For et par uger siden tog jeg den lange tur fra New York City til Attica fægslet, der ligger i det nordvestlige hjørne af staten New York i en lille by, der hedder Attica. Jeg besøgte min penneven gennem 7 år, Jalil Muntaqim, som er tidliger medlem af de sorte pantere. Han har været i fængsel siden han var 19 år og hanan har siddet i mange forskellige fængsler i U.S.A. igennem 41 år.

At  jeg overhovedet har fået pennevener i amerikanske fængsler har sin ganske særlig historie: I 2004 tog jeg med en organisation, der hedder Præster for Fred på en karavane til Cuba. Vi kørte i bus fra New York ned gennem U.S.A. og indsamlede humanitær hjælp til Cuba. Ved græsen til Mexico lavede vi en aktion, en slags civil ulydighed, hvor vi sagde, at vi tog til Cuba uden licens, fordi blokaden mod Cuba er umoralsk og uretfærdig. Vi kørte derefter genem Mexico og den indsamlede hjælp blev afskibet til Cuba og vi selv tog flyet til Havana. Vi var i Cubai en uge, hvor vi deltog i mange forskellige arrangementer af både politisk og kulturel karakter.

En aften var der afro-cubansk dans og jeg hørte pludselig mine sorte amerikanske venner sige: Assata kommer, Assara kommer! Jeg vidste ikke hvem Assata var, men de fortalte mig at det var en tidligere sort panter kvinde, der var undsluppet fra fængslet og havde fået asyl i Cuba. Vi stod allesammen rundt om hende og hun fortalte, at der var mange politiske fanger i U.S.A. og at nogle af dem sad i fængsle på grund af hende. Jeg skrev hendes navn, Assata Shakur, ned for ikke at glemme det.

Da jeg kom hjem googlede jeg hendes navn og fik hele historien. Jeg kendte kun Angela Davis fra dengang, men Assata Shakur blev omkring 1970 kendt som "The bandit queen" og var med til at danne "Black Liberation Army", (BLA) da de sorte pantere gik i opløsning. En dag i 1972, hvor hun kørte i bil sammen med to andre BLA medlemmer, blev de stoppet af politiet i New Jersey. Det kom til en skudveksling, hvor der døde en politibetjent og en af dem, der var med i bilen. 

Assata Shakur blev ramt i ryggen og hårdt såret. Hun blev bragt til hospitalet, hvor hun svævede mellem liv og død i et par måneder, for derefter senere at blive dømt livsvarigt fængsel for drabet på politibetjenten. Den tredje i bilen, Sundiata Acoli, slap væk, men blev senere fanget og idømt livsvarigt fængsel + 40 år. Han er nu 73 år og sidder stadig i fængsel. 

Jeg lavede mere research på internettet og fandt frem til mange af de politiske fanger, der sidet i de amerikanske fængsler i dag. De er anklaget og dømt på grund af kriminelle forhold, men som regel falsk anklaget og de sidder i reelt i fængsel på grund af deres plitiske aktiviteter. De passer fint sammen med den tidligere F.B.I. chefs udtalelse om, at de sorte pantere var den største indre fjende i U.S.A. og det hemmelige COINTELPRO program, der senere blev afsløret. Det skulle med alle midler eliminere U.S.A.s indre fkender. Jeg fandt frem til navnene på mange tidligere medlemmer af de sorte pantere men også navne på andre modstandsgrupper i U.S.A. The Weathermen, New Africans, Black Power m.fl.

Jeg fandt fangernes historier så interessante at jeg skrev en række artikler om den til Arbejderen. Da jeg havde skrevet omkring 12 artikler tog jeg en kopi af dem og skrev et enslydende brev til alle fangerne, hvor jeg skrev, at jeg godt vidste at de ikke kunne læse artiklen fordi den var på dansk, men at jeg synes de skulle vide, at jeg havde skrevet om dem. Nogle af dem skrev tlbage til mig og jeg skriver stadig regelmæssigt med 3 af dem og med en lidt mere sporadisk.

