I år er det 25 år siden, at Sovjetunionen blev opløst, og det markeres i medierne med dokumentarfilm og artikler. Sovjetunionen eller Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker, som den rettelig hed, fremkalder stærke følelser.

Det er meget vanskeligt at føre en saglig debat trods de historiske kendsgerninger om Unionens udvikling og betydning.

USSR dækkede mere end en fjerdedel af jordens overflade og strakte sig fra Østersøen i vest til Beringsstrædet i øst. Det er altså en kæmpemæssig udstrækning, som landet omfattede, og det siger noget om de store kulturforskelle, der fandtes, og som skulle bringes til at arbejde sammen som én nation.

Sovjetunionen bidrog afgørende til fascismens nederlag. Alligevel lægges denne indsats for had, og landet sidestilles med nazismens ugerninger.

Det, der mere end noget andet prægede USSR's historie, var Hitler-Tysklands overfald den 22. juni 1941. Det kostede op mod 30 milliloner sovjetborgere livet, og ingen anden nation i Anden Verdenskrig mistede så mange soldater og civile.

Sovjetunionen bidrog afgørende til fascismens nederlag, ikke bare i Europa men også i Asien. Alligevel lægges denne indsats for had, og landet sidestilles med nazismens ugerninger.

Fordrejninger og usandheder

Vi kan takke USSR og dens indsats for, at demokratiet sejrede over fascismen. Uden den store og krævende indsats havde det Europa, vi kender i dag, set helt anderledes ud. Det kunne landet naturligvis ikke gøre alene, men kun i en alliance med England, USA, andre lande og modstandsbevægelser, som bekæmpede fascismen.

Man skulle tro, at historikere og journalister var interesserede i at søge sandheden om historiens gang, men nej, sådan er det ikke. Deres arbejdergivere forlanger en bestemt udlægning, og de, der ikke vil indordne sig, kan ikke arbejde. Sådan er vores "demokrati" indrettet.

Hvorfor har det betydning at få et sandfærdigt billede af Sovjetunionens historie? 

Det har det, fordi der ikke er nogen garanti for, at fascismen ikke genopstår. Ser vi på den højredrejning, der er foregået i Europa og USA, er der al mulig grund til at frygte en gentagelse. Det vil sige, den tankegang om over- og undermennesker, som fascismen stod for, er langt fra død og borte, men er spillevende i hverdagen, i vores dagligdag.

Det kan man gøre i kraft af de fordrejninger, som der bliver skabt, af Sovjetunionens historie.

Underudvikling og undertrykkelse i zartiden, sult og analfabetisme i tiden efter Oktoberrevolutionen kommer ikke frem, når historien bliver diskuteret.

Var der tale om én lang sejrsmarch for Sovjetunionen fra start til slutningen i 1991? Nej, så langt fra. Et land, der kom fra nærmest feudale forhold i store dele af Unionen, måtte gennemgå utroligt mange lidelser, inden det lykkedes at skabe en moderne industristat, sådan som vi kender den. 

Men denne kendsgerning om underudvikling, undertrykkelse i zartiden, sult og analfabetisme i tiden efter Oktoberrevolutionen kommer ikke frem, når historien bliver diskuteret. Heller ikke de 16 fremmede nationers militære intervention i 1920'erne og 30'erne.

Det er en ensidig og religiøs forkastelse af den faktiske historie, vi er vidne til i medierne. 

Har Sovjetunionens opløsning skabt fred og fremgang for folkene i Østeuropa? Nej, den altafgørende konflikt imellem Rusland og Ukraine kan udløse en tredje verdenskrig.

Men også andre steder ulmer det kraftigt – terroranslag i dele af Kaukasien og despotisk undertrykkelse i nogle af de tidligere sovjetrepublikker i Asien.

Der er ikke skabt fred og velstand, sådan som den restaurerede kapitalisme stillede i udsigt. 

