Uden at det skal lyde som en dommedagsprofeti kan man roligt sige, at vi står over for store globale udfordringer. Den globale ulighed stiger med alarmerende hast, så selv World Economic Forum råber vagt i gevær i deres Global Agenda-rapport for 2015.

OXFAM Internationals rapport fra januar 2015 fastslår i samme stil, at de 85 rigeste milliardærer ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Vores fossile energiforbrug er simpelthen ved at gøre det af med os.

Derudover har alvoren og ikke mindst accelerationen af klimaforandringer og global opvarmning gang på gang overrasket forskerne, som sender rødglødende rapporter til mere eller mindre handlingslammede politikere.

Vores fossile energiforbrug er simpelthen ved at gøre det af med os.

Desmond Tutu kalder i en artikel i The Guardian fra 2014 nødvendigheden af at reducere menneskehedens CO2-aftryk for vores tids store menneskerettighedsudfordring. 

Den globale ulighed

Man kan således dele udfordringerne op i to hovedproblematikker: Den første er af socioøkonomisk karakter og viser sig i den stigende ulighed inden for global og national ressourcefordeling.

Den anden er af miljømæssig karakter og giver sig udslag i ressourceknaphed, energikrise, ødelæggelse af økosystemer, tab af biodiversitet og så videre.

De to problematikker forenes ved indsigten i, at det kapitalistiske systems vækst- og profitmaksimeringslogik besværliggør ethvert forsøg på at finde et mere miljøvenligt og socialt retfærdigt alternativ. 

Eksempelvis bragte The Ecologist for nyligt nyheden om, at den britiske regering vil skære i støtten til solenergiprojekter, hvilket branchen frygter vil være enden for solenergiindustrien.

Miljøaktivister anklager Camerons regering for at være i lommen på olieindustrien, da udspillet vil beskytte denne imod konkurrence fra billigere solenergi. Det bliver således også et demokratisk problem, når erhvervseliten får uforholdsmæssigt stor politisk indflydelse i kraft af sin økonomiske magt.

Fødevaresikkerhed

Som en konsekvens af klimaforandringerne og den ulige globale ressourcefordeling er fødevaresikkerhed blevet et hot emne på FN-niveau. I de seneste år har der været adskillige diskussioner om, hvad vi kan gøre for at brødføde et stigende befolkningstal på verdensplan.

Det, som ofte bliver glemt i disse diskussioner, er, at jorden allerede nu producerer nok til at dække hele verdens fødevarebehov, det er blot fordelingen, den er gal med. I Vesten smider vi ufattelige mængder af mad ud, mens resten af verden oplever sult og hungersnød.

En mindre miljøbelastende landbrugsproduktion kan ikke sikres af de store industrilandbrug.

Vil man imidlertid sikre en mindre miljøbelastende landbrugsproduktion, bør blikket rettes væk fra de store industrilandbrug, der producerer til global eksport, og hen imod småbønder og lokalt selvforsynende fødevaresystemer.

Flere steder i verden og især i Latinamerika har den bæredygtige landbrugsmodel, agroøkologi, slået rod. Den er baseret på oprindelige folks landbrugstraditioner kombineret med moderne teknologisk viden og viser et stort potentiale for lokal, social og økologisk bæredygtig udvikling.

Agroøkologi

Modellen leverer ifølge en ledende forsker på området, Miguel A. Altieri, de grundlæggende økologiske principper for at studere, designe og drive landbrugsøkosystemer, som både er produktive, ressourcekonserverende, socialt retfærdige og økonomisk rentable.

Vigtigst af alt er den agroøkologiske tankegang bygget op om idéen om at generere "community empowerment", altså at give lokalsamfund kapacitet og redskaber til at blive selvorganiserede og udvikle sig i en demokratisk retning.

Agroøkologi er, som navnet afslører, en betegnelse for en økologisk dyrkning af jorden, dvs. uden brug af giftige kemikalier, kunstgødning og så videre.

Men til forskel fra økologiske industrilandbrug, som vi kender dem fra Danmark, baserer modellen sig på mindre enheder, ofte småbønder og subsistenslandbrug, og lægger stor vægt på at skabe et lokalt netværk mellem producent og forbruger.

