Ifølge journalisten Jeffrey Goldberg skal præsident Barack Obama for nylig privat have udtalt, at  "Israel ikke ved, hvad der er i dets bedste interesse".

En forbløffende konstatering, der sætter det zionistiske projekts målsætning, rationalitet og forhold til omverden til diskussion.

Spørgsmålet er, om ikke der er metode bag galskaben, som Shakespeare ville sige! Politisk zionisme forstod tidligt, at europæisk antisemitisme sammen med europæisk kolonialisme kunne forvandles til et aktiv.

I "Der Judenstaat" (1896) foreslog Theodor Herzl, at en jødisk stat i Palæstina ville løse Europas jødiske problem og samtidig blive "en del af en europæisk fæstningsvold imod Asien, en fremskudt post af civilisation overfor barbarismen".

I det 19. og første halvdel af det 20. århundrede lå zionismen i skarp konkurrence med andre strømninger i jødiske kredser (ortodokse, socialister, assimilationister, med flere). I modsætning til politisk zionisme, promoverede kulturel zionisme visionen om en bi-national (jødisk-arabisk) stat.

Et flertal af Østeuropas jøder ønskede at emigrere til USA.

Efter Anden Verdenskrig

Efter Anden Verdenskrig blev europæisk støtte til zionismens selv-proklamerede nationale befrielsesbevægelse symptomatisk. Udråbelsen af en jødisk stat i den arabiske sfære kunne ikke andet end påvirke hele området.

Europas jødiske problem blev forvandlet til en konfrontation mellem jøder og arabere i Mellemøsten. Mindre end et årti efter Holocaust oplevede palæstinenserne oprettelsen af den zionistiske statsdannelse som deres katastrofe (Nakba).

I denne forbindelse har israelske historikere, blandt andre Ilan Pappe, dokumenteret, at jødiske tropper fra første færd gennemførte etnisk rensning imod den palæstinensiske befolkning. Siden maj 1948 har Israel været involveret i mere end 15 krige med sine naboer.

Mens palæstinensernes situation og kamp for opnåelse af en national stat fik sympati i den arabiske og muslimske verden, var det omvendt i Vesten. Her - når kritik af Israels historie eller politik overfor palæstinenserne forekom - blev den hurtigt stemplet som antisemitisme.

Faktisk har det været nemmere for israelske journalister, akademikere, samt kulturpersonligheder at udtrykke sig kritisk overfor den zionistiske stats fortid, nutid og fremtid.

Klient-staten

Ikke alene har den offentlige diskurs i Europa og USA en pro-israelsk partiskhed, men zionismen har tillige opnået en geopolitisk alliance med USA, som beskytter landet imod enhver fjende.

Aldrig før har en patron-klient relation været så domineret af klient-statens asymmetrisk store indflydelse på sin beskytter.

Washington-politikere mistænkeliggøres, hvis de har ytret sig skeptisk overfor israelsk politik. Pro-israelske interesseorganisationer kan påvirke udnævnelsen af ministre eller ambassadører.

Med sjældne undtagelser er amerikanske politikere bundet til en pro-Israel kurs. Præsident Reagans tidligere medarbejder, Pat Buchanan, kaldte ligefrem den amerikanske kongres for "israelsk besat område"!

Reagans tidligere medarbejder, Pat Buchanan, kaldte ligefrem den amerikanske kongres for "israelsk besat område"!

Siden 1949 har Israel modtaget cirka 123 milliarder dollar i amerikansk bistand, inklusiv militærhjælp. Proportionerne er slående! Siden år 2000 modtager Israel cirka tre milliarder dollar om året. Dette til trods for, at landet er medlem af OECD og har en af de stærkeste økonomier blandt de udviklede lande.

Amerikansk støtte til Israel er ikke kun af økonomisk og militær art. Siden 1972 har USA nedlagt cirka 50 vetoer i FN for at værne om Israel.

Det skal imidlertid ikke glemmes at Israel til gengæld har haft betydning for USA's strategi i Mellemøsten, ligesom Israel har bidraget til bekæmpelse af revolutionære bevægelser i Centralamerika og Afrika, samt støttet den amerikanske embargo imod Cuba.

