Når vi i almindelig tale nævner et menneske, som vi mener gør noget for andre, bruger vi ofte vendingen, at han eller hun er idealist. Omvendt, hvis talen falder på ordet materialisme eller materialist, forbindes det med noget negativt.

Sådan kan man vende rundt på begreberne, men de er selvfølgelig ikke løsrevne fra den gængse indstilling i det borgerlige samfund. Historisk set har der inden for filosofien været to dominerende skoler, den idealistiske og den materialistiske.

Den materialistiske er den ældste, men i kraft af den historiske udvikling og fremkomsten af klassesamfundene, blev det den idealistiske skole, der vandt overhånd. I den klassiske græske filosofi var det netop striden mellem de to hovedretninger, der var det afgørende.

Historisk har der i filosofien været to skoler, den idealistiske og den materialistiske.

Det ville være forkert, hvis man heraf sluttede, at så kunne man - set fra et materialistisk synspunkt - koncentrere sig om denne skole og se bort fra den idealistiske. Det ville være et historieløst perspektiv at arbejde ud fra; et eklektisk standpunkt.

Uden kendskab til den samlede filosofis historie, er det ikke muligt at danne sig et billede af, hvorfor den ene strømning har afløst den anden. Materialismen i dens moderne form findes i kim i den højtudviklede idealisme, og kendskabet til den er forudsætningen for at forstå Marx' og Engels' arbejde.

Marxisme og filosofi

Da den moderne proletar træder ind på scenen, får det vidtrækkende konsekvenser for filosofien. Det er vel de færreste bekendt, at da Marx begyndte at interessere sig for samfundets historie, tog han skarpt afstand fra kommunismen.

Da han så begyndte teoretisk at beskæftige sig med ejendomsretten og kapitalismen, så han, hvordan det ene samfundssystem nødvendigvis må afløses af et andet. Dermed var grunden lagt til den videnskabelige socialisme, og Marx blev en af arbejderbevægelsens foregangsmænd.

I det 20. århundrede fik den videnskabelige socialisme sit gennembrud og blev den statsbærende ideologi i en tredjedel af verden. Fra beskedne kår i kredsen omkring 1. Internationale ­ til en verdensomspændende bevægelse.

Så jordomrystende skulle virkningerne blive, da arbejderbevægelsen voksede sig stærk og forbandt viden med solidaritet.

Med sammenbruddet i store dele af den socialistiske verden, den europæiske socialisme, begyndte også en reaktionsperiode uden sidestykke i historien.

Alt, hvad der forbindes med marxismen, betragtes som overlevet og ubrugeligt. Selvfølgelig må det give anledning til overvejelse, når den kapitalisme, som efter sigende befandt sig i det afsluttende stadium, levede videre, mens sovjetmagten blev bragt til afslutning.

Kampen mellem arbejde og kapital er ikke afsluttet, før kapitalismen som system med alle dens forbindelser og ideologiske rødder, som generation efter generation har vænnet sig til at leve med, er tilintetgjort.

Arbejderbevægelsen er blevet stillet over for utallige prøvelser, ofte udsigtsløse, som den har kæmpet sig ud af og genvundet sin styrke. Tænk blot på 1930'rnes fascisme. Derfor forkaster den vise heller ikke alle de hårdt tilkæmpede erfaringer, men efterprøver dem naturligvis og lærer af mangler og fejl.

Imidlertid må det ikke føre til principløs forkastelse af den videnskabelige socialisme. Det er vigtigt at se parallelle situationer i historien, som for eksempel tiden efter Pariserkommunen og dens nederlag, tiden efter den første russiske revolution og tiden under den kolde krigs hysteri. 

Man kan vælge at kalde de teoretiske diskussioner for overflødigt tidsspilde, men fejlagtige slutninger får uoverskuelige konsekvenser for arbejderbevægelsen.

Fornyelse af marxismen

Derfor må de filosofiske diskussioner indtage en væsentlig plads i arbejdet. Kun ved at efterprøve teorien og videreudvikle den i diskussionern, kan vi vinde den nødvendige erkendelse af de lovmæssige sammenhænge. Det drejer sig jo ikke om at opfinde nye utopiske systemer, men derimod om at virke som jordmødre for det nye, som banebrydere for materialismen.

Venstrekræfternes store problem er forholdet til socialismens historie.

Et centralt emne for venstrekræfterne er en debat om en fornyelse af marxismen. Det vil sige dialektikken mellem teori og praksis i en stadig proces, hvor den sunde kerne bevares, og det, der er forældet, kasseres. Fornyelsen må bygge på de erfaringer, vi har høstet i de faglige og politiske kampe de senere år.

Et andet emne er en klassemæssig analyse af den aktuelle politiske situation og en forståelse af, hvordan udbytningen som en konsekvens af imperialismen skærpes i Danmark og internationalt. Venstrekræfternes store problem er forholdet til socialismens historie.

Denne indstilling er forbundet med forkastelsen af den materialistiske filosofi. Det gælder om at anvende den på de konkrete betingelser og historiske erfaringer ved at bruge dialektikken.

En rigtig forståelse af dialektisk logik er forudsætningen for at kunne bringe venstrekræfterne på højde med udviklingen. Det har venstrekræfterne som helhed forsømt, og derfor fortsætter højredrejningen i dansk politik.