SF var til eksamen ved kommunalvalget og dumpede. En dybtgående selvransagelse skal finde de grundsten, som bygger et nyt partifundament.
Tidligere åbenlyse advarsler blev slået hen med friskfyragtige bemærkninger og træk på skuldrene. De mange udmeldelser - selv af fremtrædende medlemmer af Folketinget, Europaparlamentet og ungdomsorganisationen - blev slået hen.
Mens det hastigt gik ned ad bakke, blev offentligheden og medlemmerne præsenteret for den ene overoptimistiske vurdering efter den anden. Det var piv-naivt.
Undskyldninger for valgnederlaget går nu på, at SF har fået en mere "realistisk størrelse", at partiet før i tiden har været presset, at partiet fik unaturligt mange stemmer ved valget i 2009, at det går op og ned i politik, og at SF såmænd nok skal blive et stort parti igen.
Men det er overfladisk og perspektivløst. For spørgsmålet er derimod, om bunden overhovedet er nået for SF? Det samspilsramte forløb om finansloven er naturligvis alvorligt, især for SF og Enhedslisten. Men udfordringerne for venstrefløjen stikker nogle spadestik dybere.
Markant nederlag til venstrefløjen
En åben og ærlig debat om årsagerne og forslag til løsninger skal bringe SF og den samlede venstrefløj videre. For selv om Enhedslisten tiltrækker vælgere og medlemmer, var kommunalvalget samlet set et markant nederlag til venstrefløjen.
SF står i en alvorlig situation, som er helt anderledes end tidligere udfordringer. For første gang i vores 55-årige historie er vi det lille parti til venstre for Socialdemokratiet, og det rammer dybt ind i partiets selvforståelse.
Det er da også en historisk præstation for et parti, at miste to tredjedele dele af vælgerne indenfor en fireårig periode. Og hvis det ikke allerede er sket, tror jeg, at Enhedslisten også snart overhaler SF i antal medlemmer.
Selv om Enhedslisten tiltrækker vælgere og medlemmer, var kommunalvalget samlet set et markant nederlag til venstrefløjen.
Med Villy som formand lykkedes det at få et godt tag i både de unge og privatansatte. Undersøgelser viser nu, at opbakningen fra disse vælgergrupper ligger under tre procent.
Det illustrerer to forhold. Både partiets potentiale, hvis den politiske position er præcis og kommunikationen klar, og det understreger, at SF nu er i knæ. Troværdighed er den hårde valuta i politik, og vi må erkende, at SF`s mønt har været i frit fald.
Vælgerne lytter ikke til SF`s fortællinger om den konkrete daglige indflydelse i regering og byråd. Ordene trænger ikke igennem, for den grundlæggende mistillid udgør en tyk lydmur af rockwool.
Skyldes partiets vanskelige situation den påståede "højredrejning under Villy og Thor", som det jævnligt fremføres? Forklaringen er letkøbt og letforståelig, men den er forenklet og fortegnet.
Højt at flyve - dybt at falde
Det er til gengæld rigtigt, at nedturen blev grundlagt for længe siden. Kort fortalt kan man sige, at S og SF skuffede vælgerne ved at opbygge urealistiske forhåbninger om en grundlæggende ny og anderledes politik.
Og SF`s nye ledelse skuffer ved ikke at indfri løfterne om at udfordre regeringsgrundlaget og vise en synlig selvstændig politisk linje. Det er en grim dobbelt tackling, og det koster. Med Villy som formand blev kursen rettet til. Politikken var holdbar, så længe den byggede på en ærlig sammenhængende ideologisk overbevisning.
Målet om at komme i regering betød, at al politik skulle underlægges alliancen med Socialdemokraterne.
Men det gik galt, da det hele blev overtaktisk og beregnende, og partiet blev for topstyret. SF udviklede sig til et bredt funderet folkeparti, der tydeligt satte almindelige lønarbejderes interesser i centrum, og som i værdidebatten stod fast på venstrefløjens tradition for frisind og oprør mod autoriteter og bogstavtro fundamentalistiske religiøse sortseere.
Det nye SF gav en masse håb, og trak en masse nye mennesker med. Hovedretningen for partiet var rigtig, men projektet væltede. Jeg kan næsten sætte en dato på hvornår "Det nye SF" kørte i grøften, og aldrig rigtig kom til at køre igen. Det skete i forbindelse med debatten i november 2010 om et pointsystem for familiesammenføringer.
I denne debat viste ledende SF`ere, at de ville lade politisk substans vige for kynisk taktik. Målet om at komme i regering betød, at al politik skulle underlægges alliancen med Socialdemokraterne. Man forvekslede mål og midler, og det ramte SF i hjertet. Der blev berettiget sat spørgsmålstegn ved partiets troværdighed.
