For nylig meddelte Kurdistans Arbejderparti, PKK, at deres væbnede styrker havde påbegyndt tilbagetrækningen fra tyrkisk territorium. Udviklingen går over i historien som et gennembrud i den snart 40 år lange tyrkisk-kurdiske konflikt og foregår netop nu under stor international opmærksomhed.

Det er et vigtigt led i den såkaldte fredsproces initieret af den kurdiske leder Abdullah Öcalan og har givet momentum til en konstruktiv dialog kurderne og staten imellem.

Den 21. marts i år var der dækket op til kurdisk Newroz i storbyen Diyarbakir i den østlige del af Tyrkiet, en fest som blev den absolut største byen nogensinde har oplevet. Man havde allerede uger forinden forudset massiv deltagelse. Ikke mindre mere end en million mennesker tog del i i Newroz.

Til forskel fra en traditionel folkefest er Newroz selve symbolet på kampen for etnisk, kulturel og ideologisk overlevelse. Derfor blev det helt på linje med Newroz-ånden, at den længe ventede meddelelse fra Öcalan blev læst op overfor alle de fremmødte i Diyarbakir.

Tilbagetrækning af guerillaerne

I sit budskab bekendtgjorde Öcalan, at en bevæbnet kamp for de kurdiske rettigheder ikke længere var nødvendig, og at tiden nu kaldte på en politisk indsats. Derudover meddelte han i poetiske vendinger, hvorfor et kurdisk-tyrkisk broderskab kunne bane vejen for fred og demokrati for regionen og for Mellemøsten. Helt udtrykkeligt erklærede han, at tiden var inde for tilbagetrækning af guerillaerne.

PKK reagerede prompte med våbenhvile 23. marts, men de var tøvende omkring tilbagetrækningen. For selvom de væbnede styrker realistisk ikke udgør mere end nogle tusinde mænd og kvinder, så agerer de udfra en utrolig stærk politisk motivation, og de opfattes som kurdernes livslinje.

I lyset af den internationale opbakning omkring en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål, fremstår tilbagetrækningen mere som en politisk styrke end et decideret militært nederlag.

Hertil ligger erindringer fra tidligere erfaringer aldeles friske i hukommelsen. En lignende beslutning blev truffet i 1999 igen opfordret af Öcalan, som netop var blevet kapret i Kenya og leveret til tyrkiske myndigheder. Dengang ventede den tyrkiske hær i baghold og likviderede mere end 500 guerillaer.

Altså slutteligt og i kølvandet på en skriftlig dialog mellem Öcalan og PKK’s ledelse i Qandil-bjergene efterfulgt af Newroz – faciliteret af tyrkisk efterretningstjeneste på den ene side og topfolk ved Freds- og demokratipartiets (BDP) samt Demokratisk Folkekongres (DTK) på den anden side – indfrier PKK i skrivende stund Öcalans handlingsplan.

Den endelige beslutning om tilbagetrækningen meddelte Murat Karayilan, fungerende leder for PKK, under et massivt opdækket pressemøde d. 25. april, godt en måned inde i våbenhvilen. Guerillaerne ville med start 8. maj i etaper bevæge sig udenfor tyrkiske grænser og stationere sig i Nordirak.

PKK i det nordlige Irak

PKK’s baser i Nordirak udgør et område, der strækker sig over 600 kilometer barsk og bjergrigt land. Officielt er det indenfor Iraks grænser, men PKK har de facto kontrol over området og således møder man første PKK base knap hundrede kilometer fra Hewler, hovedstaden i Kurdistans Regional Government. Det er her, PKK har sit informationscenter, træningslejre, sygehuse, trykkerier, skoler med mere - foruden op mod 25 civile landsbyer.

De kurdiske guerillaer trækker sig altså "tilbage" til et område, hvor de har frie rammer til ideologisk, faglig og militær udvikling, som de har mulighed for at interagere med den politiske dagsorden i Tyrkiet. De militante oprøre trækker sig altså ikke tilbage for at vente i huler på grønt lys at vende hjem til mor og far.

De kurdiske guerillaer trækker sig altså "tilbage" til et område, hvor de har frie rammer til ideologisk, faglig og militær udvikling,

Den tyrkiske AKP-regering ser alene et krav om en endelig nedlægning af våben som et legitimt træk fra PKK. I den anden lejr læner man sig op ad Öcalans strategiske paradigme.

Dette skal man forstå i lyset af Öcalans litterære bedrifter fra fængselsøen Imrali. Siden 1999 har Öcalan udgivet 7 bøger, hvoraf de seneste fem udgør en serie. Manifestationen for en ”Demokratisk Modernitet” kalder han selv serien. Baseret på mere end 1000 kilder præsenteres der her en akademisk redegørelse for religionens og kapitalismens historie, dens udfoldelse i Mellemøsten og Kurdistans position i regionen.

Her tager Öcalan afstand fra nationalstaten, og peger på behovet for mangfoldighedens stat indenfor nuværende grænser: demokratisk, økologisk og ligestillet. Særligt sidstnævnte, nemlig kvindefrigørelsen, udgør en helt central rolle i Öcalans tankesæt, hvilket også kommer til udtryk i kvinders engagement i såvel den politiske og militære bevægelse.

Newrozbrevets indhold

Meddelelsen den 21. var kulminationen på en række officielle møder mellem Öcalan og forskellige delegationer  fra BDP på fangeøen Imrali. BDP-delegationerne fungerede altså som led mellem Öcalan og PKK.

I denne brevudveksling og også som Murat Karayilan præsenterede under pressemødet, bebudede Öcalan fredsprocessen i tre faser: 1) Fredens retorik etableres og kommissioner etableres, herunder ”Kommissionen for de vise individer” (denne er dannet og været på rundrejse i Tyrkiet). Der hentes her inspiration fra lignende konflikter, som den i Sydafrika. Tilbagetrækning tænktes her som en mulighed (altså nu i færd med implementering), 2) En ny, demokratisk forfatning formes. 3) PKK normaliseres, dvs. indgår i civil politik.

Det er fra dette perspektiv, kurderne tager imod den igangværende dialog mellem Öcalan og den tyrkiske stat - en dialog som har sine rødder tilbage til 1990’erne, hvor den karismatiske tyrkiske præsident Turgut Özal var i direkte kontakt med Öcalan omkring en mulig fredsløsning.

Desuden oplever den politiske linje blandt kurderne den hidtil mest gunstige tid. BDP vokser stadigt blandt kurdiske og tyrkiske vælgere. Seneste opinionsmåling fra anslår, at BDP ved et eventuelt valg ville passere spærregrænsen på 10 procent. Militært set var 2012 det hidtil blodigste år mellem PKK og den tyrkiske hær. Til trods herfor meddelte PKK i sommers, at man reelt havde taget  kontrollen i flere provinser i regionen.

Med dette in mente og i lyset af den internationale opbakning omkring en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål, fremstår igangværende tilbagetrækning mere som en politisk styrke end et decideret militært nederlag. Uanset fortolkning er det en kendsgerning, at Öcalan har initieret en historisk dialog, der er inkluderende og som kan bane vejen for en fredelig løsning, der hurtigt kan sprede sig som ringe i vandet i Mellemøsten.