En god socialdemokrat er stolt af sit partis historie, lød ordene den 1. maj fra Henrik Sass Larsen, en af det nuværende regeringspartis absolutte topfolk.

Det lyder jo besnærende, så det forekommer relevant at gennemgå Socialdemokratiets politik fra indledningen på den globale økonomiske krise i 1929 til det såkaldte augustoprør i 1943 – om få måneder for 70 år siden - hvor store strejker, primært i de største provinsbyer - i kombination med et markant stigende antal sabotager gennemtvang bruddet med den tyske besættelsesmagt.

Fra rigsdagsvalget i 1929 til august 1943 var Socialdemokratiet den vigtigste deltager i en række regeringer. I 13 af disse år var statsministeren socialdemokrat – Thorvald Stauning til sin død i maj 1942 og herefter Vilhelm Buhl til november samme år, hvor udenrigsminister Erik Scavenius afløste ham.

Og i hele perioden var partiet med sine organisationer den vigtigste statsbærende faktor i Danmark og havde en afgørende indflydelse på samfundsudviklingen.

Den socialdemokratisk-radikale regering var en mindretalsregering, men manøvrerede dygtigt mellem de to borgerlige oppositionspartier Venstre og Konservative, og den 30 januar 1933 – samme dag, hvor Adolf Hitler blev udnævnt til tysk rigskansler – indgik man det såkaldte Kanslergadeforlig med Venstre.

Kanslergadeforliget

Forliget betød blandt andet, at de gældende overenskomster blev forlænget i et år, samt at strejker og lockouter blev forbudt. Men på samme tid gennemførte SR-regeringen en række foranstaltninger, der betød dyrere fødevarer. Betalingen til arbejderklassen var en socialreform, en vis forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse, socialt boligbyggeri og en udbygget sundhedssektor.

For første gang havde staten grebet direkte ind i en overenskomstsituation, en praksis som i øvrigt fortsatte i hele perioden til 1943. Dette betød en væsentlig styrkelse af statsapparatet i forhold til den økonomiske udvikling.

Et veritabelt nedskæringsfelttog mod den arbejdende befolkning blev indledt med socialdemokratisk velsignelse.

Stauning-regeringen førte altså det, man i dag ville betegne som en reformpolitik med sociale kompensationer – bortset fra at de sociale kompensationer i dagens Danmark er stort set ikke-eksisterende. Man betegnede den førte politik som en «demokratisk planøkonomi», hvor politikerne søgte at tilfredsstille kapitalens profitbehov, på samme tid som der sattes visse grænser for udbytningen af befolkningens brede lag.

Socialdemokratiets rolle som forvalter af den kapitalistiske udvikling betød en en ideologisk omstilling, der fik sit vigtigste udtryk i partiprogrammet «Danmark for Folket» fra 1934. Konklusionen var: Vi er alle i samme båd, og vi må stå sammen om at løse krisens problemer, ikke ulig manende ord fra vore dages ledende socialdemokrater. Resultatet var udformningen af en slags "national" socialisme, hvor nationalstaten dannede den naturlige ramme for arbejderklassens virke.

- Jeg må fastholde, at nu må arbejdet gå efter nationale linjer...at sikre produktion og beskæftigelse, det er det første nationale krav, der nu må stilles, sagde statsminister Thorvald Stauning på Socialdemokratiets partikongres i 1935.

Sammenligner kommunisme med nazisme

Det vil nok være forkert at sige, at partiets ideologiske topfolk ikke havde erkendt den fascistiske fare, men til gengæld vægtede de "faren fra øst" ligeså så højt eller endog højere.

I 1933 skrev Ib Kolbjørn en pjece med titlen "Hagekors eller Socialisme", hvor han – ikke helt forkert - portrætterede den tyske nazisme som en middelklassebevægelse, støttet af storgodsejerne og industrikapitalen. Men på samme tid gav Kolbjørn det tyske kommunistparti KPD hovedskylden for nazismens sejr i Tyskland, mens det tyske socialdemokrati SPD blev frikendt.

Samme år udkom videnskabsmanden og den socialdemokratiske politiker Hartvig Frischs bog «Pest over Europa», hvor han - til det borgerlige Danmarks store tilfredshed - satte et håndfast lighedstegn mellem nazisme og kommunisme.

Flere socialdemokrater ydede efter Hitlers magtovertagelse i 1933 et ikke ubetydeligt arbejde for at hjælpe tyske socialdemokratiske flygtninge og gennemførte et vist solidaritetsarbejde til fordel for republikanerne under den spanske borgerkrig fra 1936.

Men partiets hovedaktivitet lå ikke desto mindre i kampen mod de danske kommunister på "hjemmebanen".

Hans Hansen (senere Hedtoft-Hansen og endnu senere blot Hedtoft) skrev i 1933 den berygtede pjece "Kommunisterne splitter" og var på samme tid en af hovedmændene bag oprettelsen i 1935 af partiets efterretningorganisation HIPA (Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling), som i 1944 ændrede navn til AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central), og som blandt andet udarbejdede navnelister over fagligt aktive kommunister.

