09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terrorist eller frihedskæmper?

Terrorist eller frihedskæmper?

En del mennesker i USA kommer i klemme i forhold til USA's terrorlovgivning. Blandt dem er Assata Shakur, der i dag har fået politisk asyl i Cuba.

Assata Shakur bor og lever i Cuba, og det er ikke uden personlige omkostninger. Men alternativet er en fængselscelle i USA.
FOTO: truthabouttupac
1 af 1

Hvem skulle tro, at Assata Shakur, en beskeden ældre kvinde på 67 år, er en farlig terorrist. Hun er amerikansk statsborger men har i de sidste 30 år levet på Cuba, hvor hun har politisk asyl. Den 2. maj 2013, 40 år efter hendes tilfangetagelse blev FBI's dusør fra 2005 fordoblet til to millioner dollars. Hun er som den eneste kvinde kommet på FBI's "most wanted" liste over terrorrister.

At bruge ordet terrorist om Assata Shakur er at strække begrebet langt udover rimelighedens grænse. Ganske vist var hun medlem af de sorte pantere og ledende medlem af BLA (Black Liberation Army) og senere dømt for mordet på en politibetjent, men det foregik i årene 1970 til 1973 og dommen faldt i 1977.

Den 2. maj 1972 blev en bil med 3 medlemmer af BLA stoppet på en motorvej i New Jersey, og der skete en skudveksling, hvor en sort panter og en hvid politibetjent blev dræbt. Assata Shakur blev skudt, mens hun holdt armene i vejret. Hun blev alvorligt såret, bragt til hospitalet og anholdt. Efterfølgende fandt man ingen tekniske beviser på, at hun havde affyret et våben.

Den tredje i bilen, Sundiata Acoli, flygtede men blev senere anholdt og fængslet. Han er i dag 73 år gammel og sidder stadig i fængsel. Assata blev anklaget for forskellige forbrydelser, som hun skulle have begået tidligere, blandt andet et bankrøveri, men blev ikke dømt for noget undtagen drabet på den hvide politibetjent. Hun fik livsvarigt fængsel i 1977, efter at hun havde født en datter i fængslet.

Ud af fængslet

I 1979 blev hun befriet fra fængslet uden vold. Hendes bror Mutulu Shakur blev senere dømt for flugten sammen med Marilyn Buck.

Mutulu Shakur sidder stadig i fængsel, Marilyn Buck fik cancer, mens hun sad fængslet. Hendes advokat fik hende løsladt før tid, fordi hun var alvorligt syg, og hun døde kun 14 dage efter løsladelsen i juli 2010.

Da jeg mødte Assata Shakur i Havana i 2004, vidste jeg ikke noget om hende. Jeg havde kun fået at vide, at hun havde været medlem af de sorte pantere.

Da jeg mødte Assata Shakur i Havana i 2004, vidste jeg ikke noget om hende. Jeg havde kun fået at vide, at hun havde været medlem af de sorte pantere, og var flygtet til Cuba. Hun fortalte, at hun havde en datter, der gik på universitetet i Chicago. Men hun så sjældent datteren på grund af USA's rejserestriktioner.

Hun fortalte også, at der var mange politiske fanger i USA, og at nogle af dem sad i fængsel på grund af hende. Jeg skrev hendes navn ned på et stykke papir for ikke at glemme det, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at søge på internettet.

Jeg fandt hendes historie og navnene på dem, hun havde været sammen med og dem, som havde befriet hende fra fængslet. De sad alle fængslet i USA. Jeg fandt navnene på andre politiske fanger, og jeg blev så fascineret af historierne, at jeg begyndte at skrive om dem.

Skrev med politiske fanger

Da jeg havde skrevet en række artikler til Arbejderen, sendte jeg en kopi af artiklerne til fangerne og vedlagde et enslydende brev. Jeg skrev, at jeg vidste de ikke kunne læse artiklen, fordi den var skrevet på dansk, men jeg syntes de skulle vide, jeg havde skrevet om dem. Nogle af dem sendte mig et takkebrev, og således begyndte jeg at korrespondere med politiske fanger.

Assata Shakur har jeg ikke haft forbindelse med på grund af den dusør på en million dollars, som FBI satte på hendes hoved i 2005. Det lyder fuldstændig som "Det Vilde Vesten", når der udloves en dusør. Assata Shakur har selv sammenlignet det, hun har været udsat for, med den menneskejagt, der fandt sted, når man skulle fange en undsluppen slave.

Hundredvis af politiske fanger holdes livsvarigt indespærret på grund af deres politiske overbevisning.

Hun har forgæves forsøgt at rense sit navn. Hun har skrevet til paven, og hun accepterede, at der blev lavet en TV udsendelse i USA om hende. Hun blev forfærdelig skuffet, for den gav en meget fordrejet billede. Hun blev fremstillet som "The bandit queen", en bandit-dronning, der var leder af en bande, der lavede kriminelle aktiviteter.

Assata Shakur er frihedskæmper, sådan betragter hun sig selv. Og sådan betragtes hun også af sine tilhængere, hvor hun har fået ikon-status på linie med Harriet Tubman og Angela Davis. Det kan måske også forklare lidt af den ihærdighed, som FBI lægger for dagen, når det gælder om at fange en person, der ikke har været politisk aktiv siden 1973, og som er flygtet fra fængslet for 34 år siden.

Assata Shakur bor og lever i Cuba, og det er ikke uden personlige omkostninger. Men alternativet er en fængselscelle i USA. Hundredvis af politiske fanger holdes livsvarigt indespærret på grund af deres politiske overbevisning. De er enten uskyldigt dømt eller har fået straffe, der ikke står i et rimeligt forhold til den forseelse, de har begået.

Begrebet terror misbruges

FBI's hemmelige efterretningsprogram COINTELPRO (Counterintelligence program) benytter alle midler til at få elimineret personer, der betragtes som statens fjender. De anti-terror love, som blev indført efter 11. september 2001, er blevet taget i brug for yderligere at kriminalisere personer, der er dømt for noget, der næppe kan betegnes som terror, og som er sket længe før lovene blev indført.

I 1997 lavede den cubanske filminstruktør Gloria Rolando en dokumentarfilm om Assata Shakur, som fik premiere i Havana i 2004. Adskillige hip-hop artister har skrevet sange om Assata Shakur, blandt andet Tupac Shakur i 1991, Rebel Diaz i 2008 og Digitable Planet og X-clan i 2013. Jay-Z i "Open letter part II", 2013. Assata Shakur er ikke glemt og en ny generation tager arven op efter hende.

Interesserede kan læse hendes selvbiografi "Assata", som blev udgivet første gang i London i 1987 og i 1991 i USA med forord af Angela Davis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2013 - 09:43   20. sep. 2013 - 09:45

Kronik

af Kit Aastrup, Aarhus