Adskillige projekter og studier i FN-regi viser gode resultater med den agroøkologiske models fokus på diversitet, synergi, genbrug og integration samt lokal sammenhængskraft og selvforvaltning.

Desuden har man bevist, at småbønder i løbet af ti år kan fordoble deres fødevareproduktion i de kritiske områder, hvor konventionelle metoder ofte ikke slår til på grund af ugunstige landbrugsforhold.

Polykultur

Forskningen på området bygger på resultater og erfaringer fra tusindvis af bønder, civilsamfundsorganisationer og regeringsinstitutioner.

En af dyrkningsmetoderne, der har vist sig særdeles givtig, er polykultur, hvor man planter forskellige afgrøder sammen. I Danmark er landbrugsdriften næsten udelukkende monokulturel, det vil sige, at der kun er én afgrøde på marken.

Men ved at plante forskellige afgrøder imellem hinanden øges planternes modstandsdygtighed over for både ekstreme vejrforhold og skadedyr, samtidigt med at jorden ikke bliver nær så udpint.

Desuden indfører den agroøkologiske model det vigtige begreb, madsuverænitet, i forhold til opbyggelsen af socialt og økologisk bæredygtige samfund.

Madsuverænitet

Madsuverænitet defineres af Miguel E. Altieri som alles ret og adgang til kontinuerlig, nærende og kulturelt passende kost og danner dermed grundlaget for et værdigt og sundt liv. For at sikre adgangen til nærende kost, understreges vigtigheden af, at bønderne har adgang til dyrkbar jord, frø og vandressourcer.

Samtidigt opbygges samfundene omkring lokal selvbestemmelse, en lokal produktions- og forbrugscyklus, adgang til og kontrol over energi- og teknologiske ressourcer og sidst men ikke mindst "bonde-til-bonde-netværk", hvor bønder udveksler erfaringer og opbygger et socialt og ofte også politisk fællesskab.

Agroøkologiens popularitet især i underudviklede lande viser, at en renere og mere miljøvenlig landbrugsproduktion ikke kun er mulig, men også økonomisk rentabel. Dog er der et par bump på vejen mod en bæredygtig fremtid i den vestlige verden.

De store syndere

EU bruger eksempelvis 80 procent af landbrugssubsidierne og 90 procent af forskningsmidlerne på konventionelt industrilandbrug, som i kraft af det store kemikalieforbrug og de energikrævende produktionsmetoder er en af de store syndere i forhold til at accelerere klimaforandringerne.

Der er i stedet brug for en politisk prioritering af økologisk, socialt og økonomisk bæredygtige modeller. Agroøkologiske principper er oplagte at inkorporere i udviklingsprojekter i Latinamerika, Afrika og Asien.

Småbønder ejer under 25 procent af verdens landbrugsjord, men producerer 70 procent af verdens fødevarer. 

Men de kan også fungere som et alternativ til den centralistiske model, der tvinger danske landmænd ind i endeløse gældsspiraler og nu truer mange med konkurs. Det er en myte, at de kæmpemæssige, ressourcekrævende industrilandbrug er en nødvendighed for at producere fødevarer nok til verdensbefolkningen.

Internationale rapporter har netop fastslået, at småbønder producerer 70 procent af verdens fødevarer, selvom de ejer under 25 procent af verdens landbrugsjord.

Økologiske foreninger og byhaveinitiativer har allerede fået øjnene op for de mange muligheder. Nu mangler vi bare, at politikerne også vågner op og lægger handling bag de fine ord om grøn omstilling.

Lige nu har Danmark med Mogens Lykketoft som leder for FNs Generalforsamling en unik chance for at vise det gode eksempel i forhandlingerne om de bæredygtige, globale udviklingsmål.

Trods Venstres nylige udmelding om at ville spare 340 millioner på klima og miljø, kan man håbe, at de folkelige mobiliseringer inden for lokalbaseret økologi og vedvarende energi kan vise vejen for en bæredygtig og demokratisk udviklingsstrategi ikke kun i udviklingslandene men også i vores egen andedam.

Klimaforandringer og ekstrem ulighed udgør en reel trussel for vores fælles livsgrundlag. Der må handles nu!