Landets statsminister talte den 15.juni 1940 i radioen til det danske folk: "Det er fremdeles en pligt for den danske befolkning at afholde sig fra uvenlige handlinger, derunder også rygtesmederi og forsøg på at tilvejebringe fjendtlige stemninger mod Tyskland og det tyske folk, ligesom enhver form for angreb imod de fremmede tropper, enten det så er i skriftlig eller korporlig form, absolut må undlades.

Den udvikling, som begivenhederne i den sidste tid tyder på, må fordømmes. Det er upassende for et kulturfolk, og den rummer faren for alvorlige følger, først for de personer, der udøver de forkastlige handlinger, men dernæst for den øvrige del af befolkningen igennem den forstyrrelse af forholdet mellem Tyskland og Danmark, som må frarådes. De tyske soldater siges fremdeles at vise en forekommende og korrekt opførsel. Disse soldater repræsenterer en anden nation, men den er ikke i krig med Danmark".

Alt dette – og meget mere til – blev fejet af bordet den 29. august 1943. Den 29. august er et eksempel på, hvad et folk kan, når det sætter sig op mod magten – overmagten! Men tilsyneladende har de nuværende magthavere ikke forstået et ord af historien.

Når overhunden i Washington galper, logrer de små danske køtere med halen. Fire krige er det foreløbig blevet til. Ingen løgn er i den sammenhæng for stor. Den femte krig er på vej!

For nylig meddelte radioavisen, at "regeringen – i anledning af 70-årsdagen for den 29. august 1943 – og den "danske regrings brud med besættelsesmagten", har forhøjet den såkaldte hærdersgave med 10.000 kroner - Ikke årligt, men som et engangsbeløb. De fleste af modtagerne af hædersgaven, er over 90 år, så det vil ikke få nogen særlig betydning for hr. Coridons nyligt præsenterede finanslov.

Det er som så meget andet varm luft – teater for folket. I øvrigt skal jeg hilse jer fra formanden for "Aktive Modstandsfolk" - som er den, som har kæmpet mest energisk for en forhøjelse af hædergaven".

Da folket afsatte regeringen

Den 29. august 1943 er et eksempel på, hvad et folk kan, når det enigt sætter sig op imod magten. I dette tilfælde mod en nazistisk besættelsesmagt og dens danske medløbere. Regeringen brød ikke med besættelsesmagten – som Danmarks radio forsøgte at bilde sine lyttere ind for nylig – den blev afsat af det danske folk!

Regeringen brød ikke med besættelsesmagten – som Danmarks radio forsøgte at bilde sine lyttere ind for nylig – den blev afsat af det danske folk!

Det er en af årsagerne til, at vi – så vidt jeg ved – er de eneste, som markerer denne dag. De andre – vor tids magthavere – ser helst denne dag forbigået i stilhed. Det har de deres gode grunde til. Man risikerer jo, at nogen i dagens Danmark gik hen og tog ved lære af erfaringerne, og gik til modstand mod nutidens magthavere, som i lighed med de tidligere er i en fremmed magts tjeneste. Før nazi-Tysklands – nu USA's. Man siger godt nok, at historien ikke gentager sig, men i den sammenhæng er intet ændret.

"Når man ved, hvem der styrer i USA, så ved man også, hvem der styrer i Danmark," sagede Ellen Hørup allerede i 1945. Man har efter Afgahanistan søgt efter en ny krig, hvor Danmark kunne gøre en forskel, som man siger.

Det oplever vi igen i disse dage, hvor den danske regering og folketingets flertal, melder sig under USA's faner. Et angreb på Syrien er på tale. FN er som sædvanlig sat uden for døren. Krig og fred på denne klode afgøres af USA.

"Den der vil fred, må ville ret, og den der vil ret, kan ikke støtte en verdensorden, der opretholdes ved røveri og profit." (Ellen Hørup 1947) Dermed er vi fremme ved sagens kerne: Det handler om de grundlæggende principper for den menneskelige tilværelse. En kamp for livet mod krig for fred og for klodens overlevelse.

Socialismen må på dagsordenen

En kamp for et reelt demokrati i vort land – socialt og politisk. Det er en kamp for friheden! En kamp mod et menneskefjendsk system – det kapitalistiske system – og for et nyt – det socialistiske – hvor mennesket er sin egen herre. Hvor det ene menneskes udbytning af det andet er forbudt.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, at socialismen kommer på dagsordenen – det eneste alternativ til den kapitalistiske røverøkonomi, som i øjeblikket truer med at sende millioner af mennesker og hele nationer ned i den sociale massegrav. Kort sagt: kampen står mellem folkemagt og pengemagt.