En række fejlvurderinger
Dette blev det første skridt mod nedturen for SF, for nu kom der sprækker i fundamentet. Derefter fulgte en række fejlvurderinger. Den gamle ledelse har hovedansvaret, men fremtrædende medlemmer af den nuværende ledelse, klappede dog også taktfast med dengang. Her er flere trædesten mod valgnederlaget:
Folketingsvalgkampen i 2011 placerede SF alt for tæt på Socialdemokraterne. Regeringen indfriede ikke de forventninger, som S og SF selv havde bygget op. Regeringsgrundlaget, som blev aftalt i Det Sorte Tårn, lagde en økonomisk politik med borgerlig slagside.
SF vælger helt uforståeligt, at gøre et københavnerspørgsmål som betalingsringen til et hovedkrav. Derefter følger en ydmygelse, da den ikke gennemføres.
Trods løfter om at være regering på en ny, åben og demokratisk måde gennemføres en offentlighedslov, der på visse områder mørklægger politiske processer.
SF forsøgte at sælge næsten al politik som sejre. Nødvendige kompromisser blev fremstillet som partiets politik. En lalleglad stil, som vælgere og medlemmer gennemskuede. Den slags skaber forvirring, skuffelse, apati og politikerlede.
Villy valgte at blive udenrigsminister og mistede grebet om udviklingen i partiet. Skattereformen og de kuldsejlede treparts-forhandlinger skulle få flere mennesker til at arbejde mere, samtidig med at mange lønarbejdere var presset af arbejdsløshed.
Regeringen virkede fodslæbende, og nærmest irriteret over at skulle levere løsninger for de arbejdsløse. "Velfærd i stedet for skattelettelser" blev afløst af milliarder til et erhvervsliv, der i forvejen har store overskud og en kæmpe opsparing.
Trods løfter om at være regering på en ny, åben og demokratisk måde gennemføres en offentlighedslov, der på visse områder mørklægger politiske processer.
Håbet drejede sig om en ny politik
SF har været for tilbageholdende med kritik af især De Radikale. Når de blokerer for en progressiv politik, må man sige det åbent. Håbet om forandring drejede sig ikke kun om en ny regering, men om en ny politik.
Regeringsmagten er ikke et mål i sig selv, det er et redskab til forandring, for værdier er vigtigere end magten. Det taktiske, det beregnende og topstyringen af partiet var en blindgyde.
Kombinationen af en upræcis politik, vævende kommunikation, fokus på processer og uinteressante henvisninger til SF`s indre partiliv koster vælgere og medlemmer.
Hvorfor fortsatte nedturen for SF? I et par situationer er det lykkedes at vise kant til regeringspartnerne, men der er alt for langt mellem solstrålerne. Politikken har været upræcis og indhyllet i for mange banaliteter og floskler.
Der har været mange lange forklaringer om processer, om dialoger, om at lytte, at inddrage og så videre. Det interesserer bare ikke vælgerne en høstblomst. Kombinationen af en upræcis politik, vævende kommunikation, fokus på processer og uinteressante henvisninger til SF`s indre partiliv koster vælgere og medlemmer.
Forskellige kommentatorer foreslår nu, at SF for at overleve skal springe ud som et særligt miljøparti, og henviser blandt andet til partiets succesfulde politikere på området. Men som politisk strategi er "mere grøn end rød" opskriften på et lille nicheparti.
Først og fremmest socialistisk
SF er endt i en ny blindgyde. Vejen ud er at opstille målet om et parti med bred appel til almindelige lønarbejdere, private som offentlige. Et grønt parti, men først og fremmest socialistisk.
SF skal stå i et nært forhold til de daglige kampe udenfor Folketinget og især være forbundet til forsvaret af lønarbejderes interesser. Det kan være kampen mod social dumping eller forsvaret for reelle forhandlinger med de offentligt ansattes faglige organisationer.
SF skal vise, at partiet er kommet helt fri af den kulturrelativistiske sump, og ubetinget er allieret med moderne, fordomsfri og kritiske mennesker, uanset deres religiøse præferencer.
Bogstavtro og fundamentalistisk religiøse hører ikke hjemme på venstrefløjen. Vi skal hårdnakket forsvare frisindet, oprøret og ytringsfriheden. Kun ved at erkende partiets situation, og gennem en åben og ærlig debat, kan SF genvinde troværdighed og dermed styrke.
SF skal være det folkelige venstreorienterede parti, der ikke er bange for magten. Et ideologisk parti, der hver dag alligevel vil indgå kompromisser, hvor målet er at gavne de, som har mindst.
Karsten Hønge er tidligere folketingsmedlem for SF, nu medlem af Regionsrådet for Syddanmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278