Vesten har truet Rusland med økonomiske sanktioner – men truslerne er tomme. Økonomiske sanktioner er nemlig gensidige. Vesten har brug for Rusland, men desværre har Rusland knapt så meget brug for Vesten.
Blandt de sanktioner, man har truet med, er at undlade at købe russisk gas. Men kan det vestlige Europa undvære den?
Ikke som det ser ud i øjeblikket. Vesteuropæiske ledere taler om at finde alternative løsninger, men et forslag om at reducere brugen af traditionelle energikilder med 40 procent og i stedet bruge vedvarende energi i de næste år, er netop blevet forkastet af EU.
Desuden er det sådan, at hvis Vesten indfører sanktioner over for Rusland, vil Rusland svare igen ved at indføre sanktioner over for Vesten.
Rusland er Carlsbergs største marked, og siden uroen begyndte, er Carlsbergs aktier faldet.
Det kan i givet fald komme til at koste Danmark dyrt.
Kapitalen er ikke længere national, som den var det i 1800-tallet. Den bliver mere og mere international. Det er mange år siden, at bryggeriet Carlsberg alene bryggede øl til det danske hjemmemarked.
I dag er Carlsberg blandt de fjerdestørste bryggerier i verden. Det brygger øl i omkring 50 lande og betjener cirka 150 markeder.
Rusland er Carlsbergs største marked. I 2008 købte Carlsberg Ruslands største bryggeri, og russiske bryggerier, der ejes af Carlsberg, sidder på 38,6 procent af ølmarkedet i Rusland. Normalt regner man med, at omkring 40 procent af Carlsbergs samlede indtjening kommer fra Rusland. Carlsberg ejer også et lille bryggeri i Ukraine.
Siden uroen begyndte, er Carlsbergs aktier faldet med omkring fem procent.
Men det er kun begyndelsen på truslerne, som Carlsberg og andre virksomheder, der er engageret i Rusland, står overfor.
Man står nemlig i fare for at miste alt, hvad man har investeret i Rusland.
Modaktioner
Det russiske parlament, dumaen, arbejder i øjeblikket med en lov, der vil gøre det muligt at inddrage europæiske og amerikanske aktiviteter i landet, skrev Børsen for et stykke tid siden:
”Det er angiveligt en modaktion mod de tiltag, som USA og EU kan være på vej med…."
"Jeg vil absolut ikke tage det her som tomme trusler. Vi har set de sidste dage, at Rusland handler hurtigt, og jeg tror ikke, at Dumaen bluffer", sagde Ruslands-ekspert Mette Skak fra Aarhus Universitet.
Man kan sige, hvad man vil om Helle Thorning-Schmidt, men hår på brystet har hun i hvert fald:
På et nyligt topmøde i EU talte hun kraftigt for, at der skal indføres sanktioner imod Rusland – selvom de kommer til at koste arbejdspladser.
Hvis Vesten insisterer på økonomiske sanktioner, risikerer man også, at Rusland vil udbygge samarbejdet med BRIKS-landene. BRIKS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
BRIKS-landene
I BRIKS-landene bor 42 procent af jordens befolkning, og de tegner sig for 25 procent af verdensproduktionen. Men det er samtidig det område, der er i stærkest økonomisk vækst.
Udover i voksende omfang at handle direkte med hinanden – og uden at bruge amerikanske dollars som betalingsmiddel – er landene også enige om at støtte principperne i den internationale lovgivning, Sikkerhedsrådet centrale rolle, samt at arbejde aktivt imod at bruge vold i internationale forhold.
Man er i gang med at lave et fælles aktiemarked og en egen udviklingsbank.
Trussel mod dollaren
Den 4. marts i år erklærede Putins økonomiske rådgiver, Sergey Glazyev, at hvis udviklingen fortsatte, ville Rusland på stedet begynde at udvikle et uafhængigt, finansielt system, der er adskilt fra brugen af dollar.
Glazyev sagde: "Vi har vidunderlige, økonomiske og handelsmæssige forbindelser til vore sydlige og østlige partnere. Vi vil finde en måde, hvorpå vi ikke blot kan eliminere afhængigheden af USA, men endog profitere af sanktionerne.
Hvis sanktionerne er rettet mod den russiske stats strukturer, vil vi begynde at gå over til at bruge andre valutaer og et andet afregningssystem. Vi ville blive tvunget til at indse, at vi ikke kan tilbagebetale de lån, amerikanske banker har givet til den russiske stat.
Ja – sanktioner er virkelig et tveægget sværd. Hvis USA insisterer på at indefryse vores aktiver, vil vores passiver i dollar også blive indefrosset."
At se store dele af verden frigjort fra brugen af dollar er den størst tænkelige trussel mod USA's økonomi.
Indlægget er modtaget, før den store gasaftale mellem Rusland og Kina blev indgået.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278