Vi lever i en historisk tid. Historien foregår i dag, og forsætter i morgen. Dette er Rangvid-rapporten et glimrende eksempel på. Den giver anledning til den eksisterende mudderkastning mellem regeringen og den tidligere VK-regering.

Dette er der intet nyt i, det at værne om demokratiet er en nationalistisk kæphest for såvel den forrige som den nuværende regering. Hykleriet for begge er til at tage og føle på. Den politiske tankegang og handling står i stampe.

Alt imens dette forekommer, skaber de et herligt rod af den anden verden, til ingen verdens nytte, ud over deres egne personlige ambitioner. Heri består problemet, for Rangvid-rapporten, giver anledning til selverkendelse, for begge parter, ikke kindheste.

En sjusket forsættelse

Det politiske vakuum i kølvandet på Rangvid-rapporten tømmer den politiske debat for indhold, og tomrummet fyldes ikke af en nødvendig selverkendelse når der skal gribes i egen barm. Sindsbilledet på den egentlige krise udstilles af uansvarlighedstalen.

Sandheden er dog at ikke alene var der tale om en uansvarlig finanspolitik og dårlig rådgivning. Men skylden kan ikke alene placeres hos VK-regeringen.

Så når regeringen slår på mediemuren, hammer de ofte samme rytme. ’Det er den tidligere regerings skyld’, ’vi fører ’den nødvendige politik’’ og ‘meningsmålingerne skyldtes at vælgerne ikke forstår os’. Tendensen er ikke ny, men tilsyneladende voksende. Der skal strammes op over hele linjen. Hos de dovne børn som skal tage sig sammen. Det samme skal de ledige. Og forældrene. Det eneste sted der ikke skal strammes op, er hos regeringen, og den tidligere regering selv, her er det business as usual. Ansvarsfralæggelsen er stor.

Så man må sige, at grænsen mellem en velment kindhest og en unødvendigt smertefuld lussing er åbenbart hårfin. Kunsten er at formulere sig konkret nok til at man kan komme på forsiden. Uden skelen til, at angriberne selv, ikke har noget tøj på.

Kejserens ‘gamle’ klæder

Udsigter og indsigter, er et fedt. Men den førsteprioritering som anvendes til at beskrive, at det knager i samfundets fuger og bånd, tjener som vejledning for den ’nødvendige politik’, er mest af alt en antagonisme. For såvel den forrige regering som de nuværende regeringspartier glimmer ved deres fravær af ansvarlighed op til finanskrisen. Specielt for den tidligere oppositionen tegnes der et billede af at magten, var vigtigere end folket. Derfor skaber ordene som anvendes ikke virkeligheden, men dræber den.

Dette blev manifesteret den 1. maj hvor mange gav deres mening til udtryk: ‘Bær dem væk, vi ønsker ikke at høre deres udsigter og indsiger’. Heldigvis havde ingen af de af regeringens ministre mulighed for at kræve erstatning for deres dårlige oplevelse, underholdende som berettiget var det. Og derfor er det på sin plads. At slå fast. At den manglende værdidiskussion og de trivielle konklusioners svaghed er, at de ikke vil kunne bestå et eftersyn.

Det skal kunne betale sig at gøre en indsats

Regeringens tale om at det er de andres skyld overbeviser næppe mange med mistillid til økonomernes verden. Her er sanddruelighedsværdien i retorikken afgørende. Hvad der hverken er usportsligt eller unfair. For økonomi som genstandsfelt, afhænger moralsk filosofisk af præsentationen og læse venligheden.

Her kan man konstatere at bagklogskaben eksisterer i bedste velgående. Men realiteten er, at regeringens svanesang om at VK-regeringen udstilles, gemmer over et forsvar, af eget ansvar, var mest af alt dagens klassiske højdepunkt.

For nok var der tale om historisk uansvarlig finanspolitik og rådgivning. Men oppositionens tilbageholdenhed med direkte kritik af det førte aktivitetsniveau glimrede ved dets fravær. Oppositionen gjorde sig ‘desværre’ skyldig i, at den ikke turde pege på nødvendigheden af lavere beskæftigelse og højere ledighed, i år 2006 og frem, selvom dette var nødvendigt for at sikre større beskæftigelse mindre ledighed i et lidt længere perspektiv.

Denne byrde turde oppositionen ikke tage på sig, derfor uddelte størstedelen af gaveløfter ud med udgangspunkt i den ekspansive finanspolitik, i stedet for hvad der var politisk nødvendigt, at gå fra at være julemand, til hulemand. For det politisk nødvendige, er til enhver tid mere fyldestgørende end ’den nødvendige politik’, for det politisk nødvendige har mindre perverse effekter for samfundet end ‘den nødvendige politik’.

Det korte af det lange er, to ting, regeringen stod for det klassiske højdepunkt i kølvandet på lanceringen af Rangvid-rapporten i håbet om, at inkassere politiske point, historien viser dog, at det damoklessværd som hænger over samfundet i sin helhed - herunder specielt de svageste - hænger i en tyndere tråd på dem uden for borgen, end på borgen. Hvor magten for samfundets folkevalgte tjenere er vigtigere end folket i sin helhed, det er dette, som årene op til finanskrisen udstiller…!