Der er for alvor gået fake news, twisted news og manipulated news i Venezuelas nationale såvel som den internationale presse – og det til et niveau, hvor den faktiske realitet har meget ringe vilkår. Et godt eksempel er Venezuelas Ambassades invitation til pressemøde om den reelle situation i Venezuela 8. juni i år. Ingen af dansk presses traditionelle repræsentanter mødte op, det vil sige de store dagblade. Kun dagbladet Arbejderen var tilstede.

Der foregår en sand mediekrig globalt, styret fra de store internationale nyhedsbureauer, og dansk presse lægger sig villigt ind i denne medie-malstrøm.

Ikke kun en mediekrig

Der er intet nyt under solen i det spørgsmål. Lige siden Hugo Chávez overtog magten i 1999, har den ultrahøjre opposition – styret fra den amerikanske ambassade med millioner af dollars – foretaget sine systematiske voldelige angreb mod den Bolivarianske Revolution, Chávez' særlige form for demokratisk socialisme nedefra. Det er foregået med økonomisk sabotage, finansspekulation, kupforsøg, provokerede direkte angreb, selektive mord på regeringsrepræsentanter og sympatisører og ikke mindst som mediekrig.

De voldelige angreb på regeringen er foregået med økonomisk sabotage, kupforsøg, direkte angreb, mord på regeringsrepræsentanter og som mediekrig.

Kuppet mod Chávez i 2002, som han kun slap levende fra på grund af massiv folkelig støtte, var første scene i det politiske drama, som derefter blev sat i værk med systematiske angreb på regerings- og statslige institutioner i form af direkte angreb mod regeringsbygninger, sågar hospitaler, mod systemet af folkelige supermarkeder, Mercal.

Hertil kommer systematiske, voldelige såkaldte protestdemonstrationer, hvor betalte uromagere udstyret med gasmasker og molotovcocktails og håndvåben går til angreb. I disse aktioner er flere antiriot politifolk blevet dræbt eller hårdt såret, det samme er sket for uskyldige forbipasserende.

Anslag mod den lovligt valgte regering

Siden Chávez' død har disse anslag taget til i styrke og har naturligt nok fremkaldt en generel krisesituation i landet.

I januar 2016 erklærede præsidenten for Nationalforsamlingen, hvor højrekræfterne nu havde fået et lille flertal ved kommunalvalget, at målet var fjernelse af præsident Maduro inden seks måneder. Herefter begyndte Nationalforsamlingen totalt at ignorere de præsidentielle beføjelser (Venezuela har et retssystem i lighed med det amerikanske).

Det er uhørt og er aldrig før sket. Ultrahøjre overhører hermed fuldstændigt den konstitutionelle magt, som er Højesteret i Venezuela. Det vil sige, man bruger nu også det parlamentariske system som platform for angreb. Lignende tiltag har vi set i Brasilien og Argentina, og det er udtryk for et nyt manipulatorisk misbrug af retssystemet.

Præsident Maduro har herefter udøvet sin legale fuldmagt via det nyoprettede Nationale Forsvarsråd. Alligevel fortsætter ultrahøjre sine ulovlige planer om national og international destabilisering, hvilket i sig selv rent retsligt er højforræderi mod nationen.

Maduro-regeringen fører en meget forsigtig politik overfor denne rabiate opposition og har utallige gange opfordret og inviteret til fredsforhandlinger, men oppositionen fortsætter uanfægtet sin "åben krig-strategi".

Det, som de helt tydeligt arbejder for, er et påskud for amerikansk militær intervention. Denne aggressive strategi mod Maduros regering har nu stået på i flere år og skærpes hele tiden, og landets økonomi er hårdt ramt også på grund af de lave oliepriser.

Oppositionen har også brugt OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, som et instrument for sine ulovlige angreb mod den demokratisk valgte regering og forsøg på magtovertagelse.

Venezuela er et udvidet demokrati

Men Maduro-regeringen står ikke alene: Vigtige latinamerikanske organisationer, adskillige forhenværende og nuværende præsidenter, sågar paven, har udtalt deres støtte.

