I marxistisk tankegang kan et samfund ikke eksistere – endsige udvikle sig – hvis der ikke i den totale samfundsmæssige produktion oparbejdes et "overskud". Eller sagt på en anden måde, at den totale samfundsmæssige produktion producerer en "merværdi".

Er den samfundsmæssige produktionsmåde kapitalistisk, socialistisk eller kommunistisk, er grundvilkåret det samme: "I sidste instans" er det økonomien, der er bestemmende (determinerende).

Den kapitalistiske produktionsmåde skal fjernes og erstattes af en produktionsmåde, hvor udbytningen ikke eksisterer.

Et andet fænomen, som marxister anerkender som et faktum er, at grundbetingelsen for al produktion er tilstedeværelse af arbejde og kapital. Når man gør sig overvejelser om samfundsudviklingen her til lands eller i andre lande, må disse to grundbetingelser medtænkes og tilgodeses.

Hvis man vil analysere udviklingen i Cuba, må man naturligvis se på Cubas historiske udvikling og i den sammenhæng se, hvordan de ovennævnte forhold gør sig gældende.

I Danmark er mange optaget af den retning, udviklingen i Cuba fører hen, og det ligger som et overordnet tema: Er de nye tiltag på vej til at afvikle Cuba som et socialistisk samfund? For at nærme sig en afklaring af dette spørgsmål, må det klargøres, hvad socialisme egentlig er.

Mange har en opfattelse af dette, men det vil nok være hensigtsmæssigt at bringe en af socialismens fortalere, Karl Marx på banen igen. Og da Cuba officielt erklærer at bygge på marxismen-leninismen, er det også oplagt at læse om, hvad Marx har at sige os. Her skal blot peges på nogle få udsagn.

Kapitalisme er udbytning

Karl Marx’ analyser er rettet mod, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde slavebinder arbejderne til at sælge deres arbejdskraft for at frembringe profit til den kapitalist, som ejer produktionsmidlerne.

Det er altså dette ejendomsforhold, der betinger den kapitalistiske produktionsmåde. Og da de enkelte kapitalister er i evig konkurrence om at afsætte deres produkter på markedet, er udbytning af arbejderne indbygget i selve denne måde at producere på.

Den kapitalistiske produktionsmådes paradoks er imidlertid, at det er de samme arbejdere, som bliver presset på lønnen, der i vidt omfang skal aftage (købe) de produkter, som skal udløse profitten. Man kan derfor konkludere, at selve markedsmekanismen er det styringsinstrument, der bestemmer, hvad der skal produceres.

Igennem hele Cubas revolutionære periode har socialismens udfordringer været på dagsordenen.

I den borgerlige (kapitalistiske) opfattelse skaber kapitalen selv profit og jorden jordrente, medens arbejderne kun skaber værdi, der svarer til den løn, de får udbetalt. Enhver får sit, og den nuværende fordeling af samfundets rigdomme er naturlig – og retfærdig.

Marxisten ved, at det ikke er rigtigt. Han ved, at arbejdet i sig selv ikke har nogen værdi. Han ved, at kapitalisten ikke køber arbejdet, men derimod arbejderens arbejdskraft. Han ved, at arbejdskraften producerer mere værdi, end arbejderen får udbetalt i løn – og han ved, at denne merværdi skaber den profit, der gør kapitalisten rig.

Arbejderen ved, at det er i produktionen, han bliver udbyttet, men han erkender, at uden kapital og investeringer kan han ikke forsørge sig og sine. Det er arbejderens dilemma.

Revolution og socialisme

For marxisten er konklusionen på dette dilemma, at den kapitalistiske produktionsmåde skal fjernes – erstattes af en produktionsmåde, hvor udbytningen ikke eksisterer, og hvor arbejderne (de primære producenter) etablerer deres egen produktionsmåde i det kommunistiske samfund.

Over for den markedsstyrede produktion stiller Marx det kommunistiske samfund, hvor ejendomsretten er kollektiv, og hvor den enkelte yder efter evne og modtager efter sine behov, og hvor de nye ejere af produktionsmidlerne ejer og fordeler det samfundsmæssige overskud.

Marx kalder socialisme for kommunismens første fase, fordi produktionsresultatet under socialismen kun rækker til, at den enkelte yder efter evne og modtager efter sin indsats.

Cubas vej

I Cuba kender man Karl Marx’ definitioner, og igennem hele Cubas revolutionære periode har socialismens udfordringer været på dagsordenen.

Her skal ikke redegøres for den cubanske revolutions historie men alene opsummeres de perioder, der økonomisk har haft betydning for landets udvikling.

USA’s reaktion på revolutionen var ikke uventet voldsom og medførte en blokade, der på alle områder isolerede Cuba handelsmæssigt og økonomisk. Efterfølgende indledtes olie-for-sukker-perioden med Sovjetunionen.

