I Debatten på DR2 kunne man overvære et angreb fra politikeren Laura Lindahl MF (LA), hvor hun udskammede og nedværdigede den daværende kontanthjælpsmodtager og formand for Jobcentrets Ofre Kim Madsen.

Hvor langt må politikere gå på deres ideologiske korstog, når de stigmatiserer det folk, som de er sat til at tjene?

Der var tale om et direkte personangreb, hvor hun såede tvivl om, hvorvidt han er syg. Forløbet blev beskrevet og analyseret af cand.mag., forfatter og redaktør Lisbeth Riisager Henriksen i en artikel i Avisen.dk. 

Stigmatisering

I B.T. kunne man senere læse endnu et udfald mod kontanthjælpsmodtagerne fra Laura Lindahl. Artiklen havde ikke nogen egentlig substans, men osede af negative undertoner mod ovennævnte gruppe. Der synes anvendt en retorik, der med en vis sandsynlighed ville kunne manipulere læsernes opfattelse af kontanthjælpsmodtagerne og dermed bidrage til yderligere had og stigmatisering af disse. 

Vi efterlyser en konklusion på, hvor langt politikere må gå på deres ideologiske korstog, når de stigmatiserer det folk, som de er sat til at tjene. Harmonerer det med de love, som er udfærdiget for netop at beskytte disse borgere? Overholder landets politikere nationale og internationale love på området?

I Grundlovens §75, stk. 2 står der: "Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder".

Kim Madsen fra Jobcentrets Ofre har fuld lægelig dokumentation på sin nedsatte arbejds- og funktionsevne, og adskillige arbejdsprøvninger med videre viser, at han ikke kan arbejde tilstrækkelig mange timer til at kunne forsørge sig selv, og da hans "forsørgelse ikke påhviler nogen anden", så opfylder han betingelserne i Grundlovens paragraf 75, stk. 2., som siger, at han er berettiget til hjælp af det offentlige.

Men respekterer og overholder Laura Lindahl Kim Madsens retskrav i henhold Grundloven, når hun i et offentligt debatprogram antyder, at han ikke er syg nok til at modtage hjælp fra det offentlige?

I Danmark gælder princippet om magtens tre-deling, som beror på en opdeling af magten i tre dele, den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Tredelingen sørger for at ingen af de nævnte får for megen magt, idet de indbyrdes kontrollerer hinanden.

Kan vi så tillade en politiker – der sågar er medlem af Folketinget og dermed sidder som en del af den lovgivende magt – at hun via sine offentlige udtalelser bidrager til at hindre borgeres grundlovssikrede retskrav? Overskrider hun sine beføjelser?

FN's menneskerettigheder

I Debatten blev Kim Madsen opfordret til at tage et arbejde ved siden af sin kontanthjælp. Må folketingsmedlem Laura Lindahl som en del af den lovgivende magt opfinde love udenom Folketinget og holde borgerne op på dem for åben skærm. Hvor langt må folketingsmedlemmerne gå?

Kim Madsen blev udstillet som om, han ikke ville arbejde. Men er en sådan opførsel tilladt for en politiker, når Danmark har forpligtet sig på at overholde "FN's konvention om rettigheder for personer med handicap" – Artikel  8, hvori der står:
" 1. Deltagerstaterne forpligter sig til at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger til:
..b) at bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap, herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle livsområder..

2. Foranstaltninger med henblik herpå omfatter:
..ii) at fremme en positiv holdning til og større samfundsmæssig bevidsthed om personer med handicap.."

Når Laura Lindahl står på TV og antyder, at Kim Madsen ikke er så syg, som han selv siger, fremmer hun så en positiv holdning til ham og andre i samme situation?

Når hun bebrejder Kim Madsen, at han ikke tager et arbejde ved siden af kontanthjælpen, fremmer det så en positiv holdning til personer med handicap? Eller fremstår de uberettiget som nogle, der ikke vil arbejde?
Når hun omtaler kontanthjælpsmodtagerne, som nogle der "sidder foran TV'et" og modtager "en fed check", sådan som hun udtalte i TV-programmet Debatten, bekæmper hun så 'stereotyper, fordomme og skadelig praksis' i forhold til personer med handicap? Skylder hun ikke at fortælle publikum, at cirka tre fjerdedele af alle kontanthjælpsmodtagere har andre problemer end ledighed? 
Overholder hun konventionen?
Hvis Kim Madsen beskyldes for ikke at ville arbejde, er det injuriende, for Kim har gentagne gange sagt, at han gerne vil arbejde. Det nævnte han også adskillige gange under Debatten, imens Laura Lindahl benægtende stod og rystede på hovedet. Han bad ikke om en førtidspension. 
Det fremgår af dansk Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at
"Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap."
I § 5, stk. 4, står der:
"Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende."
Hvordan harmonerer det med Laura Lindahls udtalelser i medierne, hvor hun betvivler hans arbejdsvilje, nedgør hans påklædning og kalder hans facebookgruppe for 'den mindst konstruktive forening'? Var hendes udtalelser fjendtlige, nedværdigende og krænkende chikane?

Politikere er forpligtet på at tilskynde alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i overensstemmelse med FN's handicapkonventions formål. Det fremgår af Artikel 8, stk. 2 - c. Burde Laura således ikke irettesætte Berlingske Tidende, der har fremturet med overskrifter som: ”Kim Madsen mestrer kunsten at mobilisere 14.000 i en modstandsbevægelse og samtidig være for syg til at tage et arbejde” og: ”Kim Madsen vil kun arbejde i et fleksjob, for så stiger hans offentlige ydelse med flere tusinde”? Det virker både misvisende og dømmende. 
Københavns Kommune har først for nylig villet bevilge Kim Madsen et fleksjob – efter syv års sagsbehandling. Selvfølgelig skal man have et fleksjob, når arbejdsevnen er så nedsat, for hvordan skulle huslejen ellers blive betalt? Medierne kunne i stedet informere om, hvad der hæmmer folks arbejdsevne, hvorfor et forholdsvis aktivt fritidsliv ikke er lig arbejdsevne, og hvorfor livestreaming på Facebook heller ikke kan betragtes som sådan.