Vi har nu i halvandet år oplevet, at regeringen tilsyneladende som sin hovedopgave har påtaget sig at skubbe flere og flere ud i situationer, hvor de må konkurrere med billig og ofte underbetalt, udenlandsk arbejdskraft om alt for få job.

Samtidig hyler arbejdsgiverforeningerne skingert på endnu bedre vilkår - suppleret med, at oppositionens leder, Lars Løkke nu også er vågnet op og har forlangt ”byrdestop” frem til næste valg! Det giver et urimeligt pres på de danske arbejdsvilkår.

Det er uacceptabelt, at fagbevægelsen ved sin inaktivitet og underdanighed tager medansvar for så store tilbageskridt og så tonedøve ministre.

Og det giver også et urimeligt pres på fagbevægelsens fremmeste repræsentanter – de tillidsvalgte og fagligt aktive på arbejdspladserne og i de lokale fagforeninger - at opleve fagbevægelsens øverste top blandt andet repræsenteret ved metalforbundsformanden og Harald Børsting fra LO efterlyse ikke bare "byrdestop" men "byrdelettelser" for det danske erhvervsliv.

Man må spørge: Er de blevet skingrende skøre?

Alle andre, inklusive de økonomiske vismænd, et stort flertal af landets borgmestre, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og dagligdagens vismænd – de almindelige danskere, har for længst konstateret, at det ikke er "byrdelettelser" og endnu lavere lønninger, der er behov for. Vi har rigtig nok en alvorlig krise i landet. Men det er en tillidskrise til den danske model.

Så længe danskernes eneste sikre holdepunkt er, at regeringen snart lancerer endnu en reform, som afskaffer en eller flere dele af den velfærdsmodel, som indtil for nylig blev berømmet overalt som "flexicurity", så vil efterspørgslen falde. Og så længe de mange firmaer, som har så hårdt brug for efterspørgsel efter deres varer, accepterer, at organisationslederne skingert råber efter endnu billigere arbejdskraft, så går alle i selvforsvarsposition frem for det, vi mest af alt har brug for: Optimisme, fornuftig efterspørgsel og udvikling af bæredygtig innovation.

Det får vi til gengæld gennem et ambitiøst løft af danskernes kompetencer og ved at vise folk, at det danske samfund er i stand til at forvalte vores fælles råstoffer, som først og fremmest består af viden, effektivitet og tryghed.

Hvis ikke "working poor" skal blive dansk hverdag og ødelægge velfærdsstaten, så er det nu, der skal ændres retning. Hvis fagbevægelsen også fremover skal kunne organisere og inspirere medlemmerne og de danske arbejdspladser, så er det også i sidste øjeblik at stramme op.

Det er gået rigtig galt

Fra første dag i ministerstolene har regeringens politikere kørt løs med varianter af det gamle slogan om at "gøre sin pligt og kræve sin ret". Og for nogle har det også været vigtigt at understrege, at de forsvarer dem, "der laver leverpostejmadpakker". På den måde har regeringen – sammen med stræbsomme politikere fra blandt andet LA – fået det til at virke, som om store dele af de arbejdsløse, syge og ældre er dovne og bogstavelig talt stjæler fra de danskere, som stadig arbejder.

Det har skullet forklare bygen af reformer - og få den accepteret. Det har været som en glidebane direkte imod den gamle kongstanke i Det Radikale Venstre om et enstrenget system, hvor der ikke er forskel på dagpenge og kontanthjælp. Og lige netop kontanthjælp er slutsatsen i alle de reformer regeringen leverer.

Til den elendighed skal føjes, at samme regering også har et mål om at spare op til godt én milliard kroner på kontanthjælpen. Vel at mærke efter, at den med "reformer" har bragt ekstra titusindvis af danskere i en situation, hvor de bliver smidt ud af dagpengesystemet eller sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp.

Regeringen makker også med at forringe endnu et element i vores velfærdssystem, nemlig alles frie ret til uddannelse. Også her blev der startet med en ubehagelig kampagne, som har kaldt SU til hjemmeboende for "cafépenge", og studerende med nysgerrighed og drivkraft nok til at bruge tid på at få livserfaringer kaldes for unge, der spilder tiden med "fjumreår".

Reformerne svækker fagforeningerne og mulighederne for at kæmpe for at sikre lønmodtagernes rettigheder og velfærd.

