Det er ikke kun økonomien, der har brug for et spark. Nye klare mål skal også kickstarte centrum- venstrefløjen. Det er på høje tid at vi finder en troværdig identitet, som både vælgere og medlemmer kan genkende sig selv i. Hvis det ikke sker hurtigt, vil regeringen ende som "dead man walking".

Troværdighed er den hårde valuta i politik, og vi må erkende, at regeringens mønt er i frit fald. SF, S og fagbevægelsen er fanget i en fælles krise, men det er heldigvis ikke for sent, at genfinde håbet. Processen skal til gengæld sparkes i gang nu, inden det er for sent.

Regeringsgrundlaget som blev aftalt i Det Sorte Tårn, lagde en økonomisk politik med borgerlig slagside. Her er vægten lagt på at øge arbejdsudbuddet, spare i det offentlige, binde sig til EU`s finanspagt og at videreføre VK-regeringens politik i bredeste forstand.

Håbet om forandring drejede sig ikke kun om at få en ny regering, men nok så meget drømmen om en ny politik. Regeringsmagten er ikke et mål i sig selv, det er et redskab til forandring.

Milliarder til erhvervslivet

Vi ventede med spænding på de første udspil, som ikke er bundet direkte op på regeringsgrundlaget. De sidste uger er vi blevet slemt skuffede. "Velfærd i stedet for skattelettelser" blev afløst af en løs hånd, der strøer milliarder ud til et erhvervsliv, der i forvejen har store overskud og en kæmpe opsparing. En ineffektiv måde at skabe arbejdspladser på, og det minder om en anden håbløs strategi, nemlig troen på at vi kan skabe jobs gennem lønnedgang.

Det er helt andre værktøjer vi skal bruge, nemlig bedre grunduddannelser, opkvalificering af arbejdsstyrken, et fleksibelt arbejdsmarked, et trygt velfærdssamfund og offentlige investeringer.

Der er gode elementer i alle udspil, men i det store regnestykke viser bundlinjen at arbejdsløse, efterlønsmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og studerende betaler, mens erhvervslivet får skattelettelser. Lønarbejdere i tusindvis mister dagpengene, og utrygheden banker på hos mange hjem. SF, Socialdemokraterne og fagbevægelsen kørte en fælles kampagne mod den stigende ulighed, men hvad blev der af den fair løsning i regeringens politik?

Håbet om forandring drejede sig ikke kun om at få en ny regering, men nok så meget om drømmen om en ny politik. Regeringsmagten er ikke et mål i sig selv, det er et redskab til forandring.

SF og S har tidligere argumenteret for en hårdere beskatning af både erhvervsliv og millionærer. En utroværdig zik-zak kurs. Skattereformen og de kuldsejlede treparts-forhandlinger skulle få flere mennesker til at arbejde mere, samtidig med at mange lønarbejdere er presset af arbejdsløshed. Ret dumt. De borgerlige fjernede efterlønnen, og forringede kraftigt dagpengereglerne. Det burde være hjerteblod for en centrum-venstre regering at gøre op med den reaktionære politik på dagpengeområdet og bløde op på genoptjeningskravene til a-kasserne. Helt uforståeligt at det ikke er sket.

Fodslæbende regering

Regeringen virker fodslæbende og nærmest irriterede over at skulle levere løsninger for de arbejdsløse. Selv efter at tallene for de udfaldstruede blev sat voldsomt i vejret, afviser regeringen ændringer i dagpengesystemet. Enhver kan se at akutpakken og de andre initiativer ikke er tilstrækkelige. Alligevel omtaler Bjarne Corydon det, som en "hel og dækkende løsning". Gad vide hvilken planet han bor på. Er der stadig nogen, som undrer sig over de dårlige meningsmålinger?

Vælgerne kan sagtens forstå og acceptere kompromisser. Men gennem et stykke tid, har det nærmest været indtrykket, at kompromiserne er selve partiernes politik. Det skaber forvirring, skuffelse, apati og politikerlede.

Det burde være hjerteblod for en centrum-venstre regering at gøre op med den reaktionære politik på dagpengeområdet og bløde op på genoptjeningskravene til a-kasserne.

Når De Radikale blokerer for en progressiv politik, må man sige det åbent. Det kan ikke nytte at holde hånden over et parti, der varetager interesser for finanssektoren og de bedst lønnede akademikere, et parti der vil blæse almindelige lønmodtagere et stykke. Vestagers "Sådan er det jo" var ikke en fortalelse. Det var et præcist udtryk for De Radikales politik.

Alle er naturligvis velkomne i SF, ganske uanset om man er advokat, lærer, tømrer eller kontanthjælpsmodtager. Men partiets politiske og sociale profil må afspejle, at vi som socialister er mod privilegiesamfundet. Vi er både talerør for almindelige lønarbejdere, og samfundets sociale samvittighed. Hvis ikke venstrefløjen skulle tale lønarbejdernes sag, hvem skulle så?

Vælgerne forventer faktisk noget særligt af SF. A&B Analyse har lavet en undersøgelse for Altinget, som viser at 53 procent af vælgerne mener, at SF i højere grad skal tage udgangspunkt i faglærte og ufaglærte, mens kun 23 procent er imod. SF som "folkeparti" med plads til alle sociale grupper, giver bare ingen mening, hvis lønarbejderne vender os ryggen.

Vælgerne føler sig svigtet

En del af forklaringen på at så mange vælgere føler sig svigtet af SF og S, skal man måske også finde i noget så banalt, som partiernes sociale sammensætning. I begge partier er almindelige lønarbejdere blevet en sjældenhed, og ses stort set aldrig på ledelsesplan.

Mange akademikere har svært ved at sende på den kanal som arbejdere modtager på. Politik er blevet en elitesport for de veluddannede. Her diskuteres abstrakte problemer om et muligt øget arbejdsudbud om ti år, i stedet for at løse situationen for de familier som mister det økonomiske grundlag. Regeringen skal tale ind i den virkelighed, som vælgerne lever i.

Valget i 2011 gav det mest socialt skævt sammensatte folketing nogensinde. Eliten har sat sig tonstungt på det politiske liv, hvor 64  procent af MF `erne er akademikere, mens kun syv procent af befolkningen har denne uddannelsesbaggrund.

En tredjedel af befolkningen har en faglært baggrund, men er kun repræsenteret med 11 procent i folketinget. En fjerdedel af befolkningen er ufaglærte, og er repræsenteret af 5 procent. Forestil dig, hvilken opstandelse det ville føre med sig, hvis vi havde den samme skævhed i forhold til alder, køn eller etnicitet.

Analysefirmaet Interresearch har for tænketanken Cevea dokumenteret at 70 procent ønsker politikere der i højere grad ligner dem selv. 68 procent af de adspurgte mener, at politikerne kender for lidt til almindelige menneskers hverdag, og 55 procent mener, at der burde være flere faglærte og ufaglærte i folketinget. Man kan ikke bebrejde højrefløjen, at de ikke rekrutterer lønarbejdere til det politiske arbejde. Hvis ikke socialister vil løfte opgaven, hvem skulle så?

SF og Socialdemokraterne har af ideologiske årsager brug for en langt stærkere lønmodtagerprofil. Hvis det argument ikke er stærkt nok, hjælper det måske på forståelsen, at regeringen falder med et brag, hvis vi ikke i fællesskab får rettet op på skævhederne. Centrum-venstrefløjen skal i øjenhøjde med vælgerne.