Som pædagogstuderende afviser vi forslaget om heldagsskoler, fordi vi mener, at vores samfund har brug for hele børn, der har plads til leg og læring på egne præmisser.

Den skandinaviske pædagogik er kendt i hele verden for at være noget helt unikt. Især Danmark har altid høstet stor anerkendelse for vores daginstitutioner. Samtidig har dagtilbud og institutioner de sidste 20 år været igennem en radikal forandringsproces og en endnu større står sandsynligvis for døren.

Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) opfatter regeringens udspil som et opgør med helhedspædagogikken. Den fastlagte linje fordrer et meget bestemt læringsparadigme. Der argumenteres for heldagsskoler med bedre trivsel, mere optimale læringsforhold, aktivitetstimer og derved en mere rummelig og mangfoldig folkeskole. Bagsiden af projektet er en langt mere fastlåst læringsform og struktureret folkeskole ud fra en mål-og-middel tankegang.

Legens universale betydning

Børn har brug for at kunne lege. Den frie leg er af universel betydning for menneskets udvikling. Legen skaber relationer, udfordringer og evne til kunne agere i mellemmenneskelige meningsfællesskaber for den enkelte.

Den frie leg skaber kreativ og universel læring. Legen kan for udeforstående se ubetydelig ud, men den har et altid et formål for de deltagende, der gennem flow skaber nye former for viden og kompetencer. Denne flowtilstand er en følelse, som barnet efterstræber og higer efter i et ubevidst begær efter læringen.

Gennem legen lægges livets byggesten, som beriger barnet til at kunne begribe og fange sit eget samt andres liv. Legen er med til at udvikle selvfølelsen, selvtilliden og selvværdet hos den enkle. Derved har legen en uendelig betydning for vores dannelse og for udviklingen af vores identitet som menneske.

Reformen må ses i forlængelse af den udvikling, der igennem de sidste 35 år har betydet, at børn starter tidligere og tidligere med skemalagt undervisning

Regerings reformudspil er et opgør mellem et didaktisk og pædagogisk læringsrum versus curriculum. Curriculum er en læringsform, der tilsigter læreresultater gennem enkeltorienterede læringsmoduler med fokus på læreplaner og en altid forudbestemt sammenhæng.

Folkeskolereformen vil ske på bekostning af børn og unges frihed til fritid. Legen vil få mindre plads, hvilket vil underminere dagsinstitutionernes arbejde. Reformen må ses i forlængelse af den udvikling, der igennem de sidste 35 år har betydet, at børn starter tidligere og tidligere med skemalagt undervisning – med det resultat, at helhedspædagogikken er kommet under et voldsomt pres.

Det ses også på daginstitutionsområdet, hvor de almindelige stuer er nedlagt og der er sket en aldersopdeling af børnegruppen i lille, mellem og store grupper. Læreplanerne er indført og instrumentelle enkeltaktiviteter har vundet plads. Det hele forringer sammenhængsperspektivet hos det enkle barn og i børnefællesskabet.

Hele daginstitutionsområdet er godt på vej til blive et element i skoleforberedelsen og vigtigheden af det gode børneliv er for længst blevet væk.

Hvis vi accepterer en udvidelse af folkeskolen igennem en længere skoledag, vil det nemt kunne betyde en opsplittelse af vores børn. De børn som i forvejen kan fungere i skolesystemet, vil reformen ikke ramme så hårdt. Derimod vil de børn, der har det svært ved fastlåste læringssituationer, blive afkoblet endnu mere end i dag.

I PLS siger vi klokkeklart nej tak til forlængelse af skoledagen. Vi mener, at børn og unge har brug for at have en afkobling mellem en styret skoledag og de pædagogiske dagtilbud, der kan betragtes som del af deres fritid.

Selvom regeringen vil indføre aktivitetstimer, som skal fungere som kreativ læring, og selvom dette også indebærer en større bevægelsesdel i folkeskolen, så vil det stadig være forudbestemt og fastlåst, hvad børnene skal deltage i, og hvordan de skal gøre det.

Et eksempel på helhedspædagogikkens betydning

Joachim og Louise er 4,5 år. De skal naturligvis både lære at tælle og at forstå deres omverden, herunder den omgivende natur.

Den ene mulighed er, at vi placerer dem ved et bord sammen med de andre børn, hvor de kan tælle plastik-snegle. Dermed stimuleres deres evne til at kunne mængdebestemme. Dette passer rigtig godt ind i et skema, hvor det at lære at mængdebestemme skal foregå inden for bestemte rammer på bestemte tidspunkter.

I børnehaven – eller senere i fritidshjemmet – kunne de måske opleve det sådan her i stedet for: På legepladsen finder de en masse snegle. De løber hen til pædagogen for at vise dem frem, og pædagogen snakker med dem om, hvordan sneglene føles, og hvordan de ser ud.

Dernæst fortæller han, at de netop kommer frem i regnvejr, og så spørger han, om de ved, hvor mange de har. I fællesskab tæller de sneglene, og efter at børnene har fået at vide, hvad snegle spiser, så løber de ud og fortæller deres venner om deres spændende opdagelser. Og naturligvis for at finde noget mad til sneglene.

Det siger sig selv, at børn lærer hele dagen. Spørgsmålet er derfor, om vi som samfund skal insistere på, børnenes dage skal være totalt skemalagte, eller om vi også skal give plads til børnenes naturlige lyst til læring.

Man stjæler ikke fra børn - heller ikke deres fritid!