Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) leverede i august 2003 – i forbindelse med 60-årsdagen for augustoprøret i 1943 – en kraftig kritik af samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af Danmark.

Rasmussens ord blev med rette tolket som en retfærdiggørelse af Danmarks deltagelse i den amerikansk-ledede angrebskrig mod Irak, som under dække af løgne og fortielser – ikke mindst fra den danske borgerlige regerings side – blev påbegyndt i marts samme år.

At Fogh Rasmussen netop repræsenterede et parti, der helhjertet støttede og i allerhøjeste grad profiterede af det nazistiske Tysklands tilstedeværelse i Danmark – gør hans bemærkninger om samarbejdspolitikken endnu mere hule og hykleriske.

I særdeleshed over for den modstandsbevægelse, som nu for netop 70 år siden i forbindelse med en omfattende strejkebevægelse i mange større provinsbyer var med til at tvinge Erik Scavenius' regering til at kaste håndklædet i ringen og opgive de tre første besættelsesårs eftergivenhed over for den tyske besættelsesmagt og på den måde danne et afgørende grundlag for, at Danmark kunne anerkendes som fuldgyldig deltager i kampen mod den tyske fascisme.

Stigende tro på tysk nederlag

Sommeren 1943 var i Danmark præget af en stigende tro på, at Tysklands nederlag nu rykkede nærmere. Den sovjetiske røde hærs overbevisende sejr den forudgående vinter ved og i Stalingrad var Anden Verdenskrigs psykologiske vendepunkt.

Det store kampvognslag ved Kursk – formentlig Anden Verdenskrigs vigtigste militære begivenhed - i juli og august tilintetgjorde den tyske værnemagts evne til at føre en strategisk offensiv på den altafgørende østfront, hvor den helt overvejende del af den tyske krigsmaskine var placeret i nazisternes raceideologiske tilintetgørelseskrig mod den kommunistiske fjende.

Ligeledes i juli 1943 gik de allierede vestmagter i land på Sicilien, hvilket bevirkede at den italienske diktator Benito Mussolini og hans fascistiske styre blev væltet som et korthus. Den kendsgerning, at en fascistisk diktator var fjernet uden sværdslag gav næring til forventninger i den danske befolkning om, at den anden diktator, Tysklands "fører" Adolf Hitler, ligeledes stod foran sit umiddelbare fald - forventninger, der jo desværre viste sig stærkt overdrevne.

Langt de fleste aktioner blev gennemført af grupper med tilknytning til det kommunistiske parti, som en enig rigsdag i eklatant strid med grundloven havde gjort illegalt i juni 1941.

På samme tid steg antallet af sabotager markant og nåede i den "varme" sommer 1943 et hidtil ukendt niveau. Langt de fleste aktioner blev gennemført af grupper med tilknytning til det kommunistiske parti, som en enig rigsdag i eklatant strid med grundloven havde gjort illegalt i juni 1941.

Det stigende antal sabotager, som på samme tid blev mere og mere effektive, samt en stor stigning i antallet af ulovlige strejker – et udtryk for sammenkædningen af den nationale kamp og den økonomiske klassekamp i forbindelse med de første krigsårs voldsomme sociale nedskæringer - gjorde den tyske besættelsesmagt nervøs og pirrelig.

Den tyske militære overkommando i Danmark frygtede således en allieret invasion i Jylland, og den skærpede tyske kurs var med til at skabe baggrunden for den fornyede bølge af strejker og uro, som for alvor udbrød i begyndelsen af august 1943.

- Disse ulovlige strejker var forvarsler om de dage, hvor utilfredsheden hos arbejderne og den patriotiske sabotage skulle gå op i en højere enhed, lød det efter befrielsen fra den socialdemokratiske videnskabsmand og politiker Hartvig Frisch.

Odense og Esbjerg viser vejen

Eksplosionen kom i første omgang primært i de to store industribyer Odense og Esbjerg, men bredte sig hurtigt til en række andre provinsbyer.

I Odense nedlagde først skibsværftet og efterfølgende hele byens jernindustri arbejdet som reaktion på, at den tyske besættelsesmagt anbragte soldater ved en nybygning, der var saboteret. Herfra bredte uroen sig til det vestjyske, hvor en omfattende sabotageaktivitet i Esbjerg havn bevirkede, at tyskerne indførte undtagelsestilstand.

Dette bevirkede dog blot, at konflikten i de følgende dage udviklede sig til en såkaldt bystrejke, hvor ikke blot arbejderne nedlagde arbejdet, men hvor også butikker og kontorer lukkede og på den måde fulgte i kølvandet på de "almindelige" strejker. Både i Odense og Esbjerg måtte den tyske værnemagt give sig, men denne kendsgerning gødede blot jorden for den næste store folkestrejke, der udbrød i Odense den 18. august.

