Efter 16 års ørkenvandring genvandt det socialistiske sandinistparti FSLN i 2006 regeringsmagten i Nicaragua. Men det var uden den samme entutiasme fra kvindebevægelsens side som under revolutionsårene i 1980'erne. FSLN var drejet til højre i løbet af 90'erne og havde indgået pagter med dele af de borgerlige og med kirken.

I Vesten vakte det især opmærksomhed, at FSLN sammen med de borgerlige havde stemt for forbud mod terapeutisk abort (hvis kvindens liv var i fare). Det var et resultat af, at de katolske og evangeliske kirker truede med at mobilisere imod FSLN til valget i 2006, hvis ikke det stemte for abortforbuddet.

Højredrejningen har også øget fokus på kristne familieværdier med FSLN-slogans som "Kristen – Socialistisk – Solidarisk" og "Tro – Familie – Fællesskab".

Denne udvikling er korrekt blevet kritiseret af Nicaraguas kvindebevægelser. Men desværre er krititikken ofte kammet over i total opposition mod FSLN og til tider endda støtte til højrefløjen på trods af, at den har endnu mindre sympati for kvindesagen.

Nogle feministiske bevægelser som den Autonome Kvindebevægelse (MAM) benægter decideret, at nogle fremskridt overhovedet kan være sket under den nuværende regering. Påstande, der ofte gentages i Vesten og blev brugt til at legitimere et stop for ulandshjælp til Nicaragua.

Kvinder i udviklingspolitiken

Men fremskridt har nu fundet sted. Blandt de største for kvinder er udvidelsen af den offentlige sundhedssektor og oprettelsen af fødekliniker over hele landet, hvilket har sænket mødredødeligheden med 40 procent. Et imponerende tal, særlig i lyset af, at abortforbudet i følge kvindebevægelsen betyder 40 procent flere dødsfald ved fødsler, end hvis terapeutisk abort var lovlig.

FSLN's sociale programmer har ikke blot halveret ekstrem fattigdom, men rettet fokus specifikt mod kvinder. For eksempel med billige lån til at starte egen virksomhed og projekter som "Nul sult". Her har over 100.000 kvinder modtaget "pakker" med for eksempel en drægtig ko, høns og såsæd, så de selv kan dække basale fødevare behov.

At "pakkerne" tildeles kvinder, skyldes både at forskning viser, at de i højere grad end mænd bruger ressourcer til familiens bedste, men også at det styrker deres position i familien og lokalsamfundet.

Man har sikret bedre adgang til uddannelse og arbejde for kvinder, og i dag er 55 procent af de universitetsstuderende kvinder.

Ligeledes har man sikret bedre adgang til uddannelse og arbejde for kvinder, blandt andet ved at oprette tusindvis af børnehaver og pasningsordninger og forbyde graviditetstest ved jobansøgninger, og blandt andet opnået, at i dag er 55 procent af de universitetsstuderende kvinder.

På samme måder er der grænser for den kristne familiemorals indflydelse. Der er problemer, som ved loven om vold i familien. Her havde regeringen bestemt, at alle sager skulle for en domstol og ikke længere mæglingsinstitutioner, da de ofte pressede kvinder til at trække anklagerne tilbage.

Men pres fra kirken fik mæglingen genindført for ikke at opsplitte familier. Men politiken peger også i den anden retning med oprettelsen af centre for voldsramte kvinder, en ombudsmand for LGBT-rettigheder (lesbian, gay, bisexual, and transgender) og lovliggørelsen af homoseksualitet.

Demokratisering 

Demokratisering er vigtig for kvindefrigørelse. Som lavest i det sociale hieraki er kvinderne ofte de sidste, der kommer til orde. FSLN's eksperimenter med deltagelsesdemokrati har altså større betydning for kvinder end for mænd.

Jeg observerede således, hvordan et borgerrådsmøde i Sutiava, Leon, havde en overvægt af kvinder med små børn. Børn, der havde besværliggjort deres deltagelse, hvis mødet var foregået i centrum af Leon i stedet for på gaden lige uden for deres hjem. En udvidelse af sådanne eksperimenter til hele landet og med mere direkte beslutningskraft ville være et stort fremskridt, særligt for kvinderne.

FSLN's eksperimenter med deltagelsesdemokrati har større betydning for kvinder end for mænd.

Ligeledes indførte FSLN en valgreform, der kræver 50/50 kønsfordeling ved valg, og Nicaragua har i dag den højeste andel af kvindelige ministre i verden. Uanset ens holdning til kønskvoter, så viser det, at FSLN tager spørgsmålet seriøst.

Påtrods af højredrejning og enkelte tilbageslag, så går det altså generelt fremad for kvinders rettigheder. Samtidig må det huskes, at højreskridtene i FSLN's politik kom på baggrund af en svækket position. FSLN's voksende styrke har drejet partiet til venstre og igen bragt det i konflikt med kirken og alle de borgerlige.

En styrkelse af FSLN til at kunne føre en mere selvstændig politik vil altså kunne åbne for en mere progresiv kvindepolitik og en klarere socialistisk linje. Men støtte til FSLN må også være kritisk for at sikre udnyttelse af dette potentiale. For at styrke denne proces må venstrefløjen gøre op med sin berøringsangst overfor FSLN og give en aktiv og kritisk støtte.