I disse uger indkaldes der til forældremøder på de fleste skoler i hele landet. Det vil være forældremøder, som vi kender dem, og så alligevel ikke.

For flere skoleledere har nemlig, på befaling fra deres forvaltning, mindet lærerne om at man kan blive fyret, hvis ikke man er loyal over for sin arbejdsplads.

Der er adskillige skoler, hvor der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem undervisningsopgaver og forberedelsestiden.

Om denne form for kommunikation falder inden for Bjarne Corydons definition af "god arbejdsgiveradfærd", vil jeg ikke her afgøre, men blot minde de kommunale politikere om, at loyalitetspligten ikke er til hinder for, at jeg må udtale mig offentligt.

Jeg vil derfor benytte mig af min ytringsfrihed til at udtale mig om folkeskolen, som til daglig er min arbejdsplads. For vi har ikke på mit arbejde fået uddelt en mundkurv, hvorfor jeg har tillid til, at dette debatindlæg ikke får nogle arbejdsmæssige konsekvenser for mig personligt.

Men hvorfor vælger nogle kommuner at "true" lærerne med fyringer lige inden de forstående forældremøder? Hvorfor denne skræmmekampagne på lærerværelserne?

Svaret er enkelt; Forældre-Danmark. Det hele handler om at fastholde Forældre-Danmarks tillid til folkeskolen og dens ledere.

Lærerne skal for alt i verden fastholde det billede, som forældrene har, nemlig at implementeringen af den nye skolereform under lov 409, er en succes.

Problemerne med reformen

Men virkeligheden er på mange skoler en anden. For eksempel underviser pædagoger på en del skoler for at få enderne til at nå sammen i det daglige skema.

Enkelte steder forbereder lærerne sig i en gymnastiksal. Der er adskillige skoler, hvor der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem undervisningsopgaver og forberedelsestiden, hvorfor en hel del skoleledere oplever, at flere af deres ansatte er uforberedte, når de går ind til undervisning.

Alt sammen konsekvenser af lov 409. Flere af skolelederne har som følge af ledelsespligten gjort opmærksom på problemerne i deres forvaltning. Og tak for det!

Men "løsninger" på problemer udløst af lov 409 gennemføres i nogle forvaltninger ved at sende skolelederne i byen med en mundkurv til lærerne.

Værsgo! Ti stille, ellers kan du blive fyret. De fleste vælger det første, så nu kan der holdes forældremøder. Lærerne holder kæft og Forældre-Danmark er glad.

Men jeg vil ikke holde kæft af loyalitet til folkeskolen, og resten af samfundet. Det samfund, hvor alle har krav på at vide, hvad der foregår i folkeskolen, og alle kan være med til at diskutere og udvikle vores fælles skole.

Det virker nærmest angstprovokerende at genlæse ordene af den administrerende direktør for KL, der under lærerlockouten sagde, at: "Det opfattes af nogen- og ikke mindst af lærerne - som meget kontroversielt, at kommunerne dermed tager deres rolle som arbejdsgiver alvorligt og vil genvinde de demokratisk valgte politikeres ret til at drive folkeskolen ved hjælp af de skoleledere, som er ansat til at føre kommunernes skolevisioner ud i livet".

Skoleledernes visioner

Dengang forstod jeg ikke, hvor langt de ville gå for at føre deres skolevisioner ud i livet.

Men jeg må nu erkende, at nogle kommuner ser det som deres ret at gøre skolelederne til de beskidte budbringere af antidemokratiske metoder for at narre Forældre-Danmark til at tro, at de har fuldstændig styr på implementeringen af lov 409 i folkeskolen.

Men hvor loyale skal vi være over for vores arbejdsplads som offentligt ansat? Hvad indebærer loyalitetskravet? Skal vi omgås sandheden eller lyve, når vi som lærere på et forældremøde repræsenterer vores skole og skal svare på spørgsmål fra forældrene om, hvordan det går med implementeringen af lov 409?

Det mener jeg ikke. Og om hvorvidt en ansat har en sådan loyalitetspligt over for kommunalbestyrelse, skolebestyrelse og skoleledelse, at der heraf kan følge en begrænsning af ytringsfriheden, kan besvares ved, at vi lærere kun begrænses i vores ytringsfrihed på fire måder nemlig ved at "Vi ikke må fremsætte ærekrænkende udtalelser", og "ikke må ytre os i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde". Og til sidst skal vi "som offentligt ansatte overholde reglerne omkring tavshedspligten".

Nu er jeg ikke uddannet jurist, men jeg forstår ovenstående således, at ingen forvaltningschefer kan kræve af lærerne, at de i deres udtalelser om skolen skal omgås sandheden om deres arbejde, og de kan derfor heller ikke fyre os for at indgå i en ærlig dialog med forældrene til de kommende forældremøder.

At jeg benytter mig af min ytringsfrihed, løser selvfølgelig ikke problemet med den uforberedte undervisning eller den uddelte mundkurv til lærerne, det ved jeg godt. Men, at fortælle hvad der forgår i den danske folkeskole, må være den bedste begyndelse på en løsning.

At nogle kommuner pålægger lærerne at dække over problemer i folkeskolen, er den form for magtmisbrug, der ødelægger vores demokrati, og det løser ej heller de konkrete problemer, som lov 409 har medført.

Den frie dialog

Derfor insisterer jeg på, at vi fortsat frit taler om og diskuterer vores folkeskole, også med forældrene. Alt andet skaber mistillid og utryghed, og i værste fald skaber det en kløft så dyb mellem både forældre, lærere, skoleledere og forvaltningschefer, at det ikke længere er folkets skole, vi arbejder for.

Uden den frie dialog om folkeskolen og dens udfordringer er det umuligt at lave en skole i verdensklasse.

Så kære forældre, husk at opsøge jeres skoleleder og ikke læreren til forældremøderne, hvis I har spørgsmål, der vedrører jeres børns undervisning. For måske er det i jeres kommune forvaltningen har udstukket en loyalitetsordre til lærerne.