Da Tyskland den 9. april 1940 besatte Danmark, blev den socialdemokratisk-radikale regering udvidet med ministre fra Venstre og Konservative, og en yderligere regeringsomdannelse skete efter krav fra det store erhvervsliv i juli samme år.

Den tyskvenlige Erik Scavenius overtog posten som udenrigsminister fra den radikale Peter Munch, mens direktør Gunnar Larsen fra cementkoncernen F.L. Smidth blev minister for offentlige arbejder.

Hermed indledtes den æra, der betegnes som samarbejds- og forhandlingspolitikken, og som først fandt sin afslutning den 29. august 1943.

Krisen bruges til at angribe velfærden

De reaktionære kræfter udnyttede prompte og dygtigt denne håndsrækning, nøjagtigt som den aktuelle økonomisk-finansielle krise i dag benyttes som påskud til angreb på de europæiske velfærdssystemer.

Et veritabelt nedskæringsfelttog mod den arbejdende befolkning blev indledt med socialdemokratisk velsignelse. Den nyomdannede regering ophævede pristalsreguleringen, der blev vedtaget et særlig lønskat samt indført arbejdsfordeling, mens et prisstop naturligvis ikke fik nævneværdig betydning.

På baggrund af en fælles henvendelse fra Dansk Arbejdsgiverforening og det socialdemokratisk-ledede DSF – det senere LO – vedtog Rigsdagen i september 1940 den såkaldte lov om arbejdsforhold. Denne lov betød, at faglige konflikter ikke måtte føre til strejker, men skulle behandles af et særligt «Arbejds - og Forligsnævn», som enevældigt fastsatte de fremtidige arbejdsvilkår.

Denne totale underkastelsespolitik over for den formodede klassemodstander på det nationale område blev modsvaret af en velvillig tilpasningslinje over for den tyske besættelsesmagt.

Bekæmpelse af kommunisterne

Perioden april 1940 til august 1943 var en lang række indrømmelser over for Tyskland: Interneringen i juni 1941 af et større antal danske kommunister i forbindelse med det tyske angreb på Sovjetunionen, det efterfølgende forbud mod DKP, underskrivelsen af Antikominternpagten samme efterår, samt indirekte støtte til oprettelsen af Frikorps Danmark, som blev indsat på Østfronten som det danske bidrag i fascismens tilintetgørelseskrig mod kommunismen, er blot få eksempler på den danske tilpasningslinje over for Tyskland.

Der er ingen tvivl om, at ledende socialdemokrater i krigens første år regnede med en total tysk sejr. Derfor måtte man holde alle muligheder åbne.

Partiet stod derfor på ingen måde fremmed for mulige ændringer i den danske erhvervsstruktur, tilpasset efter principperne i et tysk domineret "Neuropa". Det var således af stor vigtighed for de socialdemokratiske ledere at få partiet og i særdeleshed fagbevægelsen indpasset i et Danmark under permanent tysk dominans. Derfor villigheden til at acceptere næsten alt i 2. Verdenskrigs første år.

Partiet stod  på ingen måde fremmed for mulige ændringer i den danske erhvervsstruktur, tilpasset efter principperne i et tysk domineret "Neuropa".

Symptomatisk var statsminister Thorvald Staunings berømte og berygtede tale i Studenterforeningen i København den 8. marts 1941

- Bedst ville det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg har antydet, når tiden dertil er inde, og det vil måske ikke være så afskrækkende, som nogen måske vil synes, sagde statsminister Stauning blandt andet..

Den socialdemokratiske historieskrivning har antydet, at Staunings tyskvenlige kurs blev opvejet af en demokratisk-national holdning, personificeret ved Hans Hedtoft og H.C. Hansen, en anden af partiets absolutte topfolk, som i lighed med Hedtoft senere blev statsminister.

Der var dog ikke tale om modsatrettede holdninger, men højest om gradsforskelle, hvor Hedtofts og H.C. Hansens indstilling kan siges at repræsentere en mere passiv og afventende holdning end Staunings.

Meget tyder på fuld enighed i den socialdemokratiske ledelse om at føre denne politik videre til den bitre ende. Denne linje rækker endog ud over det påtvungne brud med den tyske besættelsesmagt den 29. august 1943.

Alsing Andersens (socialdemokratisk finansminister til november 1942) berygtede cirkulære fra september 1943, hvor han gav en "koalition af kommunister og chauvinister" skylden for forhandlingspolitikkens sammenbrud, peger således i denne retning.

Socialdemokratiets ledelse ønskede ikke bruddet med Tyskland den 29. august 1943, men blev påtvunget det af et stærkt folkeligt pres, som man ikke turde overhøre, hvis partiet ønskede afgørende indflydelse på efterkrigstidens Danmark.