I de sidste 17 år, siden Chávez overtog magten, har hans Bolivarianske Revolution arbejdet for de fattige – det lag, han selv kommer fra. Man har indført lige rettigheder for alle, og der er opbygget et socialt og sundhedsmæssigt system, som er uden sidestykke i Latinamerika.

De fattige er blevet løftet væk fra den miserable situation, som de har lidt under i mere end 100 år, og derfor er de trofaste overfor chávismen. Der fungerer et basisdemokrati for de fattige og lavere middelklasse. De mange sociale fremskridt i landet er blevet anerkendt og rost af FN-organisationer som UNICEF, FAO, UNESCO, UNDP med flere. Og landet rangerer højt i udviklingsmål.

De sociale missioner 

Den bolivarianske revolution er en helt speciel demokratisk socialisme styret af folket og for folket. Et udtryk for det er de sociale missioner, et helt Chávez-typisk koncept for skabelsen af en socialstat helt fra neden, et reelt basisdemokrati, som er unikt og kun eksisterer i Venezuela.

Indtil i dag er der skabt mere end 40 sociale missioner spredt over hele landet, som skal opfylde sociale behov i basis. Eksempler er Barrio Adentro (Indefra vores Kvarter), en social- og sundhedsstruktur, Misión Arbol, (Mission Træplantning), Misión Robinson 1 og 2, alfabetisering og videre uddannelse, som alle kan tage del i.

Et stort problem for Maduro-regeringen er ukendskabet i den vestlige verden til de mange fremskridt, der er skabt til gavn for de fattige.

Om missionerne siger Chávez: "Missionerne skal være et instrument til fremme af den borgerlige stats forandring henimod en social stat med rettigheder og retfærdighed. Missionerne skal skabe en ånd af socialt engagement, hvor der udvikles masser af frivilligt og kreativt arbejde, og hvor embedsfolk vil optræde på en anden måde med en ny social og socialistisk ånd".

Det er i bund og grund en nyskabelse indenfor basisdemokratiet, det som Chávez har kaldt "Det 21. århundredes socialisme". Men det er ikke kun de sociale missioner, som er nyskabelser. Mange nye folkelige basisstrukturer er skabt de seneste 17 år, og Maduro-regeringen må kæmpe hårdt for at bevare dem.

Noget andet helt karakteristisk for chávismen er skabelsen af verdens mest transparente valgsystem. Det er blevet fremhævet af forhenværende præsident Jimmy Carter, nu leder af Carter Centre Foundation. Det er et elektronisk, finmasket system, der når ud i de fjerneste egne.

Den vigtige grundlovsproces

Allerede Chávez-regeringen indførte hurtigt efter sin tiltræden en ny folkeligt baseret forfatning. Denne forfatning vil Maduro-regeringen nu gøre endnu mere folkelig og indføre vigtige paragraffer for at beskytte befolkningen mod uretmæssig tilfældig vold, som den ultrahøjre fløj har udvist.

Det for nyligt gennemførte valg til den grundlovgivende forsamling, hvor mere end otte millioner deltog, foregik midt i voldelige attentater og nedbrænding af 881 elektroniske valgmaskiner. De nyvalgte repræsentanter er indsat og allerede gået i gang med deres arbejde.

Grundlovsprocessen giver regeringen et legalt instrument i kampen mod angrebet på den Bolivarianske Republik Venezuelas folkelige demokrati.

Ukendskab til Venezuela globalt 

Et stort problem for Maduro-regeringen er ukendskabet i hele den vestlige verden til de mange sociale fremskridt og nyskabelser, der er skabt til gavn for de fattige, og som er erkendt og roses af blandt andet FN-systemet.

Den massive mediekrig, der foregår omkring Venezuela, har bredt sig til hele verden, specielt USA og EU, inklusiv Danmark, og det har skabt et parallelt ultrahøjre terrorregimente, som forårsager død og ødelæggelse i hele landet, og det er primært de fattige, der rammes. Indtil i dag har cirka 120 mennesker mistet livet under den seneste voldsbølge.