Regeringens "vækstplan" giver lettelser for erhvervslivet, primært af selskabsskat og erhvervsafgifter, garneret med lidt offentlige investeringer, samt investeringer i almennyttige boliger.

Selskabsskatten er i planen nedsat med tre procent svarende til en udgift på sigt på godt fire milliarder kroner årligt, og der gennemføres afgiftslettelser for erhvervene indenfor energi med videre for - på sigt - ialt 3,5 milliarder årligt.

Videre hæves over fire år investeringerne i almennyttige boliger med omkring en milliard kroner i gennemsnit årligt.

Pakken finansieres gennem reduktion af den offentlige forbrugsvækst med i alt op mod 25 milliarder frem til 2020.

Ifølge regeringen vil pakken på sigt på sigt give 4000 arbejdspladser årligt. Allerede som opgjort af regeringen forekommer beskæftigelseseffekten særdeles beskeden. De 4000 arbejdspladser skabes på sigt årligt til en pris af op mod i alt 15 milliarder kroner – det er næsten fire milliarder kroner per 1000 arbejdspladser.

Finansieringen koster arbejdspladser

Den ringe effekt skyldes, at regeringen især har anvendt midlerne – som indirekte er fremskaffet via kontanthjælps- og SU-reformerne – på sådanne typer af finanspolitiske tiltag, som giver allerringest beskæftigelseseffekt - nemlig sænkning af selskabsskatten.

Ifølge regeringens egen ADAM- model (note 1.) vil brug af fem milliarder på lempelse af selskabsskatten højst skabe op mod 300 arbejdspladser. Var midlerne i stedet tilført det offentlige, ville de have skabt op mod et plus på 12.000 flere arbejdspladser.

Anvendelsen af midlerne er således særdeles ineffektiv. Men tilmed må "vækstplanen" i sig selv (eksklusiv SU- og kontanthjælpsreformer) samlet set og netto vurderes ikke at skabe flere arbejdspladser, men tværtimod at koste beskæftigelse.

Det skyldes, at planen som anført kun tilfører få arbejdspladser – i den private sektor. Mens den altså finansieres gennem reduceret vækst i offentligt forbrug, hvilket koster dyrt i arbejdspladser i den offentlige sektor.

Alt i alt er planen den forkerte løsning på det forkerte problem.

Som anført skal planen på sigt give et årligt plus på 4000 private arbejdspladser. Det sker imidlertid mod en reduktion i væksten i det offentlige forbrug frem til 2020; fra tidligere planlagte plus 0,8 procent årligt i gennemsnit til plus 0,6 procent årligt.

Det betyder ifølge Finansministeriet i 2020 et tab i offentlig beskæftigelse - et minus på 6000 arbejdspladser.

Dette tal er formentlig oven i købet i underkanten. Hvis man opgør effekten ud fra regeringens egen ADAM-model, når man frem til et jobtab i 2020 på 8000. "Vækstplanen” skaber altså i sig selv ikke job, tværtimod: netto koster den  job.

Alt i alt er planen hermed den forkerte løsning, fordi finansieringen koster dobbelt så meget i job i det offentlige i forhold til, hvad den skaber i den private sektor.

Kommunernes underforbrug

Kommer der overhovedet nogen beskæftigelsesstigning i det offentlige frem mod 2020? Regeringen anfører "trøstende", at der jo kun er tale om at reducere væksten i offentligt forbrug og beskæftigelse – offentlig beskæftigelse skal som anført i 2020 været steget med et plus på 10.000.

Men det må også betegnes som særdeles usikkert, hvorvidt denne angivne vækst i offentlig beskæftigelse i 2020 overhovedet kommer.

Takket været regeringens økonomiske sanktioner overfor kommunerne har disse i de senere år årligt sparet 8-10 milliarder kroner  mere end krævet af regeringen, svarende til en gennemsnitlig årlig reduktion i den kommunale beskæftigelse på op mod 10.000 årligt.

Fortsætter kommunerne disse merbesparelser uændret, vil der selvsagt ikke blive tale om nogen beskæftigelsesstigning i det offentlige frem til 2020 overhovedet. Og det vil de gøre, så længe regeringen ikke ændrer sanktionssystemet overfor kommunerne. Hvilket der ikke er planer om, tværtimod skærpes disse med Budgetloven, der træder i kraft i 2014.

Hertil kommer, at satsningen på øget indtjening og konkurrenceevneforbedring for erhvervslivet retter sig mod det forkerte problem. Det kan nemlig ikke godtgøres, at den samlede danske konkurrenceevne er så ringe, som regeringen angiver.

