Med den neoliberale bølges gennemslag i 80'erne blev privatisering af offentlige selskaber udbredt. Processen forstærkedes under og efter finanskrisen i 2008-10. Her blev finanssektoren reddet af massive statslige hjælpepakker. På sin side dikterede denne sektor selv sammen med de rigeste landes statsmagter krav til gældsatte lande om frasalg af de mest lukrative offentlige virksomheder for at opnå fortsat 'kreditværdighed'.

I EU ligger Tyskland med 347 afprivatiseringer i spidsen fulgt af Frankrig med 152, Storbritannien 64 og Spanien 56. Danmark: Siger og skriver: 5.

I Europa var Den Europæiske Investeringsbank, IMF og EU-kommissionen ('Trojkaen') penneførere. Også for Den Økonomisk Militære Union (ØMU) i 1999 og finanspagten (2012). Begge dikterede de sammen med en strøm af liberaliseringsdirektiver et stop for eller regulært forbud mod offentlige investeringer i egne virksomheder og imod fastholdelse af serviceydelser på offentlige hænder. I Danmark udmøntedes det i budgetloven og gentagne diktater om nedskæringer: omprioriteringsbidrag, udlicitering med mere.

Privatiseringen har betydet, at milliardinvesteringer finansieret af skatteyderne er overgået for en billig penge til privat profitvirksomhed. Og kravet til bundlinjen har i stor stil ført til prisforhøjelser på forsyning og social service, ringere service og vedligeholdelse og fravær af fornyelse til eksempelvis grønne løsninger. Dertil kommer rationaliseringer gennem nedlæggelse af arbejdspladser.

Modstrøm

Som en konsekvens af dette og voksende folkelig modstand er der i perioden 2000-2016 registreret 835 tilfælde af genkommunalisering af privatiserede virksomheder eller oprettelse af helt nye offentlige selskaber. Det fremgår af bogen Reclaiming Public Services, der i 2017 blev udgivet af Transnational Institute (TNI).

Det drejer sig primært om forsyning af vand og energi, men også affaldsbehandling, transport, uddannelse, social service og lokal forvaltning. Over 1600 byer i verden er impliceret. Typisk er initiativet taget lokalt. I EU ligger Tyskland med 347 afprivatiseringer i spidsen fulgt af Frankrig med 152, Storbritannien 64 og Spanien 56. Danmark: Siger og skriver: 5.

Sløv bremseklods

I Danmark går det trægt, selv om regeringen nu er blevet pålagt at "arbejde for, at dansk kritisk infrastruktur enten har det offentlige eller et forbrugerejet andelsselskab som majoritetsejer".

Sådan lød det i april i år i en aftaletekst, som Socialdemokratiet (S), Radikale (R), Enhedslisten (EL), SF og Alternativet (ALT) vedtog. Dermed kom den daværende regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative i mindretal. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) havde kort forinden sagt til Altinget, at “jeg har som minister – og det gælder også regeringen – ingen planer om at blande os i ejerskabet”.

Dette udsagn svarer ikke til, at Lilleholt primo september 2016 fremlagde en plan for liberalisering af affaldsforbrændingen. Den gik ud på en nedsættelse fra 40 procent til 20 procent i modregningen på provenuet ved salg af et offentligt eller forbrugerejet selskab. Dette var netop, hvad konsulentfirmaet McKinsey i en rapport måneden før havde anbefalet for at "tillade ejerne et udbytte og afkast" og dermed være et “opgør med det nuværende hvile i sig selv-princip”. (Jyllands-Posten 16. august 2016).

Den globale direktør i The McKinsey Center for Government hed Bjarne Corydon, der ni måneder før var udtrådt af S-regeringen. Her var han som finansminister politisk hovedkraft bag frasalget af aktier i DONG (Dansk Olie og Naturgas) – med støtte fra blandt andre SF. I 2014 solgtes 19 procent af DONG's aktier til kapitalfonden Goldman Sachs for otte milliarder kroner. Da Goldman Sachs i oktober 2017 solgte de sidste 2,7 procent af ejerskabet, havde de høstet en profit på 12,4 milliarder på infrastrukturelle anlæg finansieret af skatteyderne.

Udsalget fortsætter

DONG bærer i dag navnet Ørsted. Flertallet mod regeringen, og folkelig modstand, betød allerede tre måneder før aftalen mellem S, SF, Ø, ALT og DF, at Finansministeriet i januar 2019 stoppede Ørsteds planlagte salg af datterselskabet Radius til en kapitalfond. Dette muliggjordes af, at staten fortsat ejer 50,1 procent af Ørsted.

Tidligere androg aktieposten 58,8 procent, men i juni 2016 frasolgte DONG/Ørsted olie-og gassektionen og 8,7 procent af aktierne i disse samfundsskabte investeringer til den multinationale britiske kemikaliekoncern Ineos. Dette betød en usikker fremtid for 440 fyrede ansatte.

Nu har Ørsted så, ifølge DR/Penge den 18. september 2019, fået grønt lys til at sælge elnettet Radius A/S, der forsyner cirka én million husstande og virksomheder i København, Nord- og Midtsjælland. I alt cirka 19.000 kilometer elnet plus privatkundeforretning, hvor også cirka 105.000 gaskunder og 44.000 varmekunder indgår – og udendørsbelysning med cirka 145.000 gadelamper.

Køber er Danmarks næststørste forbrugejede forsyningsselskab SEAS-NVE, der selv ejer 9,5 procent af Ørsteds aktier. Mulig overflytning af 750 arbejdere til SEAS-NVE. Pris: 21,3 milliarder kroner kontant. Hvad denne udskrivning betyder for SEAS-NVE's kunder er endnu uvist. For at finansiere Radius-købet meddelte SEAS-NVE 8. november så, at man har solgt 2,3 procent af sine Ørsted-aktier for 5,3 milliarder kroner. Køberen er p.t. ukendt.

Men Ørsteds frasolgte forsyningsselskab stod i 1. halvår 2019 for kun 7,9 procent af Ørsteds omsætning og for 9,4 procent af kapitalinvesteringerne (Penge, 18. september 2019). Salgsprisen på 21,3 milliarder kroner kan så sammenholdes med, at DONG ved årsskiftet 2013-14, før frasalget til Goldman Sachs, samlet blev vurderet til at have en værdi på 30,5 milliarder kroner. En gigantisk kapitalforrentning af forsyningsselskabet uanset mindre investeringer i fornyelser.