Begivenhedene i Odense kom som reaktion på voldsomme dansk-tyske sammenstød, der til tider udviklede sig til regulære gadekampe med mange sårede på begge sider.

Konflikten udviklede sig i de følgende dage til en såkaldt bystrejke, hvor ikke blot arbejderne nedlagde arbejdet, men hvor også butikker og kontorer lukkede.

Scavenius-regeringen så sig derfor nødsaget til at sende arbejdsminister Johannes Kjærbøl, direktør Nils Svenningsen fra Udenrigsministeriet samt departementschef Eivind Larsen fra justitsministeriet til Fyn i et forsøg på at gyde olie på de oprørte vande. Via det illegale blad "Trods Alt" var kommunistiske tillidsfolk i stand til at give de voldsomme begivenheder en konsekvent retning - til de lokale socialdemokraters store forbitrelse.

- Vi retter et flammende opråb til den odenseanske befolkning om ved værdig optræden og standhaftighed at fastholde kravet: Bort med tyskerne fra vore gader om aftenen! Hold ud til sejren over børne- og kvindeskænderne er vundet, lød appellen i Trods Alt under de dramatiske augustdage.

Fra Odense og Esbjerg og adskillige andre provinsbyer bredte strejker og demonstrationer sig den 23. august til Ålborg, en nøgleby for den tyske besættelsesmagt med den strategisk vigtige flyveplads og på samme tid hovedbase for bygningen af de enorme befæstningsværker ved vestkysten.

Begivenhedene i den nordjyske industriby blev meget voldsomme med adskillige dræbte og masser af sårede og blev kendetegnet ved, at værnemagten nu for alvor skruede bissen på.

Den benhårde tyske taktik fik som resultat, at det i modsætning til Odense lykkedes for de lokale kommunistiske tillidsfolk at presse de lokale socialdemokratiske ledere i front i strejkebevægelsen og stille krav, som Socialdemokratiets topledelse i København fandt uacceptable, og da den landsdækkende undtagelsestilstand blev indført den 29. august, eksisterede den kommunistisk-socialdemokratiske enhedsfront fortsat i den nordjyske by.

Samarbejdspolitikerne taget på sengen

Augustoprørets styrke og i mange tilfælde dygtigt ledede aktioner kom som en total overraskelse for alle tilhængere af samarbejdspolitikken både fra det politiske liv, organisationerne samt pressen, hvorfra der bombastisk lød advarsler mod, at "en lille opgejlet og ansvarsløs hob skulle bestemme over et helt folks skæbne".

For samarbejdspolitikerne fra de fire store partier var målet helt frem til den 28. august 1943 at fortsætte den kurs, der var påbegyndt allerede ved den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Nemlig at lodse landet gennem krigen på frihjul og så håbe på, at en befrielsessituation kunne håndteres, således at alt forblev ved det gamle. Med andre ord at hindre, at kommunisterne fik mulighed for at gennemføre ændringer i retning af et socialt mere retfærdigt Danmark.

- Kræfterne bør ikke ødes bort i tøjlesløsheder, men være i behold den dag, de skal sættes ind med virkelig virkning for arbejdernes egne interesser, lyder det den 20. august fra en socialdemokratisk lederskribent.

Først da den tyske besættelsesmagt - presset af modstandsbevægelsen og Augustoprørets styrke - smed fløjshandskerne for alvor og satte samarbejdspolitikerne pistolen for panden, smed Scavenius-regeringen håndklædet i ringen og overlod det videre ansvar for landets ledelse til embedsmændene i det såkaldte departementsstyre.

Scavenius-regeringen træder tilbage

Den følgende dag, den 29 august, blev den danske hær afvæbnet i den såkaldte Operation Safari. Det lykkedes for flåden af sænke et større antal fartøjer, mens andre skibe undslap til Sverige.

Og den 30. august blev det kundgjort i en officiel meddelelse, at Scavenius-regeringen dagen før havde indgivet sin demissionsbegæring til kongen og var ophørt med at fungere.

Et bredt folkeligt pres via omfattende strejker og en markant stigende sabotageaktivitet – primært under kommunistisk ledelse - havde sat en stopper for den såkaldte samarbejdspolitik og gjort det muligt for Danmark at indtage sin plads blandt de lande, der aktivt bekæmpede den tyske fascisme.

- Igennem lang tid har befolkningen fundet sig i de tyske overgreb. Men efterhånden som tyskerne i stigende grad skærpede deres provokatoriske optræden og brød alle løfter, voksede forbitrelsen og modstanden i alle kredse. Med de tyske krav var det tidspunkt kommet, da også landets regering, tvunget af stemningen i folket, måtte sige nej, hed det den 29. august i et flyveblad, udsendt af det illegale kommunistiske blad Land og Folk.