Jalil Muntaqim, tidligere Anthony Bottom, er den jeg nok har skrevet flest breve til. Jeg har besøgt ham 2--3 gange i et andet fængsel i staten New York, Auburn fængslet ,og siden han blev flyttet til Attica har jeg besøgt ham 3 gange. 

Der er meget vanskeligt at komme med offentlige transport midler til Attica fængslet, men der går en særlig fængselsbus fra New York. Den samler passagerer op på Manhattan og i the Bronz og kører til 3 forskellige fængsler i den nordøstlige del af staten New New York.  Man står på bussen klokken ti om aftenen og kører med bussen hele natten og er ved fængslet om morgenen. Der er et llle gæstehus til de besøgende og klokken 9 begynder en minibus at køre de besøgende til fængslet 5 ad gangen. 

Alle 3 gange jeg har været i Attica er jeg blevet generet af vagterne. Jeg prøver at huske mig selv på, at det i virkeligheden ikke er mig de ønsker at genere men ham, jeg skal besøge. Det er hver gang lykkedes mig at komme ind i besøgsrummet men mit besøg er blevet kortere: Jeg kunne havde været der fra kl 10-15 men køm først in kl. ca. 12.

Den første gang fik jeg at vide, at mit pas var udløbet. Det var det selvfølgeligt ikke, men i U,S,A, skriver de datoer på en anden måde, måned, dag og år. Det fortalt jeg vagten, hvorefter han svarede, at det vidste han ikke. Jeg blev tvunget til at tage tilbage til gæstehuset, men på vejen kom jeg i tanke om, at indrejsedatoen stod i passet og vendte om. Det lykkedes mig at overbevise vagterne om, at jeg ikke vlle knne komme ind i U.S.A. med et udløbet pas.

Den næste gang fik jeg at vide, at min kjole var for kort og jeg derfor ikke kunne komme ind. Jeg måtte tilbage til gæstehuset, hvor jeg var så heldig at låne nogle sweatpants og kom derefter ind, noget forsinket selvfølgelig. Denne  gang var der noget galt med indrejsestemplet, som ikke viste udrejsedatoen. Jeg blev igen tvunget tilbage til gæstehuset for at finde yderligere ID, men kom tl sidst ind efter at have talt med den overordnede. Efter et sikkerhedscheck, som ligner det der er i lufthavnene, blev jeg lukket ind i besøgslokalet. 

Det er et stort rum med en masse små firkantede borde. Der sidder en række vagter ved et langt bord og de fortæller, hvor man skal sætte sig. Så sidder man og venter på, at fangen bliver ført ind. Jalil kom lidt efter. Han havde grønne fangebukser på men ellers almindeligt tøj og han havde en kalot på hovedet. Han var smilende og det var ikke svært at føre en samtale, men indimellem kune jeg godt se, at han ikke var så glad. For femte gang er han blevet nægtet prøveløsladelse, selv om han skulle kunne prøveløslades.

Hans dom lød på 25 år til livstid og dan ha har siddet fængslet i 41 år, kan han godt prøveløslades. Den bestyrelse, som tager stilling til det, har bare sagt nej, selv om Jalil mente han opfyldte alle kriterier for prøveløsladelse. Han har selvfølgelig anket det og til juni næste år får han en ny høring. Han er sammen med 2 andre dømt for drabet på to politibetjente under en skudveksling i New York. Han har altid nægtet overhovedet at have været i nærheden af gerningstedet. Han boede dengang i Californien. 

