Når amerikanere skal forklare udfaldet af et valg i USA, siger de gerne "Its the economy, stupid". Hvis det citat gælder i Brasilien, burde Dilma ikke have haft problemer med at blive genvalgt efter 12 år med Arbejderpartiets (Partido dos Trabalhadores, forkortet PT) styre og konstant økonomisk fremgang. Men forspringet til Aécio Neves fra PSDB (Brasiliens Socialdemokratiske Parti) var kun lidt mere end tre procent.

Selv om brasilianerne ikke har mærket det endnu, så tales der om truende økonomiske problemer på grund af faldende vækstrater. Problemerne kan være arvet fra Fernando Henriques Cardosos "Plano Real".

De store medier har kørt en veritabel kampagne mod Dilma baseret på den seneste korruptionsskandale.

Den bremsede landets enorme inflation blandt andet ved hjælp af handelsliberaliseringer, så brasilianerne lettere kunne købe udenlandske varer, hvis prisen på deres egne steg for meget. Inflationen skadede især de fattige, hvis penge befandt sig i bukselommerne, hvor deres værdi ikke blev sikret af bankernes indlånsrente.

Et element i planen er en høj valutakurs sikret af høje renter. Ulempen er, at lån til investeringer er dyrere for brasilianske virksomheder end for udenlandske. Nogle taler derfor om "afnationalisering af industrien".

Den høje valutakurs skader også eksporten, fordi den gør brasilianske varer dyrere. Det er problemer, den kommende regering er nødt til at tage sig af, men det er næppe forklaringen på det tætte valg.

Hvorfor det tætte valg?

PT har ikke den samme folkelige base som tidligere og kan derfor ikke i samme grad mobilisere bredt. Før i tiden talte man om "Petismo" som en særlig ideologi eller stil. PT's alliance var med de faglige og sociale bevægelser og med befolkningen, ikke med den politiske klasse i kongressen.

Partiet så sig selv som en del af bevægelserne, og fik et ry som et "rent" parti, som ikke var involveret i den generelle korruption. Med denne indstilling stillede Lula op som præsidentkandidat for PT tre gange, og tabte tre gange.

I 2002 forlangte Lula frie hænder til at lave de alliancer, han ville - og fik det. Han allierede sig med en finansmand og lavede en underhåndsaftale med IMF om Brasiliens på det tidspunkt enorme gæld til fonden - og vandt valget komfortabelt.

Den nye stil gav PT evnen til at regere og få ting igennem kongressen, men den har også involveret partiet i den politiske korruption og virket demobiliserende.

Lula appellerede flere gange i begyndelsen til bevægelserne om at dæmpe aktiviteten og give PTs ledelse ro til at regere. PT har uden tvivl opnået forbedringer på både uddannelsesområdet og det sociale område, og man har formået at positionere Brasilien som en vigtig og som regel progressiv spiller internationalt.

Syd og nord i Brasilien

Men det har kostet internt i partiet og svækket dets vælgertilslutning og folkelige forankring, især i de industrielle højborge i syd og sydøst. Til gengæld er partiet blevet stærkere i nord og nordøst, hvor mange er blevet løftet ud af fattigdom på grund af sociale programmer - et forhold, som nogen i syden ser som "stemmekøb", og at syd finansierer det fattige nord.

De store medier med det meget læste tidsskrift Veja i spidsen har kørt en veritabel kampagne mod Dilma baseret på den seneste korruptionsskandale. Kort før valget skrev Veja på forsiden med en navngiven person som kilde, at Dilma og Lula kendte til denne skandale uden at skride ind.

PT har selvfølgelig dementeret, og Vejas kilde har ifølge PT taget afstand fra påstanden. Jeg vil ikke afvise at faldet fra seks procents forspring i den sidste meningsmåling før valget til tre procent på valgdagen kan forklares med Vejas artikel.

Lulas karisma

Det har også en betydning, at Dilma ikke har samme karisma som Lula. Han er en fantastisk taler og har altid haft en fabelagtig evne til at animere. I 2010 sagde mange, at de ville stemme på Lula, selv om det var Dilma, der stillede op, fordi Lula havde siddet de tilladte to valgperioder.

Demonstrationerne sidste sommer er af mange blevet set som en slags oprør mod PT's regering. Det, mener jeg, er en helt forkert vurdering, ikke mindst fordi mange aktivister fra PT deltog. Mere korrekt er det nok at se det som udtryk for politikerlede og en protest imod dårlig service og stigende priser på offentlig transport.

Demonstrationerne resulterede i en kampagne for en folkeafstemning om forfatningsændringer, hvis hovedindhold er at få private penge ud af politik, primært med det formål at reducere de store erhvervsinteressers dominans.

Dilma gik i sin tid i dialog med de protesterende, og har siden flere gange udtrykt støtte til forfatningskampagnen, senest i hendes sejrstale i natten efter valget. Derimod har de ledende i PT generelt været fraværende i denne debat, hvorfor kampagnens momentum stadig er beskedent.

PT gik tilbage i kongressen, som ifølge brasilianske medier er blevet mere grumset og mere konservativ. Det kan give Dilmas regering problemer med at fortsætte sin sociale politik.

Jeg vil håbe man satser på en genetablering af forbindelsen til partiets base og på at skabe politiske reformer. Hvis det lykkes at bekæmpe korruption og skabe mere transparens og bedre forbindelse mellem PT og befolkningen, kan det styrke venstrefløjens muligheder i mange år fremover. Her kan kampagnen for forfatningsændringer blive central.

Lars Bohn er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet og har i 2014 boet et halvt år Brasilien.