Den sovjetiske periode blev en befrielse fra imperialismen, men fastholdt Cubas afhængighed af sukkerproduktionen. Alene ved at øge denne kunne der skaffes et overskud til investeringer på andre felter af økonomien.

Efter 1989-91 kom Cubas svære tid. Ingen kontrakter med Sovjet og Østeuropa. Ingen kapital og ingen udsigt til forandringer. Turisme blev nu den eneste mulighed for at opretholde alle de gevinster cubanerne selv havde skabt, inden for for eksempel uddannelse og sundhed.

I dag har Cuba truffet beslutninger om at øge private initiativer. Ved etablering af kollektiver og mindre private virksomheder åbnes der mulighed for at afsætte produkterne på lokale markeder og til staten. Hertil kommer etablering af joint-venture-aftaler om udenlandske investeringer i Cuba.

Socialismens virkelighed

Når vi stiller spørgsmål ved om Cuba er socialistisk, eller på vej væk fra socialismen, afspejler det en opfattelse af, at vi danskere ser de nye tiltag som modsætninger til, hvad socialisme er.

Herom skriver Karl Marx i "Kapitalen": "Uanset den samfundsmæssige form, produktionsprocessen måtte have, må den være kontinuert, det vil sige hele tiden periodisk gennemløbe de samme stadier på ny".

Lidt senere fortsætter han: "Alt andet lige kan et samfund kun reproducere eller bevare sin rigdom på samme trin ved at det erstatter de produktionsmidler, det vil sige arbejdsmidler, råmateriale og hjælpestoffer, der er forbrugt i løbet af for eksempel et år«. Dette gælder naturligvis også for Cuba.

I Danmark er socialisme måske mest en drøm, mens socialisme i Cuba er en realitet, man dagligt kæmper for at bevare. Til gengæld er det også en realitet, at der for tiden ikke eksisterer en produktion, der giver det overskud, der kan reproducere samfundets produktionsmidler og dermed fastholde en socialistisk produktionsmåde.

Som marxister er det åbenbare spørgsmål: Hvordan skaber man en øget produktivitet – og i forlængelse af dette: Hvordan skaber man det nok så citerede "overskud"? Det er denne problematik, der er Cubas virkelighed.

Økonomien er bestemmende

USAs blokade, Sovjetunionens sammenbrud, oversvømmelser og orkaner har ikke fjernet cubanernes vilje til at finde nye veje til at fastholde socialismen. Og i det lys skal man stille spørgsmålet: Hvad er konsekvenserne af de nye virksomhedsformer?

Svaret er for så vidt enkelt: Det betyder etablering af en ny arbejdsdeling, hvilket medfører at et nyt samfundslag eller klasse vil opstå – altså at klassekampen i Cuba får en anden form.

I Danmark er socialisme måske mest en drøm, mens socialisme i Cuba er en realitet, man dagligt kæmper for at bevare.

Den nye klasses interesse vil blandt andet være at forsvare sin mulighed for at få større indkomst over for den klasse, der arbejder og lever af den statslige sektor. Så hvis ikke staten kan håndtere dette problem via beskatning af de nye initiativer, vil begge klassers interesser komme til at stå i modsætning til staten og partiet.

Udover indførelse af differentieret indkomstskat kunne man tillige udvikle en praksis, hvor beløbsstørrelsen af al personlig indkomst er offentlig tilgængelig.

Pointen med dette er, at den enkelte arbejder – privat som offentlig – skal kunne se sin og andres indkomst i forhold til statens samlede budget. De beslutninger, man træffer på baggrund af statens budgetter, inddrager dermed alle lønarbejdere i Cuba som konkrete økonomiske aktører.

Hvis klasserne forskellige interesser ikke er kendte og bliver en del af cubanernes hverdag, vil klassemodsætningerne ikke forsvinde, men vokse.

I forlængelse af dette må overvejelser om at afskaffe rationeringsbogen også ses i en klassemæssig sammenhæng. Her kan mange forskellige samfundsmæssige interesser komme til udtryk.

Men også her vil der kun komme varige forståelige løsninger, hvis der er åben indsigt i de økonomiske størrelser der kommer i bevægelse. Det vil sige hvilke beløb er det, der er i spil – helt kontant i kroner og ører (pesos)? Hvor meget koster det samfundet – i kroner og ører – at bevare eller afskaffe rationeringen? Og i sidste instans: hvor skal pengene komme fra?

Både de sociale og økonomiske problemer, som de historiske betingelser har påført Cuba – og stadig gør det – kan kun løses ved, at den cubanske revolution finder veje til at udvide produktionsapparatet og højne den samfundsmæssige produktivitet.

I sidste instans er det økonomien, der bestemmer om Cuba kan fastholde en socialistisk kurs. Og de nye initiativer er sat i værk for at skabe betingelserne for, at økonomien kan vokse i et omfang, der gør dette muligt.