Forkert problem

Det må anerkendes, at den såkaldte lønkonkurrenceevne, som primært fokuserer på lønudviklingen, er forringet under VK-regeringen. Men dette er siden langt hen ad vejen rettet op igen.

Tilmed viser den gode eksportudvikling og handels- og betalingsbalance ingen tegn på, at danske virksomheder har svært ved at konkurrere med udenlandske. Det hænger sammen med, at konkurrencevne er andet end omkostninger og også handler om udvikling, kvalitet og design, som netop er områder, hvor danske virksomheder står stærkt.

Den hjemlige krise handler langt mere om manglende afsætning og efterspørgsel for hjemmemarkedets mange mindre og mellemstore virksomheder.

Den økonomiske krise handler ikke så meget om konkurrenceevne overfor udlandet, men langt mere om manglende afsætning og efterspørgsel for de mange mindre og mellemstore virksomheder på det danske hjemmemarked, som 75 procent af beskæftigelsen herhjemme er bundet op på.

Den indenlandske, danske økonomi er stadig ikke kommet sig over finanskrisen og ligger stadig mange milliarder under niveauet fra før denne. Det vil sige, at der er en kæmpe efterspørgselsmangel.

Forbrugerne har sat forbrugstakten drastisk ned og sparer op på grund af arbejdsløsheden, boligkrisen og gældskrisen.

Og regeringen har gjort ondt værre ved at drosle det offentlige forbrug ned gennem nulvækstpolitik og kæmpebesparelser i kommunerne. Og som konsekvens af den svage efterspørgsel investerer virksomhederne ikke.

Krisen handler således ikke om indtjening og konkurrenceevne, men om manglende afsætning og efterspørgsel og deraf følgende manglende investeringer fra virksomhederne. Skattelettelser for erhvervslivet har derfor ringe effekt, hvis de blot sættes ind på bankkontoen. Summa summarum: Den forkerte Løsning på det forkerte problem.

Formentlig for at dække over de særdeles pauvre resultater af vækstplanen har regeringen så i "vækstplanen" taget den store pensel frem i et gigantisk skønmaleri af fremtidsudsigterne.

Luftkasteller

Frem til 2020 vil der blive skabt 150.000 arbejdspladser, hævder regeringen i planen. Ved et nærmere eftersyn viser det sig dog, at alle andre end regeringen selv vil skulle sørge for disse arbejdspladser. Først og fremmest skal nemlig bedre konjunkturer sørge for de 80.000 af disse mange arbejdspladser.

Regeringen baserer sig åbenlyst på håb og ikke på realiteter, for alt tyder på, at finanskrisen tværtimod vil fortsætte dette tiår ud. Herudover skal et såkaldt "strukturelt forløb" i form af allerede vedtagne reformer levere godt 40.000 af de flere arbejdspladser.

Dette dækker over efterlønsreformen fra 2006, tilbagetrækningsreformen fra 2011 og dagpengereformen fra 2010. Og endelig skal regeringens egne reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og SU levere godt 35.000 arbejdspladser.

Problemet er imidlertid her, at alle disse gamle og nye reformer udelukkende leverer øget arbejdskraftudbud. Skal der komme mere beskæftigelse ud af dem, skal jobbene komme andetsteds fra, som disse flere på arbejdsmarkedet så skal ansættes i.

Og da regeringen ikke leverer mange flere job og den private sektor i Danmark er i dyb krise, er det endnu engang overladt til "konjunkturerne" - det vil sige et internationalt økonomisk opsving - at levere dem. Men et sådant opsving er der med fortsat gældskrise i EU og fortsat finanskrise i den vestlige verden ingen udsigt til.

Regeringens prognoser for både 2012 og 2013 er allerede blevet afsløret som skønmaleri. Den superoptimistiske prognose frem til 2020 kan også meget let vise sig at være bare tomme ord og varm luft.

1) ADAM (Annual Danish Aggregate Model) er en makroøkonomisk model, der udvikles af Modelgruppen i Danmarks Statistik. Modellen giver en forenklet matematisk beskrivelse af den danske økonomis virkemåde og kan bl.a. benyttes til at forudsige økonomiske udviklingstendenser og beregne effekter af fx økonomisk-politiske indgreb. ADAMs hovedbrugere er de økonomiske ministerier. Desuden benyttes modellen af en række interesseorganisationer og pengeinstitutter.