Diasporaens betydning

Hvad angår den jødiske diaspora's - og især amerikanske jøders - politiske kultur, finder flere og flere det vanskeligt at identificere sig med det zionistiske establishments mantra, at Israel handler i "vores navn".

Imidlertid, til trods for den israelske lobbys promovering af den republikanske kandidat under det sidste valg, stemte et flertal af amerikanske jøder på Barack Obama.

Det er en udvikling, der modbeviser påstanden om zionismens totale ideologiske hegemoni over jøderne, såvel som den antisemitiske konspirationsteori, der fremmer det indtryk, at jøderne i diasporaen og i Israel har et fælles projekt om verdensdominans.

I modsætning til disse simplistiske forestillinger: Hvad vi er vidner til, er, at zionismen samt den jødiske identitet er ved at træde ind i en ny - til dels selvskabt - politisk virkelighed.

Bedømmelsen af Israels politik vil fra nu af fokusere på landets handlinger og ikke på den referenceramme, som gjorde jøderne til uskyldige og permanente ofre.

En ny virkelighed

Israel står i en post-Holocaust situation som kommer til at forandre landets karakter, forholdet til diasporaen, positionen i Mellemøsten og ikke mindst forbindelsen til dets vestlige allierede (først og fremmest USA).

For ikke så længe siden skal den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, have sagt, at om 10 år vil Israel ikke mere eksistere.

Landets tidligere udenrigsminister, Tzipi Livni, udtalte noget tilsvarende under den seneste valgkamp i Israel: "Netanyahu fører os imod den jødiske stats opløsning. Israelerne må vælge mellem ekstremisme og zionisme."

Da Irans præsident, Mahmood Ahmedinejad, kom med en forudsigelse om det zionistiske regimes forfald, blev han stemplet som en ny Hitler!

Uanset hvordan man vender eller drejer det, er det relevant at fundere over hvilken slags stat Israel vil være om et årti!

En fuldført utopi

Zionismen har fuldført sin utopi. Men resultatet er en stat uden faste grænser eller forfatning, der ønsker at blive opfattet som en "demokratisk jødisk stat". Dette til trods for, at cirka 20,4 procent af landets befolkning består af muslimer eller kristne, der tilhører en arabisk eller palæstinensiske identitet - med israelsk borgerskab.

 Dette ikke-jødiske mindretal er desuden meget større, hvis man inkluderer befolkningen i de besatte territorier. Uden en to-stats løsning frygter mange zionister, at projektet om en "jødisk og demokratisk stat" forbliver en selvmodsigelse.

Det er ironisk i denne forbindelse at minde om den politiske zionismes mantra. Nemlig, at Palæstina var "et land uden et folk for et folk uden et land".

Det er ironisk at minde om den politiske zionismes mantra, at Palæstina var "et land uden et folk for et folk uden et land".

Det er lykkedes den zionistiske stats politik at forvandle Palæstinas oprindelige befolkning fra at være "et ikke-eksisterende folk" med land, til et eksisterende folk uden land, men med nationale aspirationer!

Til trods for staten Israels eksistens og styrke (alliance med Vesten, stærkt militær, atombomber, modernitet og så videre) befinder landet sig - ifølge den officielle diskurs - overfor eksistentielle trusler: Palæstinensernes tilstedeværelse med kravet om en nationalstat.

Hvad angår Iran --der ikke har en atomar-kapabilitet—fremmer man et fjendebillede, der går ud, på at Teherans teokrati truer Israels eksistens med Holocaust nummer to. En indirekte indrømmelse af, at skabelsen af den jødiske stat endnu ikke har sikret israelernes situation.

Det andet område hvor zionismens ideologi synes at have spillet fallit, er i diasporaen. Til trods for zionistiske og andre jødiske organisationers anstrengelser forekommer interessen for Israel at være dalende blandt jøderne, især i USA.

Samtidig med det faldende jødehad i Vesten synes også den jødiske identitet at være truet af assimilation.

Zionismens jødiske problem består, i at jødisk nationalisme fremmer "det udvalgte folks" sekterisme på et tidspunkt, hvor antisemitisme i den europæiske sfære er blevet mindsket, og jødisk assimilation aldrig har haft bedre vilkår.

Note: Diaspora bruges om folkeslag eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt udenfor hjemlandet.