Den historiske baggrund for folkeafstemningen den 3. december om retsundtagelsen er, at et flertal i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten og dansk indlemmelse i den overstatslige Union.

Den historiske baggrund for retsundtagelsen er, at et flertal i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten og dansk indlemmelse i unionen.

Traktaten skulle tiltrædes af alle medlemslande for at gælde. Det var grunden til, at Folketingets unionstilhængere tillod sig at gå imod folkeafstemningens resultat og fandt på en kattelem at lukke Danmark ind i Unionen ad. Kattelemmen var det såkaldte "nationale kompromis" mellem ja-partierne og SF.

Kompromis'et blev forhandlet ind i Edingburgh-aftalen med de fire danske undtagelser: fra retspolitiken, fra euroen, fra unionsborgerskabet, og fra udenrigs- og militærpolitiken. Derefter besluttede et flertal i Folketinget at gentage folkeafstemningen, og ved den famøse afstemning i maj 1993 blev der så et ja-flertal til Maastricht-traktaten og Unionen - på betingelse af de fire undtagelser.

Denne historie er vigtig, fordi den husker os på for det første, at retsundtagelsen er et resultat af - og udtryk for - befolkningens nej til at underordne Danmark politisk og juridisk under Unionen; og for det andet, at undtagelserne ikke kan afskaffes uden et flertal derfor ved en folkeafstemning - fordi en afskaffelse betyder afgivelse af dansk suverænitet til EU.

Og sådan en folkeafstemning skal dreje sig om, hvorvidt der er flertal for afskaffelsen eller ej. 

Lusk

Men som folkeafstemningen den 3. december bliver præsenteret, skal vi tilsyneladende ikke stemme om afskaffelse eller bevarelse af retsundtagelsen, men stemme ja eller nej til at "omdanne" den til en såkaldt "tilvalgsordning". Altså om noget andet end det, der blev aftalt ved det nationale kompromis og i Edinburgh-aftalen og accepteret ved folkeafstemningen i 1993.

Betyder det, at omdannelsen af retsundtagelsen til en tilvalgsordning er en anden måde end den aftalte at afskaffe retsundtagelsen på?

Er det en lusket måde at undgå den regulære folkeafstemning på og en ny kattelem til afskaffelse af retsundtagelsen med dansk tilslutning til Unionens retspolitik til følge?     

Nogle af høringssvarene fra Justitsministeriet viser, at tilvalgsordningens konstruktion er forfatningsretligt problematisk.

Fusk

I et af høringssvarene skriver ministeriet, at tilvalgsordningen skal godkendes ved en folkeafstemning "efter grundlovens paragraf 20", idet "tilvalg af eksisterende og fremtidige retsakter" én gang for alle - "på forhånd" - godkendes ved gennemførelse af ”én samlet paragraf 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender".

Og senere i svaret skriver Justitsministeriet, at tilvalgsordningen i praksis skal fungere sådan, at fremtidige tilvalg af retsakter inden for det EU's retspolitiske område "træffes af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg". 

Til sammen betyder det, så vidt vi forstår, at befolkningen i tilfælde af et ja-flertal ved folkeafstemningen godkender, at regeringen og Europaudvalget får suveræniteten til at forvalte retspolitikken med beslutninger om at tilvælge retsakter i EU's overstatslige retspolitik.

Og beslutningskompetencen dertil er regeringens, for hensigten om at tilvælge en retsakt skal blot "forelægges" Europaudvalget.

Med andre ord vil aftalepartierne bag tilvalgsordningen forsøge at opnå befolkningens godkendelse af, at den retspolitiske suverænitet tillægges regeringen, den udøvende magt, så at den vil kunne tilvælge forordninger og direktiver inden for EU's retspolitiske område.

Med det resultat, at den lovgivende magt, Folketinget, fratages den retspolitiske suverænitet i de tilfælde, hvor regeringen tilvælger EU-forordninger og - direktiver. 

Perspektivet er, at EU vil kunne komme til at bestemme lov og ret for vores private liv, familieret, ægteskabsret, arveret og strafferet.

