"Det er som at bande i en domkirke", siger Erik Boel om sig selv, når han i Information (5.1.2015) forsøger sig med kritik af dansk udviklingsbistand. Erik Boel er tidligere landsformand for Den Danske Europabevægelse og international sekretær for Socialdemokratiet.

Men debatten lever i høj grad. Der bliver debatteret på livet løs, både i ulandsmiljøet, som Erik Boel lidt nedladende kalder levebrødsidealisterne, og blandt partiernes udviklingsinteresserede og -ordførere.

Selv i Enhedslisten diskuterer vi hvad god og dårlig udviklingsbistand er. Og vi var i oktober 2014 med til at skære en milliard kroner i udviklingsbistanden til fordel for de akutte flygtningeudgifter, uden at vi følte det som at bande i domkirken.

Handel er ikke nok

Men at påstå, at det er ligegyldigt om vi yder 0,86 procent eller 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand er en smule verdensfjern. Verden er i brand med krige, kriser, sult, korruption og fattigdom. 60 millioner mennesker er på flugt. Det virker som en smule overvurderet at tro, at handelsmuligheder for verdens fattigste lande alene kan løse disse problemer.

 Flere og flere udgifter er gennem årene finansieret af kontoen for udviklingsbistand.

En fortsat debat om, hvordan vi bruger pengene bedst, og om vi bruger penge nok de rigtige steder, er både nødvendig og velkommen.

Erik Boel mener, at muligheder for handel er vejen frem for fattige lande. Men det er ikke nok.

Det internationale marked skal reguleres og de store magter, ikke mindst EU, skal stoppe de diskriminerende handelsaftaler, som meget ofte rammer de fattigste lande.

Der er ikke meget udvikling i, at multinationale selskaber etablerer sig i fattige lande med svage og måske korrupte regeringer, sætter sig på landenes råstoffer og udnytter landets arbejderbefolkning til det grove arbejde, før de stikker af med hele gevinsten, ofte uden at betale skat.

Naturligvis vil fattige lande gerne have økonomisk vækst, der kan bringe dem fremad og have adgang til markeder. Men økonomisk vækst i et land er ikke automatisk det samme som udvikling. Økonomisk vækst betyder ikke automatisk mindre ulighed, bedre uddannelser, mindre korruption, demokrati og bedre sundhed.

Krigene

Erik Boel har ret i, at vi skal hjælpe de mange flygtninge. Både de, der har brug for hjælp i nærområderne og de, der når til Europa og søger et bedre liv.

Men der er ikke meget forebyggelse i at tage pengene fra udviklingsbistanden, der skulle bruges til at forebygge krige, kriser og fattigdom – og dermed flere flygtninge. Der er ikke meget forebyggelse i at afvise enhver refleksion over, hvor stor et ansvar Danmark har, direkte og indirekte, i de krige og kriser, der er opstået i blandt andet Afghanistan, Irak og Syrien.

Andre lande, blandt andet USA, har i flere år debatteret og erkendt deres ansvar, og har lært af historien. Den debat mangler vi i Danmark.

Det store mantra i den foregående og den nuværende regering har været, at der skal ske en større samordning mellem handels-, udenrigs- og udviklingspolitik – og på det sidste også flygtningepolitik.

Det slår Erik Boel også til lyd for. Umiddelbart lyder det fornuftigt, man praksis er indtil videre blevet, at udviklingsbistanden er blevet underordnet handelspolitiske, militærpolitiske og flygtningepolitiske hensyn. Se blot på finansloven. Flere og flere udgifter er gennem årene finansieret af kontoen for udviklingsbistand.

Budgetbistand

Skiftende regeringer har forsøgt sig med budgetbistand til regeringer i fattige lande uden egentlige krav til, hvad pengene bruges til. Ideen har været, at regeringerne skulle stå til ansvar overfor egne vælgere og ikke overfor det danske udenrigsministerium.

Det har været problematisk i de tilfælde, hvor der ikke har været et stærkt civilsamfund, et udbygget demokrati.  Derfor er budgetbistand noget man kun kan bruge, hvor der i forvejen er god regeringsførelse.

En kapacitet, som vi i Danmark bør udvikle, er evnen til at indgå i ikke-militære konfliktløsninger.

I den strategi, som Christian Friis Bach stod i spidsen for i den forrige regering, kaldes hjælpen udviklingssamarbejde, fordi der netop ofte kan etableres en gensidighed, hvor begge parter lærer af hinanden. Det er mange år siden at de professionelle danske organisationer er gået fra afhængighedsskabende udviklingsbistand, som den Erik Boel beskriver, og over til et egentligt samarbejde.

Nok at tage fat på

Der er rigtig mange ting, vi kan gøre. Spørg blot FN, hvor generalforsamlingen i september vedtog de mest vidtrækkende mål for de næste 15 års indsats. De nye 17 bæredygtighedsmål inddrager alle og med meget større beløb, end der fra de rige lande bidrages med i udviklingsbistand. Udryd fattigdom i alle dens former i hele verden. Udryd sult, opnå fødevaresikkerhed og omstil til bæredygtigt landbrug … lyder de to første af de 17 mål.

Danmark kan bidrage på en lang række områder, især indenfor

• bæredygtigt miljø med blandt andet vedvarende energi,
• bekæmpelse af korruption,
• opbygning af skattesystemer og bekæmpelse af grænseoverskridende skatteflugt,
• god regeringsførelse og udvikling af demokrati,
• udvikling af stærke civilsamfundsorganisationer og
• udvikling af gode uddannelsessystemer.

En kapacitet, som vi i Danmark bør udvikle, er evnen til at indgå i ikke-militære konfliktløsninger mellem de grupper i lande eller lande imellem, der har konflikter eller er i krig. Det er en kapacitet som i vores naboland Norge har været praktiseret i mange år - lige nu i forsøget på at få FARC og den colombianske regering til at lave en fredsaftale ovenpå årtiers borgerkrig.

Danmark havde tidligere et Freds- og konfliktforskningsinstitut på universitetet, men det blev lukket for nogle år siden. I den forrige regering lykkedes det at få afsat et mindre beløb til en indsats på universitetet, men desværre ikke som en permanent indsats. Vi bør bruge nogle af de penge, som i dag bruges til militæret til at genoprette sådan et institut.

Jeg ser gerne en omorganisering af udviklingsbistanden, men i de kommende år er den aktuelle globale situation ikke til, at vi bruger færre midler på at gøre verden til et bedre sted at leve. Tværtimod. Og der bør samarbejdes med alle andre lande, der har pengene, men endnu ikke viljen.