I Danmark har vi mange love, der indeholder de rette intentioner og muligheder for at give den nødvendige støtte til handicappede børn, unge, voksne og ældre mennesker og deres pårørende.

Rammerne er i princippet ekstremt fleksible og kan give de bedste muligheder for en faglig udredning og beslutning om iværksættelse af den rette støtte og udvikling baseret på et konkret og individuelt behov, uanset om det handler om skolegang, erhverv eller social støtte og omsorg.

Lovgivningen har levet i lyset af en handicappolitik, der har haft national opbakning gennem de seneste 75-80 år. Alt burde derfor være i den fineste orden, men virkeligheden er en ganske anden - i hvert tilfælde set fra borgernes perspektiv, hvis de har et handicap eller lever i en familie med et familiemedlem, der er født med eller har pådraget sig et handicap.

Vilkårene i dagligdagen er et stykke væk fra lovgivningens intentioner

Som formand for den paraplyorganisation, der varetager de fælles interesser for landets 32 nationale handicaporganisationer med tilsammen 330.000 medlemmer, må jeg desværre erkende, at vilkårene i dagligdagen er et stykke væk fra lovgivningens intentioner og muligheder og handicappolitikkens visioner.

Jeg ville gerne kunne være glad og positiv, fordi det er det sjoveste og mest tilfredsstillende at være, men det er umuligt i den nuværende politiske situation.

Der er rigtig mange personer med handicap og deres familier, der oplever en meget stor afstand fra deres opfattelse af lovgivningens intentioner til den virkelighed, de oplever hos den myndighed, der er sat til at varetage lovgivningen på lokalt plan, nemlig kommunerne.

Det er deres oplevelse, at rigtig mange kommuner ikke overholder lovgivningen i deres konkrete udmøntning af denne. Og vi ser ofte, at kommunerne ikke vil efterkomme afgørelser, som er truffet af de sociale domstole, når afgørelsen går kommunerne imod og dermed bekræfter, at borgernes rettigheder er blevet overtrådt.

Kommunerne presser grænserne

Vi hører næsten dagligt om kommuner, der bevidst træffer ulovlige afgørelser for at presse grænserne nedad for lovgivningen – selvom det er klart ulovligt at træffe en afgørelse uden for lovens rammer.

Kommunerne sætter den store kommunale økonomi over lovgivningen og de behov, som borgerne har på baggrund af deres handicap. Som eksempel på dette kan jeg henvise til en udtalelse i Lokalavisen fra professor i socialret, Kirsten Ketscher: "Jeg vil ønske Aarhus Kommune tillykke, det er lykkedes den at overtræde adskillige bestemmelser på én gang i sine spareplaner på handicapområdet."

Jeg ved godt, at kommunerne siger, at det hænger helt anderledes sammen, og at de gør deres yderste for at overholde lovgivningen og imødekomme borgernes behov. Men der er en klar dokumentation for, at det ikke altid er tilfældet – langt fra.

Der er lavet mange rapporter fra forskellige forskningsinstanser, der viser, at det ikke er blevet nemmere eller blot rimeligt at være en borger med et handicap i en gennemsnitlig dansk kommune. Ankestyrelsen og Det Sociale Nævn har lavet adskillige undersøgelser af den sociale praksis – og hver gang er der god grund til at kritisere kommunerne for manglende efterlevelse af lovgivningen.

Den uvildige konsulentordning på handicapområdet (DUKH) er en selvejende institution under social- og Integrationsministeriet. DUKH har til formål at rådgive personer med handicap i sager, der er gået i hårdknude mellem borgerne og kommunen.

DUKH oplever flere og flere henvendelser fra frustrerede personer med handicap og deres pårørende. Mine organisationer oplever en stadigt stigende efterspørgsel efter deres rådgivning og vejledning i sager vedrørende handicapområdet.

Organisationernes rådgivninger bliver løbet over ende af borgere, der ikke kan forstå, hvordan kommunerne kan nå til de afgørelser, de træffer. Jeg modtager dagligt henvendelser fra personer, som ikke kan forstå den socialpolitiske udvikling. Jeg modtager også henvendelser fra personer ansat i kommunerne, som ikke selv ser en mulighed for at komme til orde uden at skulle miste deres job.