Men er der grundlag i Grundloven for på denne måde at tillægge suveræniteten som en fuldmagt til regeringen med den konsekvens, at befolkningen hverken er sikret mulighed for demokratisk indflydelse via Folketinget eller for fremtidige folkeafstemninger efter grundlovens paragraf 20 om Danmarks forhold til EU's retspolitik?  

Og man må da spørge, om en sådan fuldmagt ikke i praksis betyder, at retsundtagelsen reelt afskaffes?

For selv om den formelt eksisterer i protokollen til Lissabon-traktaten, vil den i kraft af tilvalgsordningen i realiteten ikke være den hindring imod retspolitisk integration i EU, der var og er meningen med undtagelsen.

Ifølge et andet høringssvar mener Justitsministeriet, at omdannelsen af retsundtagelsen til en tilvalgsordning "ændrer ikke ved, at Danmark fortsat har et forbehold på området". Men når ministeriet så skriver, at tilvalgsordningen er en procedure til at "træffe beslutning om at deltage i samarbejdet" (: EU's retlige samarbejde), så afslører ministeriet selv, at den formalitet i realiteten vil være betydningsløs.    

Sjusk

Forarbejdet til lovforslaget godtgør ikke, at regeringen har foranlediget en særlig, påkrævet undersøgelse af tilvalgsordningens legalitet i forhold til Grundlovens paragraf 20. 

Grundlovens paragraf 20 er den bestemmelse, der giver mulighed for at overføre suverænitet til ”mellemfolkelige myndigheder”, men ikke som en fuldmagt til en regering og et Europaudvalg.

Hvordan forholder tilvalgsordningen sig hertil, og hvordan er tilvalgsordningens forhold til paragraf 20's bestemmelse om, at afgivelse af suverænitet skal være i "et nærmere bestemt omfang"?

Har regeringen og aftalepartiernes flertal i Folketinget undladt at undersøge disse forfatnings- og statsretlige problemer for at luske og fuske retspolitikken ind i Unionen? Det er i hvert fald noget sjusk, som befolkningen ikke er tjent med.

Vi må vide præcist, hvad vi skal stemme om, og hvilke politiske og juridiske forhold og konsekvenser vi skal tage stilling til ved folkeafstemningen den 3. december.   

Retspolitisk konsekvens

Tilvalgsordningen slører, at retsundtagelsen reelt afskaffes ved et ja-flertal, og at den med grundlag i Lissabon-traktatens fem kapitler og 23 artikler baner vejen for skridtvis integration i EU's retspolitik .

Perspektivet er på sigt, at EU vil kunne komme til at bestemme lov og ret,  for eksempel for vores private liv, familieret, ægteskabsret, arveret og strafferet med videre gennem skiftende regeringers tilvalg. Og der er ikke indbygget nogen mulighed for at kunne trække suveræniteten tilbage.

At aftalepartierne har aftalt, at tilvalg af EU-retsakter i fremtiden "kun (kan) ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg", kan ikke hindre en regering i "efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg" at tilvælge noget, selv disse partier måtte være imod.

Der er ingen vetoret og ingen regulær demokratisk kontrol med beslutningerne. Regeringen og Europaudvalget får en blanco check til at råde og regere egenhændigt med.  

Regeringens pligt     

For os, der som styrelse for "Folkeafstemningskomite 2010" arbejder for Grundlovens overholdelse i forhold til EU-samarbejdet, og som stod bag Grundlovssagen 2008-2013 om tiltrædelsen af Lissabon-traktaten, er de ovennævnte uklarheder om folkeafstemningens tema og juridiske implikationer en bydende anledning til at gøre opmærksom på et par bemærkninger i Højesterets Lissabon-dom om pligten til at overholde Grundlovens paragraf 20:

For det første nævner Højesteret, at det er "danske domstoles pligt til at prøve loves og EU-retsakters grundlovsmæssighed". For det andet præciserer Højesteret regeringens "pligt til" at hindre vedtagelse af forslag, der "forudsætter yderligere suverænitetsafgivelse".