Russofobien – angsten og fremmedfrygten for Rusland og russerne, fylder mere og mere i hverdagen. Anført af politikerne på Christiansborg flyder medierne dagligt over med ondskabsfulde russofobiske skræmmebilleder.

Putin står bag internet-hacking, han afgør den amerikanske valgkamp, han er ansvarlig for Brexit,  Han truer hele Vesteuropa ved at tilbyde os olie og gas til favorable priser. 

I Sverige er der kommet flere bøger om emnet, men her i landet efterlyser jeg en debat desangående. Denne kronik må gerne ses som et input til en sådan debat, samt et fromt ønske om et forbedret dansk-russisk forhold. 

Vores egen selvforståelse vokser frem sammen med fremstillingen af de andres identitet ved en simpel og underforstået modstilling.

Gennem de europæiske folks historier har vi brugt mange af sådanne modbilleder på os selv, for eksempel i forholdet til kolonierne og de oprindelige folkeslag. Imidlertid er der ingen af disse, der har haft hovedrollen som europæernes modsætning – det blev overladt til Rusland.

Dem og os

Uanset hvad indebærer Europas forestillinger om Rusland en ganske vedholdende identitetsforestilling om "dem og os", der har reproduceret sig gennem århundreder. En forestilling, hvori vi selv er de overlegne, de bedste og mægtigste.

En lille parentes finder man i romanen "Troldfjeldet" af Thomas Mann, hvor det russiske spiller en positiv rolle og ligeledes hos Nordahl Grieg. 

Forestillingerne om russerne som vestens vigtigste modsætning virker som katalysator og platform for vores interaktion med dem. Derved griber denne forestilling ind i politiske, militære, geopolitiske og rivaliserende interessekonflikter.

I sin tid, da det zaristiske Rusland ekspanderede ud i Fjernøsten, blev landet med et en trussel mod det engelske imperium. Fra den tid stammer nogle af de første russofobiske stereotyper.

Efter Oktoberrevolutionen

Man har endda påvist, at romanen "Dracula" fra 1897 af den engelske forfatter Bram Stoker ikke blev opfattet som en trussel fra Transsylvanien, men som en metafor for truslen fra øst. Konkret opfattet som Rusland. 

Efter revolutionen i 1917 var meningerne om Rusland delte i Vesten, men meget hurtigt enedes man om at modsætte sig det nye styre. Så kom den nazistiske propaganda, og den var overmåde leveringsdygtig på fjendebilleder og nedgørende forestillinger om alle de slaviske folkeslag, men i særdeleshed russerne.

Mest af alt frygtede man militære angreb og ideologiske påvirkninger fra "de jødiske-bolsjevikiske magthavere i Moskva". Efter krigen overtog Vesteuropa meget af den nazistiske propaganda, der var vendt imod Sovjetunionen og Rusland, herunder forestillingen om et jerntæppe der delte Europa.

Under den kolde krig konsoliderede en fælles vestlig russofobi sig. I Churchills og Konrad Adenauers koncept repræsenterede Rusland et barbarisk asiatisk land, der stod parat til at invadere os. Et skræmmebillede, der blev produceret i disse år om Sovjetruslands politiske system var stemplet: totalitært.

Den kolde krig

I stedet for modsætningen barbarisk/civiliseret eller asiatisk/europæisk opstod nu modsætningen demokratisk/totalitært. Retorikken var hård under den kolde krig, dog var der en margen for forskellige meninger. Det var den mulighed den bipolare verden åbnede for. Herhjemme stillede historikeren Uffe Østergård spørgsmålstegn ved vestens totalitarismemodel i udforskningen af Sovjetunionen. 

Efter Sovjetunionens opløsning sås Rusland som en elev af vestlig økonomi og politik og blev også behandlet derefter. I nullerne var jeg selv tilstede i mange fora for russisk og vestligt samarbejde. Mit indtryk var, at Vesten dikterede Rusland, hvad der var godt og ret.

Man lyttede aldrig til Ruslands egne ønsker, de var jo taberne. Imidlertid løb vesten ind i problemer med Ruslands eventuelle integrering i NATO og EU. Hele ideen bag NATO er uløseligt forbundet med ideen om Rusland som en fjendtlig indstillet trussel.

EU på sin side blev skabt som et modbillede på Sovjetunionen, som man delvis kopierede med et indre marked og magtfulde politiske kommissærer.

Fantomet Putin

Det er ikke bare Rusland der ses som en trussel, men det er i særdeleshed Putin.  Fantomet Putin er allestedsnærværende. Putin står bag internet-hacking, han afgør den amerikanske valgkamp, han er hovedansvarlig for Brexit, han bruger kvindelige honningkrukker for at lede danske soldater i fordærv.  Han truer hele Vesteuropa gennem det at tilbyde os olie og gas til favorable priser. 

Gennem kultur iscenesætter vi betydningsbærende kommunikations symbolikker. Derfor har kulturen altid haft magtens og herredømmets bevågenhed. Det gælder ikke kun den politiske kultur men alle kunstarter: arkitektur, digtning, billedkunst, musik, film, romaner, ballet og teater er alle blevet russofobiens gidsler. I stedet for kultur og kunst præsenteres vi for en dagsorden af angstskabende foragt, som når man til en koncert med Sjostakovitj først præsenteres for et foredrag af denne art.

I Danmark udgives der ikke russisk litteratur uden at bogen er forsynet med et advarende forord, der samtidig fungerer som tankekontrol. Russisk kunst og kultur serveres her i landet i en så kraftig politiserende garniture, at den stjæler smagen fra hovedretten. Ligesådan indskrænker vi vores adgang til den russiske kultur og åndsliv. Min pointe er ikke hvad russofobien gør de andre, men hvad den koster os selv.    

At opretholde russofobiens vrangforestillinger har første prioritet for russofobiens anstiftere. I Leo Tolstojs roman "Krig og Fred" befinder romanens hovedperson, Pierre, sig på et tidspunkt foran en fransk standret. Dommeren er i færd med automatisk at aflire dødsdommen, da de to personers blik mødes. De ser øjeblikkeligt, uden om alle krigs- og retsforhold, sig selv i den anden. De genkender medmennesket. Denne genkendelse er vort bedste middel imod russofobi og racisme, af samme grund er det russofoberne meget om at forhindre, at sådanne gunstige øjeblikke opstår.

På kanten af det umulige har vi dog stadig muligheden for at møde den andens blik. Det kan gøres på talrige måder og manerer. Mellemfolkelig udveksling har altid været fremmende for forståelse og gensidighed, som vi så det i Moskva for nylig under VM-kampene i fodbold.