"Et demokrati kan ikke opretholdes i en permanent tilstand af krigsforberedelser og forblive et demokrati," sagde Mahatma Gandhi. Det er nøjagtig, hvad vi ser i vort land i dag. Men også i den sammenhæng kan vi lære meget af dem, som var før os. Politisk, kulturelt og moralsk såvel som taktisk, strategisk. Om at holde fast i vort grundlag og principper, uanset hvor svær fremtiden i øjeblikket tegner sig.

Folk med klassebevidsthed

I den sammenhæng er der brug for alle, som ikke giver køb på principperne, men fastholder linien under alle omstændigheder. Der er brug for klassekæmpere, som ved, hvad de vil, og ikke taber målet af syne. Det er vigtigt – ikke mindst i vor tid, hvor det at løbe fra sine løfter på det nærmeste er gjort til en olympisk disciplin. En politisk dyd. Man er omstillingsparat, som man siger nu om dage. Også i den grad! Eller - "Man har et standpunkt, til man tager et nyt," som socialdemokraten, statsminister, Jens Otto Krag formulerede det i 1960'erne.

Op til den 29. august i år så vi det endnu en gang. På under 24 timer skiftede statsminister Helle Thorning Schmidt standpunkt. Den ene dag var FN's godkendelse af et eventuelt angreb på Syrien afgørende. Den næste – formodentlig efter en opringning fra Det hvide Hus – erklærede hun …: "at FNs sikkerhedsråd bør reagere i den her situation. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så bliver vi nødt til at tage ansvaret på os og overveje alternativer. Det gør vi i øjeblikket." Det danske folk bliver som sædvanlig ikke spurgt!

43 unge danskere blev dræbt i den meningsløse og forbryderiske krig i Afganistan. Deres mordere sidder på Christiansborg og i NATO's hovedkvarter i Bruxelles

Den holdning har ført til det Danmark, vi ser i dag. Et stempel-kontor for EU-direktiver. Et racistisk og fremedfjendsk Danmark. En vasalstat, der – før som nu – lydigt bukker for sine udenlandske herrer. Som klapper hælene sammen og går i krig. Når overhunden i Washington galper, logrer de små danske køtere med halen. Fire krige er det foreløbig blevet til. Ingen løgn er i den sammenhæng for stor. Den femte krig er på vej!

Miliarderne strømmer ud af statskassen til humane præsitionsbomber, tanks og nye kampfly for mindst 30 milliarder kroner. Tilbage ligger en oprustet fattiggård. 43 unge danskere blev dræbt i den meningsløse og forbryderiske krig i Afganistan. Deres mordere sidder på Christiansborg og i NATO's hovedkvarter i Bruxelles – Chefen for forbrydersyndikatet hedder Fogh Rasmussen, som nu igen agiterer for et angreb på Syrien.

Danmark er blevet reaktionært

Det er Dansk Folkepartis og reaktionens Danmark. Det er fascisme i svøb. Det er Fogh Rasmussens, Løkke Rasmussens og Helle Thornings Danmark. Med bragesnak og nationalistisk kulturkanon. Alsang til støtte for militarismen og flagdage til minde om vore drenges heltemodige indsats som besættelsesmagt – et mageløst hykleri.

Hvor mange afghanere, irakere, jugoslaver, libyere og syrere vil det lykkes disse korsriddere for de vestlige dyder at slå ihjel i frihedens og demokratiets navn?

Der er brug for en ny 29. august. Et opgør med de politiske medløbere, som på udenlandsk ordre slipper krigens ragnarok løs. 

Det er det hemmelige politis Danmark med terrorlove, forbud på forbud og stadig strengere straffe. Hvis nogen mukker – for eksempel fredsforkæmpere, kommunister, socialister og andre ballademagere såsom gamle modstands- og fangeorganisationer – så bliver de tilbørligt afklapset i retten. Forstår de det ikke første gang, har man , som man sagde før i tiden "ganz andere methoden" i baghånden. Du har bare at makke ret. Ellers...

Men vi vil ikke makke ret! Kampen går videre. Mod terrorlove for demokrati. Mod kriminalisering af solidaritet. For fred mod krig. Og for solidaritet med alle kæmpende mennesker. For overholdelse af menneskerettighederne og stop for diskrimination og rascisme. Mod nyfascisme for fred og retfærdighed. For et opgør med samfundssnyltere og populistiske politikere, som benytter krisen til at udsuge befolkningen, mens de selv tilraner sig frugten af andres arbejde. Og sidst og ikke mindst – krig mod krigen. Uden fred – ingen fremtid. Så enkelt er det!

Der er brug for en ny 29. august. Et opgør med de politiske medløbere, som på udenlandsk ordre slipper krigens ragnarok løs. Regeringen har tilsyneladende intet lært af de foregående krige, men det har det danske folk. Det godtager ikke flere løgne.

Kronikken er Anton Nielsens tale 29. august i BJMF's lokaler i Valby