Social dumping er et globalt problem, som den internationale kapital har sat på dagsordenen verden over. Intet land eller region går fri fra kapitalens hensynsløse jagt efter maksimal profit.

Det sker gennem massivt pres på lønninger og arbejdsvilkår, pres på retten til overenskomster, og tilbagerulning af arbejderklassens og fagbevægelsens fundamentale rettigheder til at organisere sig og gå i strejke for deres krav.

Dette er ikke blot et nyliberalistisk vildskud. Det er kapitalismen skåret ind til benet.

Det kunne være befriende, hvis industriens topforhandlere hoppede op af brønden, og så himlen fra et andet perspektiv.

Til næste år i 2017 skal den næste store styrkeprøve mellem arbejde og kapital stå, når store dele af det private arbejdsmarked tager hul på overenskomstforhandlingerne.

Allerede nu er diskussionerne i fagbevægelsen i fuld gang om hvilke hovedkrav, der skal stilles.

Kravene til OK17

Efter Kommunistisk Partis opfattelse vil to krav komme til at stå i centrum ved overenskomstforhandlingerne 2017: Kampen imod social dumping og kampen for højere løn. Det kommer til at kræve en samlet styrke gennem mobilisering af fagbevægelsens medlemmer og gensidig solidaritet internt i fagbevægelsen, hvis vi overhovedet skal have en forventning om at opnå reelle resultater.

I kampen mod social dumping står kravet om kædeansvar og en markant hævelse af minimallønnen inden for visse brancher som de centrale krav.

Men andre krav er også relevante inden for forskellige brancher. Og det er her, fagbevægelsens interne solidaritet skal stå sin prøve. Når der ikke stilles et centralt krav, er det vigtigt, at forhandlinger på et område ikke spænder ben for andre områder.

Denne opfordring til intern solidaritet er ført og fremmest rettet til industrien og især dens topforhandlere.

Industriens rolle

Det mindste man kan forvente af solidaritet fra industrien til deres forhandlingsresultat, som vi ved alle afventer i forhandlingsforløbet er, at det ikke spænder ben for andre, for eksempel når det gælder om at få kædeansvar ind i overenskomsterne eller massiv forhøjelse af minimallønnen.

Det kunne være befriende, hvis industriens topforhandlere hoppede op af brønden, og så himlen fra et andet perspektiv end frøen, der sidder dybt nede i brønden.

Kampen mod Ryanair og erfaringerne fra Metro-byggeriet i København viser hvilket enormt mobiliseringspotentiale, der ligger i denne kamp.

Det er ikke bare et usolidarisk udgangspunkt. Det er håbløst naivt at tro, at det ikke også får negative konsekvenser for industriens arbejdere, når resten af arbejdsmarkedet presses nedad mod bunden på løn- og arbejdsforhold.

Når social dumping står centralt ved overenskomstforhandlingerne, skyldes det en række forhold. Social dumping eller ræset imod bunden, er det, som vækker den største bekymring i dag i arbejderklassen. Et forhold der skyldes eksplosionen af negative konsekvenser af arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed inden for EU.

Det er blevet til en kamp om overlevelse, hvor den negative sociale dominoeffekt for arbejderklassen desværre er blevet uhyre nærværende: kampen for et job, kampen for økonomisk overlevelse som arbejdsløs, kampen for ikke at ende på kontanthjælp og sidst kampen for at kunne fastholde sin bolig og ikke ende på gaden.

Ræset mod bunden

Omvendt har kapitalen det som vand. Vand finder altid vej, og det gør kapitalen også, når det drejer som om at maksimere profitten. Kapitalen har aldrig været social eller taget hensyn til almindelige mennesker, og derfor vil den fortsætte ræset mod bunden for arbejderklassen, mens et lille privilegeret lag af overklassen bliver stadig mere magtfuld og velhavende.

Social dumping vækker ikke kun bekymring. Det er også det spørgsmål, der har kunnet mobilisere og samle bredt i arbejderklassen de sidste år.

Det er lykkedes dele af fagbevægelsen at gøre spørgsmålet om social dumping til et samfundsmæssigt spørgsmål. Kampen mod Ryanair og erfaringerne fra Metro-byggeriet i København, for blot at nævne nogle få eksempler, viser hvilket enormt mobiliseringspotentiale, der ligger i denne kamp, hvis fagbevægelsen vel at mærke ønsker at mobilisere medlemmerne til kamp for kravene, og ikke bare nøjes med en forsigtig opfordring til at deltage i stemmeafgivningen.

Debat om arbejdstiden

3F-Ungdom har rejst krav om nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer med fuld lønkompensation – nu. Ingen tvivl om arbejdstiden er et vigtigt spørgsmål for arbejderklassen. Det er vigtigt for at mindske udbytningen af arbejderklassen, for at imødegå nedslidning og skabe bedre sammenhæng i dagligdagen for arbejderfamilierne.

Mens en arbejderfamilie måske samlet arbejder mere end 80 timer om ugen i visse brancher, er der andre brancher, hvor hovedspørgsmålet er kravet om timer til at leve af. Det er kampen imod at undgå amerikanske eller tyske tilstande, hvor man skal have to eller tre job for at kunne overleve.

Derfor bliver arbejdstidsspørgsmål ikke et samlende og centralt krav ved overenskomstforhandlingerne i 2017.

Lad os bruge 3F-Ungdoms krav og en fornyet debat om nedsættelse af arbejdstiden til at skabe en samlet afklaring i fagbevægelsen på, hvordan vi kæmper for job, vi kan leve af, uden nedslidning og med mulighed for at skabe en bedre sammenhæng for arbejderfamilierne i dagligdagen.