923 medførte en øjeblikkelig afslutning på hyperinflationen. Ironisk nok betød de gigantiske prisstigninger inden valutareformen, at den samlede tyske statsgæld fra første verdenskrig, der beløb sig til 164 milliarder mark, med ét slag blev konverteret til 16,4 pfennig!

De dramatiske begivenheder i 1923 kom til at præge generationer af almindelige tyskere og politikere. For en politisk stokkonservativ og rabiat antikommunistisk middelklasse betød ruin for millioner af borgere, at Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske tyske arbejderparti (NSDAP) blev betragtet som eneste redning fra kaos, da den globale økonomiske krise med orkanstyrke ramte Tyskland i 1930.

Samtidig betød frygten for en tilbagevenden til de kaotiske tilstande fra 1923, at i særdeleshed rigskansler Heinrich Brünings konservative regering fra marts 1930 til maj 1932 førte en så benhård økonomisk politik, at den tyske arbejdsløshed på et tidspunkt oversteg seks millioner med en ufattelig social nød og yderligere opbakning til nazisterne som resultat.

En lignende benhård økonomisk politik er nu i 2013 "lovfæstet" via EU's finanspagt, og betyder endnu engang arbejdsløshed og elendighed for millioner af europære.