Sovjetunionens epoker

Man kan inddele Sovjetunionens historie i fire klart afgrænsede epoker:

Fra Oktoberrevolutionen i 1917 og til afslutningen af Anden Verdenskrig. Det er opbygningens tid, elektrificeringen af landet og mekanisering af landbruget.

Den sovjetiske regering vidste, at den på kortest mulig tid måtte skabe en moderne industri, som kunne konkurrere med det bedste i den ”gamle verden”.

At det lykkedes trods store vanskeligheder, beviste den sovjetiske hær fra 1941-45. Hitler-Tyskland pralede af verdens mest moderne og veludrustede hær og flåde. Alligevel kom de til kort mod en nation, der 30 år tidligere bogstavelig talt var henvist til træploven.

Kongressen i 1956 indledte en selvransagelsens tid.

De anden epoke falder i tiden fra 1945 og til den 20. partikongres i 1956. Det var genopbygningens tid, fordi store dele - især den europæiske del - var lagt i ruiner. De meget store tab af menneskeliv skabte store problemer i mange sektorer af økonomien. Mange kommunister havde mistet livet, fordi de var gået forrest i kampen. 

Kongressen i 1956 var en selvransagelsens tid, hvor alt det, der var vundet, blev efterprøvet, og fejl og mangler skulle rettes.

Spørgsmålet er imidlertid, om de reformer, der blev vedtaget, var gennemgribende nok, og om man kunne erstatte det gamle bureaukrati med mere moderne ledelsesformer. Allerede med Nikita Khrusjtjov's afsættelse i 1964 tydede det på, at man satte reformpolitikken i stå og vendte tilbage til de gamle vaner. 

Første menneske i rummet

Den tredje epoke varede fra 1956 til 1975. Det er en modsætningsfuld tid med store udsving, både når det gælder resultater og den begyndende stagnation i økonomien. 

At Sovjetunionen var i stand til at sende det første menneske i rummet, vakte forbløffelse i store dele af verden, og skabte et rumkapløb, der varede frem til 1991. Der var også positive resultater i kraft af Sovjetunionen vilje til fred og nedrustning, og det førte blandt andet til indgåelsen af Helsinki-aftalerne i 1975.

Desværre modarbejdede USA og dets allierede, at aftalerne blev ført ud i livet. Fra vestlig side fremhævede man enkelte sider i traktaten på bekostning af andre, og det skabte mistillid, som igen førte til fornyet oprustning, med nye A-våben i Europa.

Sovjetunionen vilje til fred og nedrustning førte til indgåelsen af Helsinki-aftalerne i 1975.

Den fjerde og sidste epoke falder i tiden fra 1975 og til 1991. Den videnskabelig-tekniske revolution slog nu for alvor igennem i den vestlige verdens økonomi. Det førte til en bredere velstandsstigning, end man havde set tidligere. Medvirkende hertil var også den fredelige kappestrid mellem de to systemer.

Lær af erfaringerne

I midten af 1980'erne indledte Sovjetunionen reformpolitikken, som skulle modernisere økonomien og skabe fornyet fremgang. Reformerne, som er kendt under betegnelserne Perestrojka og Glasnost, var ikke tilstrækkeligt gennemtænkte. 

Meget blev overladt til de enkelte unionsrepublikker, og de fleste eksperimenter slog derfor fejl. Der manglede en overordnet styring og konkrete planer for gennemførelsen af fornyelsen.

Det ser ud, som om man betalte prisen for manglende konsekvens i reformerne fra 1956. Havde man haft det fornødne mod og fremsyn i reformerne dengang, kunne man sandsynligvis have forhindret sammenbruddet i 1991. 

Det siger noget om den marxistiske teoris store betydning og evnen til at anvende dialektikken på alle sider af livets forhold. Sovjetunionen historie rummer en rigdom af erfaringer, som vi bør lære af. Ikke som det sker nu, hvor man fornægter, at landet overhovedet har eksisteret, men ved at studere både positive og negative sider af historien. 

Det ville betyde et mere nuanceret billede i offentligheden, end det vi får gennem medierne i dag.