Vi tager naturligvis afstand fra misbrug af offentlige midler, men at lade få, uheldige eksempler på misbrug – muligvis mest i visse velhaverkvarterer - betyde, at SU til hjemmeboende afskaffes, er vanvid. Og at tro, at der kommer bedre akademikere ud af, at de går den hurtigst mulige vej fra børnehave til cand polit. er en fatal fejl.

Desværre er LO Danmark's formand, Harald Børsting, hoppet på den og har foreslået at hente 1,2 milliarder kroner ved at skære i SU-ordningen og bruge pengene til at give virksomhederne bedre vilkår. Man skulle tro det er en joke, men det fremgår af LO'snyeste udspil med det underfundige og mundrette navn "Danmark gearet til vækst - samlet jobpakke".

Vi har nu så rigeligt fået demonstreret, at ikke bare de ultraliberale, men også den nuværende regering mener, at trusler om økonomisk ruin nok skal få folk i gang, uanset om de er syge, arbejdsløse eller skal i gang med en uddannelse. Og det er rystende, at denne regering ser ud til at komme igennem med forringelser af Velfærdsdanmark, som aldrig nogen sinde var gået under en borgerlig regering!

Så inden vi risikerer at blive vidne til en tragisk afslutning af S-SF-R-regeringens tid i ministerkontorerne i meget lang tid fremover - må vi få drøftet, både hvad man skal gøre, og hvad der er gået galt. For rigtig galt er det gået.

Og ud over de skader, der er væltet ud over sagesløse danskere, vil det også med sikkerhed betyde besværligheder for de samme partier til efterårets valg i regioner og kommuner. Og dermed endnu flere problemer for velfærden, som vil blive sat endnu mere under pres med krav om nedskæringer og konkurrenceudsættelse (læs: at lade private tjene på offentlige opgaver).

Fagbevægelsen skal på banen

Det kan ikke nytte, at en stor del af fagbevægelsens top gang på gang undskyldende fremfører, at alternativet til den nuværende regering er værre. Dels er det vel svært at forestille sig. Dels er det uacceptabelt, at fagbevægelsen ved sin inaktivitet og underdanighed tager medansvar for så store tilbageskridt og så tonedøve ministre.

Selvom arbejdsløshedsforsikrede danskere i disse måneder kastes ud af dagpengesystemet i et helt andet tusindtal, end regeringen havde regnet med, så fortsætter den uanfægtet. Og selvom Skat har afsløret, at danske virksomheder har unddraget samfundet næsten 30 milliarder kroner sidste år, indgår pengene ikke i betaling af naturlige velfærdsløsninger.

I sidste ende handler det også om, at de her reformer svækker fagforeningerne og mulighederne for at kæmpe for at sikre lønmodtagernes rettigheder og velfærd. Når sikkerhedsnettet smuldrer, så åbner det for løndumping over en bred kam. Og når arbejdsgivere slipper godt fra åbenlyst at tale om, at de foretrækker østarbejdere, fordi de er mere "motiverede ... og ikke melder sig syge fra dag ét", så er det blot endnu en understregning af at det haster!

Det kunne være forfriskende hvis LO holdt en ekstraordinær kongres for at mobilisere den samlede fagbevægelse til kamp.

Når masser af fagforeninger og aktive medlemmer har investeret energi og prestige i at få valgt et alternativ til den borgerlige regering, så vil vi ikke bare have en anden regering, som leverer samme politik. Jeg vil derfor opfordre LO Danmark til snarest muligt at få taget en grundig debat om fagbevægelsens mål og midler i forhold til dansk politik og i forhold til resten af europæisk fagbevægelse, som LO og forbundene - uanset om lysten er der eller ej - er en del af.

Det er nærliggende, at dansk fagbevægelse tilslutter sig de fælles europæiske aktiviteter, som folder sig ud i de forskellige lande den 13. marts – og  den 14. marts i Bruxelles, mens EU's stats- og regeringschefer holder topmøde om nye angreb på lønmodtagerne og de arbejdsløse.

Det kunne også være forfriskende og måske en ny politisk start for S og SF, hvis LO holdt en ekstraordinær kongres med det formål at mobilisere den samlede fagbevægelse til kamp for de rimelige og enkle rettigheder, som LO's egen formålsparagraf opremser - og som det politiske flertal på Christiansborg modarbejder i den grad.

Og så vil jeg da opfordre hvert enkelt fagforeningsmedlem til at spørge sine lokale folketingsmedlemmer: Vi I forsvare de sidste rester af dansk velfærd og udbygge dem – eller vil I sætte Danmark til salg på aktier?

Nu må alle kræfter kastes ind i virkelige forandringer!