Kløften mellem den manipulerende og magtudøvende elite og den almindelige befolkning bliver stadig dybere. Og mange af de, der er afhængige af de offentlige systemer, oplever dem ikke som hjælpeorganer, men som undertrykkelsesapparater.

At overleve på overførselsindkomst er blevet en privatsag, hvor de ledige betaler med forringet velfærd, fordi politikerne ikke prioriterer regulære jobs. Mogens Nygaard Christoffersens undersøgelse for Socialforskningsinstituttet viste, at mange ledige oplever fremtiden som usikker og frygter for at ende på kontanthjælp.

De familier, der bliver udsat for langvarig arbejdsløshed rammes systematisk af flere skilsmisser, større sygelighed, flere hospitalsindlæggelser, øget kriminalitet samt flere selvmord og selvmordsforsøg. Dertil kommer, at børnene oftere end andre børn får kortere skolegang, sjældnere får en erhvervsuddannelse og oftere selv bliver arbejdsløse som voksne.

Flere udstødt af samfundet

Mit socialpolitiske værdigrundlag er en indignation over, at flere og flere mennesker bliver udstødt af samfundet. Arbejdsløsheden er en påmindelse om, at folk i vort samfund betragtes som en eller anden vare, der kan købes og kasseres, når de prøver at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag.

Arbejdsløsheden er alles problem, og ingen kan tillade sig at byde andre et dårligere liv i et samfund, hvor det stadig er værdimåler, om man har et arbejde. De, der har et arbejde, får også et dårligere liv, fordi rettighederne træder i baggrunden, når arbejdsløsheden truer.

Et bedre liv indebærer, at vi sammen klarer de opgaver, der skal løses, og at vi deles om det arbejde, der er. De ledige ligner faktisk til forveksling de mennesker, der har arbejde: De har krav på selvværd og respekt, og ikke camouflerede apartheidordninger som tvangsaktivering, eller at de behandles efter forgodtbefindende med nedværdigende rådighedsregler, som om det er deres egen skyld, at de ikke har arbejde. I et velfærdssamfund må der være grænser for hvor meget "et anstændigt liv" kan gradbøjes.

Meget tyder på, at det er politikernes moralbegreber, der er for svage til at klare udfordringerne med ledigheden på en anstændig måde? Men der er åbenbart ikke stemmer nok i at varetage disse menneskers interesser og sætte deres behov på dagsordenen i den offentlige debat.

Bestræbelserne for at knække arbejdsløshedskurven er blevet til bestræbelserne på at knække de arbejdsløse.

I stedet er bestræbelserne for at knække arbejdsløshedskurven blevet til bestræbelserne på at knække de arbejdsløse. I dag tales sågar om udstødte af anden og tredje generation, hvorved det gøres næsten til genetisk bestemt, at store grupper i samfundet ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Fra tid til anden fremsættes nedsættende påstande om de lediges manglende motivation, som om ledigheden er selvvalgt. For de arbejdsledige er det hårdt at blive berøvet de muligheder, der ligger i at give til fællesskabet gennem sit arbejde.

Arbejdsløsheden skaber ubalance i levevilkår – og den tager fra "bunden" ved at forringe levevilkårene yderligere for dem, der typisk i forvejen har de laveste indkomster, det hårdeste arbejde og den mindste indflydelse på deres egen hverdag.

Hvis nogle politiske partier synes, det er i orden, at nogle skal "aktiveres" for deres overførselsindkomst, skylder de en forklaring på, hvorfor andre skal have løn for at arbejde.

Min holdning er, at så længe der er arbejdsløshed, bør alle holdes skadesløse, da arbejdsløsheden er samfundets ansvar og ikke den enkeltes. Der er ingen rationel grund til, at de lavtlønnede - eller folk uden arbejde - skal straffes hårdere for den samfundsskabte arbejdsløshed end andre.

Enhver, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, bør kunne melde sig ind i en arbejdsløshedskasse og oppebære fuld understøttelse. Derfor væk med den rigide og bureaukratiske kontrol af ledige. Administrativt vil det være langt billigere, og det vil stoppe den opsplitning, hvor forskellige grupper af lavtlønnede, ledige dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere spilles ud mod hinanden.

På trods af den store arbejdsløshed fører regeringen en kampagne om, at der er brug for "højere arbejdsomfang", at de ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet, at der ikke er råd til at sænke arbejdstiden, samtidig med at den har åbnet op for indvandring af udenlandsk arbejdskraft.

Ledigheden gøres til et personligt problem

Regeringen har dermed skrottet de ledige og gjort ledigheden til de lediges eget problem. Den har givet op og har givet velfærdsstaten et stort forklarings- og troværdighedsproblem. Forklaringerne skal søges i, at velfærdsstaten er kommet under pres fra EU og "Det indre marked", af Euroen og den nyliberale udvikling i hele den vestlige verden.

Dette har betydet en markedsliggørelse af den brede del af samfundssystemet, drastiske omstillinger og privatiseringer af den offentlige sektor. Men også at tempoet på arbejdsmarkedet de sidste 35 år har udviklet sig hæsblæsende og har medført at mange rammes af for tidlig nedslidning og udbrændthed.

Frygten for fyresedlen og truslen om at blive udstødt er blevet den store skræk for alle, hvilket yderligere har øget tempoet og presser endnu flere ud af arbejdsmarkedet.

For socialpolitikken synes målet ikke længere at være en øget beskæftigelsesindsats gennem opkvalificering eller bedre livskvalitet for de ledige. Indførsel af stadig mere tvangsaktivering af de ledige er kommet til at betyde en perspektivløs fastlåsning af de arbejdsløse, frem for efteruddannelse eller opkvalificering, således at de kunne forbedre deres chance for igen at komme i arbejde.

De ledige bruges som økonomisk redskab og ideologisk skræmmebillede med det formål at begrænse lønudviklingen, øge produktiviteten og dermed konkurrenceevnen. Færre skal arbejde og forsørge flere.

Jørgen Goul Andersen har lavet en undersøgelse, der viser, at danskerne finder sig i det høje skattetryk, fordi de forestiller sig, at det er velfærd, der betales for og ikke tvang og kontrol af de mange, der er udelukket fra arbejdsmarkedet.

I mangel af nytænkning og overordnet fælles ideologi i det nuværende samfund får tesen om markedskræfternes frie bevægelighed karakter af statsbærende idegrundlag - og i øjeblikket uden kvalificeret modspil fra fagbevægelsen.

Imens ekspanderer den internationale finanskapital og sørger for i tæt samarbejde med politikere at hylde de frie markedskræfters betydning for menneskets lykke og trivsel i en verdensomspændende pseudoideologi.

Det havde været mere nærliggende for regeringen at stille spørgsmålet: Har vi råd til at lade de arbejdsløse være arbejdsløse og undvære værdien af hundrede tusinder menneskers arbejdsindsats? Har vi råd til det kæmpemæssige produktionstab arbejdsløsheden medfører? De arbejdsledige er ikke en vare, men mennesker af kød og blod.