I byerne foregår i øjeblikket en kamp om, hvordan samfundet skal indrettes. Den kamp har venstrefløjen godt fat i. Ikke at vores socialistiske idealer har vundet eller er tæt på.

Men vi får rykket på nogle dagsordener, som har været i defensiven i et par årtier, hvor neoliberalismen og markedet var stort set enerådende. I dag står den socialistiske kamp på to fronter – mod neoliberalismen og mod konservatismen. Byen er central i dagens klassekamp af flere grunde.

For det første mødes klasserne i byen. Vi har forhindret, at Københavns boligmarked har smidt alle fattige ud, som det sker i andre storbyer i Europa. Det har vi forhindret ved at bygge boliger og ved at stille krav til, at de boliger, der bygges, også skal være almene.

Forskellige mennesker er derfor stadig sat sammen i byen, og det giver mulighed for at gøre kampene for prioriteringer tydelige. Men det er en stadig kamp at fastholde byen som et fællesskab med ansvar for fællesskabet. Hvor der både er plads til nye mennesker, og hvor vi insisterer på, at byen ikke knækkes over i økonomiske ghettoer.

Kommmuneplanen

For det andet er det i byen, vi kan handle. Mens regeringer snakker og snakker, tager byerne fat på klimakrisen, den sociale opdeling, trafikproblemer, forurening og så videre. Det giver os som socialister et større ansvar for at debattere byen, og konfrontere både den konservative og den neoliberale tilgang. I København har vi konkret mulighed for denne kamp, og en del af den foregår i byplanlægningen.

København skal vedtage en ny kommuneplan i år. Planen er vigtig for, hvordan vi kan skabe politik de næste fem år. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene og tro, at vi gennem kommuneplanen kan skabe et nyt samfund. Vi kan vise, at byplanlægning er et valg, og at det valg ikke er ligegyldigt. Derfor er kampen om kommuneplanen vigtig. Og der er flere områder, hvor vi skal sætte ind.

Vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene og tro, at vi gennem kommuneplanen kan skabe et nyt samfund.

Vi skal sikre folk grønt i hverdagen – om det er store områder, som Amager Fælled, eller små grønne lommeparker. Det er en kontant kamp mod markedet, som hellere vil bruge jorden til profit. Men det er også en kamp mod den konservative tilgang til byen.

Diskussionen handler om, hvordan forskellige mennesker kan leve på forskellige måder i det fællesskab, byen er. Nogen synes, det er fint at bo tæt og have grønne muligheder rundt om hjørnet. Andre vil have mere luft foran vinduerne og en stor grøn baggård. Nogen vil selv passe en byhave eller et tomatbed på taget. Andre vil gerne kunne gå i en park uden at luge ukrudt først.

Byens rum

Vi skal være kritiske over for brug af byens rum. Vi skal kæmpe mod individualiseringen af den fælles plads. Når biler står parkeret i gaderne, tager de alt for meget af det, der kunne være fede byrum.

Trafikken er en central, politisk kampplads for byens udvikling. Bilismen har fået lov til at sætte sig på absurd meget plads i byen i forhold til, hvor mange mennesker den gavner. Når vi i Enhedslisten sætter bilerne bagerst, handler det om at planlægge for cykler, fodgængere og kollektiv trafik. Så vi omdefinerer byen og går fra bilrum til byrum.

For os handler det om at prioritere mennesker.

Vi skal gå imod væksttankegangen. I øjeblikket leger mange partier en leg, hvor det handler om at bejle mest muligt til erhvervslivet. For os handler det om at prioritere mennesker. Vi skal skabe job, både i det offentlige og i det private. Job på ordentlige vilkår. Vi skal med kommuneplanen give mulighed for områder med nye og kreative erhverv. Hvor der er plads til at udforske og udfordre den måde, vi tænker byen på.

Vi skal insistere på, at inddragelse og engagement ikke er det samme. Der er et demokratisk underskud i København, og vi har på venstrefløjen ikke fundet løsningen på, hvordan vi for alvor udbygger lokaldemokratiet. I København er der kommet større fokus på inddragelse i kommunale processer, og det er positivt.

Byens demokrati

Men som socialister skal vi insistere på, at demokrati først kommer med mulighed for engagement, og at den mulighed skal gennemsyre vores måde at lave byplanlægning på. Der er gang i mange folk i øjeblikket – byhaver, bistader, parkgrupper og mange andre aktiviteter, der fastholder det demokratiske pres i byen.

Der findes hos nogen på venstrefløjen en konservativ tilgang til byen. En meget ekskluderende tilgang til byen. Byen bliver lige pludseligt forbeholdt dem, der tilfældigvis har deres på det tørre, og som har fået sat sig i billige boliger inden det neoliberale amokløb, som sendte boligpriserne i vejret. Derfor skal byen ikke vokse, og nye folk må slå sig ned uden for København. Jeg har svært ved at se, at den holdning er særlig socialistisk.

Socialisme er både at kæmpe mod neoliberal markedstankegang og mod konservativ eksklusivitet. Det er en principiel kamp, og det er en daglig kamp.

Vi kan ikke forandre verden på grundlag af indbildte forestillinger om fordums fantastiske fællesskaber. Sådan var verden ikke. Vi kan kun forandre den på erkendelser og analyser af verden i dag. Fællesskab er mangfoldighed og forskellighed og demokrati. Også i byen.