Tidligt om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der besatte byer, havne og kaserner, mens flyvemaskiner i stort tal fløj ind over landet.

Den danske regering, kongen og Rigsdagen var i de hektiske morgentimer blevet enige om, at egentlig væbnet modstand kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse blev taget til efterretning under protest.

Da en flok halvvoksne skoledrenge i Aalborg, Churchill-klubben, senere under besættelsen alligevel turde udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, spredte historien sig som en løbeild over hele landet. Beretningen om drengenes illegale aktioner vakte beundring som en Davids kamp mod Goliat og inspirede mange unge til at gå ind i modstandskampen.

Men den danske regering var bekymret for, at den begyndende sabotage kunne bringe samarbejdspolitikken i fare, og justitsminister Thune Jacobsen besøgte i al hemmelighed flere gange drengene fra Churchill-klubben i Nyborg Statsfængsel for at få dem til at forstå regeringens politik – men forgæves.

Som én af skoledrengene sagde under retssagen: "Når de ældre ikke kan eller vil, så må vi vise, at der er krummer i den danske ungdom. Det er mod Danmarks fjende, at vi har handlet - og det er vi stolte af."

En forræder

Få uger senere følte Socialdemokratiets ledende skikkelse, statsminister Vilhelm Buhl sig kaldet til at gå til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé. I efteråret 1942 fordømte han i stærke vendinger modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet.

Så var der mere idealisme at spore hos de mange, der i kampen mod tyranni og undertrykkelse havde modet til at lytte til hjertet, når samvittigheden krævede det. Modstanden spirede og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.

Den 27. april 1944 indledte nazisterne deres massedeportationer af ungarske jøder til Auschwitz, og i løbet af syv uger blev flere end 435.000 myrdet i dødslejrens gaskamre. En tragedie af ufatteligt omfang.

Den samme dag fik en dansk lidelseshistorie sin afslutning flere hundrede kilometer derfra, denne gang i en fængselscelle bag Vestre Fængsels tykke mure i København.

Een af frihedskampens store skikkelser var matematiklærer ved Skovshoved skole, Svend Otto Nielsen, der under dæknavnet John var leder af en større modstandsgruppe i Holger Danske.

Paradoksalt nok var det netop Vilhelm Buhls antisabotagetale, der åbnede Svend Otto Nielsens øjne for modstandskampens berettigelse og fik ham til at gå ind i det illegale arbejde, hvor han hurtigt kom til at spille en central rolle.

Stukket

Men i slutningen af december 1943 blev han stukket af syerske Hedvig Delbo, der indkasserede 20.000 kroner fra Gestapo for at angive ham. Han blev taget af tyskerne efter en heftig ildkamp på hjørnet af Ryesgade og Østerbrogade i København, ramt af syv kugler i kroppen, mens en kugle knuste en lårknogle.

Al lægehjælp blev ham nægtet, og han blev i stedet smidt direkte i en celle i Vestre Fængsel. I flere måneder måtte han ligge på en madras gennemsølet af blod og materie fra skudsår, kun afbrudt af brutale forhør og mishandlinger.

For at få oplysninger ud af ham yndede gestapomanden Walther Falkenberg at sparke med fuld kraft på hans ødelagte ben og vride benet rundt. Når Svend Otto Nielsen mistede bevidstheden, blev der smidt en spand koldt vand over ham – og torturen kunne fortsætte.

Svend Otte Nielsen gennemgik forfærdelige pinsler, men holdt stand og røbede intet.

Han gennemgik forfærdelige pinsler, men holdt stand og røbede intet. Den første måned tilbragte han i en enecelle, hvor han ikke kunne røre sig for smerter. Ingen hjalp ham på toilettet, han måtte ligge i en pøl af urin og afføring, og stanken var ubeskrivelig.

Om morgenen den 27. april 1944 blev Svend Otto Nielsen vækket i sin celle af tyske kommandoråb og støvletramp på gangen, og han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod. Han bad om pen og papir og satte sig til at skrive et afskedsbrev til sine kære.

Elskede Grethepige og lille Kirsten! Om et Par Timer er jeg ikke mere. Guds Vilje ske. Jeg er blevet klar over, hvad vor lille Datter har betydet for os, aa, hvor jeg dog ønsker at tage hende i mine Arme og trykke et Faderkys paa hendes Kind, den lille Trold, nu maa du gøre det for mig …

Han blev slæbt ud af fængselscellen og i al hast ført til henrettelsespladsen i Ryvangen, bundet til en fyrretræspæl og henrettet ved skydning. Ved opbydelse af sine sidste kræfter lykkedes det ham at holde sig oprejst under henrettelsen.

Svend Otto Nielsen – en af modstandskampens sande helte - ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen.

Efterspil

Hedvig Delbo, der havde angivet Svend Otto Nielsen til Gestapo, skiftede navn og identitet, men blev genkendt og likvideret den 9. marts 1944. En modstandsgruppe fra Holger Danske sporede hende til Sankelmarksgade på Vesterbro, hvor hun under navnet Dam havde lejet sig ind på anden sal.

Gestapomanden Walther Falkenberg blev efter krigen anklaget for at have tortureret Svend Otto Nielsen næsten til døde og for deltagelse i mordet på 11 frihedskæmpere på en øde landevej ved Roskilde. Men tiden arbejdede for Falkenberg, og mildere politiske vinde kom ham tilgode. Han blev dømt til 20 års fængsel ved byretten, 12 år ved landsretten, men fik nedsat straffen og blev benådet og udvist efter fem år.

Derimod lykkedes det Vilhelm Buhl ved list og taktisk snilde at få fralagt sig ansvaret for samarbejds- og tilpasningspolitikken under besættelsen. Han kunne ved befrielsen den 5. maj 1945 krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen.

Den samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere som landets førstemand havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til politiet.