Det er bekymrende, at Folketingets medlemmer og regeringen ikke i langt højere grad lytter til den kritik, der lyder i forhold til kommunernes daglige implementering af den lovgivning, der er besluttet i Folketinget. Det virker, som om stemmerne fra borgerne i dagligdagen betyder mindre end hensynet til det kommunale selvstyre.

Man kan spørge sig selv hvor megen dokumentation, der skal lægges for dagen, før politikerne tager det alvorligt?

Man skulle næsten tro, at de 179 medlemmer af Folketinget er rædselsslagne over for de 98 kommuner og deres organisation, Kommunernes Landsforening. Man kan spørge sig selv hvor megen dokumentation, der skal lægges for dagen, før politikerne tager det alvorligt?

Undersøgelser af folks holdning til, om samfundet skal måles på sin evne til at tage ansvar for de mest sårbare grupper, viser klart og tydeligt, at der er opbakning til en anstændig handicappolitik.

Borgerne i Danmark ønsker ikke at være kendt for at reducere omsorg og støtte til et niveau under de politiske udmeldinger og lovgivningens formål. Det kan virke underligt, at politikerne på centralt og lokalt niveau ikke er mere i overensstemmelse med befolkningens ønsker – bortset fra når de skal vælges - særligt når befolkningen har holdninger, der ligger langt væk fra den politiske hverdag.

Men måske handler det om, at befolkningen reelt ikke kan se forskel på hvilke partier der vil hvad, når det for eksempel gælder om at sikre rimelige vilkår og retssikkerhed for personer med handicap!

Den tredie december er den internationale handicapdag. Derved er det en dag, der har den samme symbolik og betydning, som første maj har for arbejderbevægelsen. Det er den dag, hvor personer med handicap og andre med sympati for sagen, sætter fokus på, at samfundet endnu ikke har afskaffet diskriminationen på handicapområdet – til trods for mange moralske tilkendegivelser ved festlige lejligheder.

For mange år siden fyldte denne dag ikke så meget i det handicappolitiske billede i Danmark. Men gennem de seneste år har den fået større og større betydning. Der bliver rundt omkring i Danmark, i EU og på globalt plan sat fokus på de manglende muligheder for personer med handicap set i forhold til andre.

Der hersker ingen tvivl om, at personer med handicap er blevet stærkt frustrerede over den manglende efterlevelse af de handicappolitiske principper, og vi føler os svigtet af politikerne, der på det seneste har tilladt en udvikling i den forkerte retning.

De handicappede bliver svigtet

Man kan lidt lakonisk sige, at handicapbevægelsen i Danmark har trukket en nitte, når den internationale handicapdag skal foregå den 3. december. Der vil være mange personer med handicap, der ikke kan deltage. Det kan skyldes, at hjemmehjælpen ikke kommer - eller kommer for sent til at hjælpe overtøj på. Der kan ligge sne i indkørslen, som kommunen ikke længere fjerner.

De kommunale botilbud kører med nedsat bemanding i weekenden, og der er ikke ressourcer til at følge beboerne til en demonstration på byens torv og hjælpe med de behov, der opstår undervejs, når beboerne skal spise, drikke og på toilettet.

Og slet ikke, hvis "kun" 25 procent af beboerne vil af sted til demonstrationen, mens andre gerne vil lave noget andet, hjemme eller ude.

Den individuelle handicapkørsel har ikke ressourcer til at køre ret mange fra deres hjem til demonstrationen og tilbage igen. Eller også er der ikke flere ture tilbage, fordi den ugentlige tur ud og hjem er brugt på at besøge familie og venner.

Der er heller ikke tradition for inden for den kommunale kvalitetsstandard at udmåle støtte til deltagelse i demonstrationer, selvom lovgivningen sætter fokus på at give personer med handicap adgang til at kunne leve et så normalt liv som muligt.

Så selvom det er en grundlæggende rettighed at samles og give sit ord tilkende, er det ikke noget, der er taget højde for i handicappolitikken eller i lovgivningen – i hvert tilfælde ikke på den måde kommunerne administrerer lovgivningen.