Med den økonomiske krise, der begyndte i 2008, har spørgsmålet om statsmonopolismen fået en fornyet rolle i debatten. Begrebet var ellers blevet glemt og erstattet af begrebet "neoliberalisme” i den tro, at kapitalismen var grundlæggende forandret.

Denne udvanding af marxismen har skadet arbejderbevægelsen, og der er derfor al mulig grund til at se med friske øjne på, hvordan statsmonopolismen optræder i dag.

En af de politikere, der viede disse spørgsmål stor opmærksomhed, var Ib Nørlund, der brugte megen energi på at studere statsmonopolismens nye former. Det dannede grundlaget for udviklingen af teorien om antimonopolistisk demokrati, der var hovedindholdet i DKP´s 1976-program.

I sin artikel "Hvordan overvindes statsmonopolismen?" analyserede Ib Nørlund de væsentligste spørgsmål i datidens Danmark (Tiden nr. 6 og 7, 1973). Han skelner mellem den grundlæggende modsætning og hovedmodsætningerne. Den første bestemmer partiets strategi og kan kun gælde en hel periode.

"De hovedsagelige modsætninger, spiller derimod deres afgørende rolle inden for et mere begrænset tidsrum, under en udviklingsfase med en nøjere bestemt gruppering af klassekræfterne. Den eller dem må man nå til at kende - der kan nemlig godt være flere - for at kunne fastlægge taktikken." 

Modsætningernes karakter

Et nærmere studium af artiklen viser, at der er et vist sammenfald mellem de hovedmodsætninger, Nørlund nævner i artiklen, og nutidens. I artiklen opsummerer han tre hovedmodsigelser: den mellem statsmonopolismen og folkets interesser, den mellem den imperialistiske integration og nationens interesser, og endelig den mellem kapitalisme og socialisme.

I dag er klassekræfterne grupperet på en anden måde, idet de to første modsigelser, som Nørlund nævner stadig er aktuelle. Den tredje modsigelse mellem de imperialistiske magter og i forhold til BRIC-landene, træder mere i forgrunden efter socialismens sammenbrud. Statsmonopolismen slog for alvor igennem i 1960'erne, og det betød intensive studier og debatter om en ny og mere slagkraftig politik for arbejderbevægelsen.

Lad os for en stund vende tilbage til den grundlæggende modsigelse. I 1968 udkom Ib Nørlunds bog "Det kommunistiske Synspunkt", der især behandler de nye træk i dansk og international kapitalisme. I kapitel II skriver han blandt andet:

"I virkeligheden betyder den statsmonopolistiske kapitalisme alt andet, end at modsætningerne i kapitalismen udslettes og dør hen. Dens grundlæggende modsætning mellem den samfundsmæssige karakter af produktionen - der består i, at en stadig mere overvældende del af befolkningen er med til og nødvendige led i frembringelsen af værdierne - og den private tilegnelse af værdierne gennem profiteringen, bliver endnu mere åbenlyst meningsløs.

Når alligevel statslige metoder sættes ind på flere og flere områder, hvorfor skal det så ske på en måde, så det er en lille kreds af rige og mægtige, hvis interesser først og fremmest sikres derigennem? Deres rolle bliver mere og mere himmelråbende overflødig og skadelig.«

Kun ved at samle det overvældende flertal om en anden politik, er det muligt at gå fra et lavere trin til et højere.

Denne grundlæggende modsigelse kan kun overvindes gennem folkets demokratiske kamp for et andet samfundssystem, sådan som det blev formuleret i 1976-programmet. Udviklingen siden har ikke svækket det principielle indhold, men tværtimod gjort det endnu mere uomgængeligt.

Kun ved at samle det overvældende flertal om en anden politik, er det muligt at gå fra et lavere trin til et højere. Alt andet er revolutionsromantik og eventyrpolitik.

Med tilspidsningen af de åbenlyse modsigelser i kapitalismen, vokser også behovet for arbejderbevægelsens kamp mod opportunismen. En udgliden til højre eller venstre er det samme som at svigte arbejderklassens kamp for socialisme.

Epokeskift?

Forudsætningen for at forstå modsætningernes dialektik er en rigtig forståelse af epoke-spørgsmålet. Et af stridspunkterne i debatten har været, om der var tale om en ny epoke efter 1989. Betegnelsen dækker et historisk tidsafsnit af kortere eller længere varighed.

Det afgørende er, at man kan se en kvalitativ forskel fra den tidligere epoke i den menneskelige civilisations historie.

Inden for den historiske materialisme er udviklingen knyttet til bestemte parametre, som kan definere overgangen fra en epoke til en anden. Den vigtigste parameter udspringer af dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold, mellem basis og overbygning og de heraf afledte klassemæssige forhold. Ved hjælp af dem kan man fastslå epokens indhold og udviklingsretning.

Epoke-begrebet er knyttet til begrebet økonomisk samfundsformation: slavesamfundet, feudalismen, kapitalismen. En ny epoke bliver tydelig, når de kræfter, der forbereder det nye, træder frem på arenaen.

I det øjeblik, arbejderbevægelsen optræder på den historiske scene, er det begyndelsen til en ny epoke. De historiske begivenheder kan udmærket veksle, uden at det betyder et epoke-skift, fordi de grundlæggende træk i udviklingen før eller senere sætter sig igennem.

Derfor var kontrarevolutionen i 1989 nok et tilbageslag for arbejderbevægelsen, men ikke noget epoke-skift. Det venstrekræfterne kan gøre er omhyggeligt at analysere modsætningernes karakter, og hvordan de vil blive løst. Det kan danne grundlaget for det omsving, der uvægerligt vil komme i arbejderbevægelsen.

Et folkeligt program, som viser frem mod en overvindelse af statsmonopolismen, er i overensstemmelse med epokens hovedindhold – som fortsat er overgangen fra kapitalisme til socialisme.

Ib Nørlund om statsmonopolismen: Problemer i kampen mod de internationale monopoler, Tiden nr. 1,1971. Hvordan overvindes statsmonopolismen? Tiden nr. 6 og 7, 1973. Tale på den vesteuropiske konference i Bruxelles, Tiden nr. 1 og 2, 1974. Krisens virkninger og kommunisternes alternativer, Tiden nr. 2, 1985. Ideologisk kamp og nytænkning, Tiden nr. 2, 1989.