Besøgstiden går altfor hurtigt. Man kan ikke købe mad, men der er nogle automater, hvor man kan købe sodavand, chips, slik og nogle elendige sandwitch,. Maskinerne virker ikke altid og jeg havde besvær med at købe lidt at spise til os.  Klokken15 stiller alle besøgende sig op i en række og går ud. Jeg får et glimt af Jalil lige inden jeg går ud, han ser helt forandret ud, duknakket og skulende.  Sådan kan et fængsel altså forandre et menneske i løbet af et øjeblik. Attica fængslet er også et af de allerværste, har Jalil fortalt, og han har været i mange forskellige fængsler i årenes løb.

På hjemvejen i bussen faldt jeg i snak med den kvinde, der sad ved siden af mig. De sker ellers ikke så tit, bussen er fyldt med en masse kvinder, en med en baby og et par med mindre børn og nogle med større børn og et par enkelte mænd. Allesammen sorte eller puertorikanere. Der var kun en enkelt hvid kvinde foruden mig. På vejen til Attica talte jeg næsten ikke med hende, jeg småsov det meste af tiden og hun havde en hætte over hovedet. På hjemvejen så jeg, at hun var en meget køn og forholdsvis ung kvinde.

Hun fortalt mig, at hun var puertorikaner og hun havde set mig i besøgslokalet og at ham hun besøgte kendte ham som jeg havde besøgt. Hun fortalte mig også at hun havde tre børn og at hun var ved at uddanne sig til socialrådgiver. Jeg fortalt hende så, at jeg havde arbejdet som socialrådgiver i mange år og så var kontakten der. Vi talte sammen på vejen tilbage til New York.  Jeg havde taget en søsygepille, så jeg sov noget af vejen, men  vi mødtes nogle dage senere og hun fortal mere om, hvordan det er at være kæreste med en, der er i fængsel. 

Julio, som hun besøgte, var hendes ungdomskæreste. De gik lidt ud sammen dengang, men de havde ikke nget seksuelt forhold. Det fik hun lidt senere med en anden kæreste og hun blev straks gravid, 19 år gammel. Hun boede sammen med faderen til barnet og han var voldelig overfor hende og da hun var gravid med sit andet barn og 7 måneder henne, slog han hende i maven, så hun var ved at miste barnet. Han fik polititilhold, men da han hørte at hun var ved at føde besøgte han hende på hospitalet for at se sin søn. Hun sagde til ham at han skulle se godt på ham, for det var den eneste gang han fik lov at se ham og at han skulle holde sig væk fra hende og hendes børn.

Nogle år senere blev hun kæreste med faderen til sit tredje barn, som ikke var fysisk voldelig overfor hende, men kunne være det verbalt og forholdet holdt ikke. De to ældste sønner er nu 19 og 15 år gammel og den yngste er 6. På grund af børnene kom hun ikke på college, selv om hun havde fået et legat.

Hun har haft forskelligt arbejde for at forsørge familien men har nu kun deltidsarbejde og går samtidig på skolen for socialt arbejde. Hun reger med at blive færdig om 1 1/2 år og vil rigtig gerne arbejde i en organisation, der hjælper ex-fanger. Hun har igen fået kontakt med Julio, som afsoner en dom på 15 år for omgang med narkotika. Selv om han ikke engang havde noget stof på sig, da han blev taget, fik han alligevel 15 år, fordi det var anden gang. Han har afsonet ca. halvdelen af straffen og bliver løsladt om 7 år.

 Hun drømmer om engang at komme tl at bo på landet sammen med Julio og måske få et barn mere. Hun besøger ham hver anden weekend, hun har simpelthen ikke overskud til at besøge han tiere, men han ringer til hende hver dag. Det virker som om de har et meget nært forhold og jeg tænker, at det nok er ideelt for dem begge to. Hun har ihvertfald ikke brug for en mand, der kan ødelægge hendes liv. Hele fængselsbussen var fuld at den slags heltinder, der klarer hverdagen alene sammen med deres børn, mens manden er i fængsel. 

Turen til Attica var lang og lidt af en prøvelse, men den gav også grund til optimisme på grund af de mennesker, der klarer livet og holder modet oppe på trods af barske vilkår.