Likvideringerne af palæstinenserne Abdel-Fattah al-Sharif og Ramzi al-Qasrawi her i Hebron har i de seneste tre uger vakt international bevågenhed. Blandt andre har FN's udsending i Mellemøsten fordømt mordene. Disse er dog langt fra enkeltstående tilfælde.

Palæstinenserne kalder det ghosttown. Det er svært at mærke, at denne gade engang var Hebrons travle handelsperle.

På Vestbredden er der siden oktober blevet dræbt mere end 180 palæstinensere af israelske soldater, mens 28 israelere har mistet livet. Specielt er situationen i Hebron tilspidset, hvor et stort antal palæstinensere er blevet slået ihjel.

Hebron er den største by, og et af de vigtigste knudepunkter på Vestbredden. Dette tydeliggøres af Israels besættelse af byen. Hebron har siden 1997 været opdelt i to områder: H1, der er under palæstinensisk kontrol og H2, som er administreret af Israel. Foruden den massive militære tilstedeværelse, er flere israelske bosættelser strategisk placeret i byen.

Mellem pigtråd og bevæbnede bosættere

Blot en uge efter de to likvideringer, besøger vi Hebron i forbindelse med en politisk studietur på den besatte vestbred.

På vores tur gennem gaderne i retning af H2 er det tydeligt at bosættelserne er placeret højt i bybilledet, ofte i de øverste etager af bygningerne. Denne høje placering har både en symbolsk værdi og en taktisk årsag.

Flere gange ser vi, at der står bosættere i sikkerhed på altaner og råber hånlige tilråb til de forbipasserende. Over gaderne er der opsat beskyttelsesnet som værn mod sten, affald og andre genstande, som bosætterne bruger som kasteskyts mod de handlende palæstinensere.

Det får de i forvejen snævre gader til at virke endnu mere lukkede og mørke. Vi tager os selv i at spejde op efter genstande kastet mod os. Vi føler en snert af frygt og ydmygelse, som palæstinenserne må leve under hver dag, udsat for kasteskyts og hånlige tilråb.

Vi ser ganske få palæstinensere på vores vej, men masser af israelsk militær samt mange bosættere, der går med deres våben synligt i gadebilledet. 

Vi passerer meterhøje metalporte, pigtråd og bevæbnede soldater, udelukkende for at finde Shuhada-street i H2 totalt forladt for liv. Palæstinenserne kalder det ghosttown. Det er svært at mærke, at denne gade engang var Hebrons travle handelsperle.

Shuhada-street blev lukket af de israelske myndigheder, efter en bosætter slog 29 mennesker ihjel i Ibrahimi-moskeen. Efterfølgende blev området sat under militær kontrol, hvilket har medført flere bosættelser i området. Denne udvikling har medført at palæstinensere, der er bosat i H1, ingen adgang har til H2.

Vi ser ganske få palæstinensere på vores vej, men masser af israelsk militær samt mange bosættere, der går med deres våben synligt i gadebilledet. Der bor mindst 700 bosættere i H2, hvoraf mange af dem tilhører segmentet af ekstreme zionister, der flytter til bosættelser af ideologiske årsager.

Dødstrusler og forfølgelse

Vi bevæger os ud af H2 igennem checkpoint 56, ganske kort fra Tel Rumeida, hvor førnævnte likvideringer fandt sted. Vi møder her skomageren Imad Abu Shamshir, der med sit kamera fik dokumenteret hændelsen.

Disse optagelser har betydet en radikal ændring i hans liv. "Jeg hørte en soldat lade sit gevær. Lige efter nærmede soldaten sig offeret (Abdel-Fattah al-Sharif red.) og han skød en kugle i hovedet på ham. Det gik op for mig, at jeg havde filmet en vigtig sag, og jeg måtte flygte fra området og sprede videoen for at fortælle sandheden om alle de ofre, der er blevet dræbt her, for ved dette checkpoint har de dræbt mange".

Tre måneder tidligere fotodokumenterede hans søn en lignende episode. Da militæret destruerede disse optagelser, endnu før de blev publiceret, vidste Shamshir denne gang, at han måtte handle hurtigt.

Shamshir spredte derfor straks videoen gennem adskillige medier. I kølvandet på denne beslutning har en storm af chikane og trusler rejst sig, ikke blot mod ham men mod hele hans familie.

"Efter det arresterede militærpolitiet mig og tog det originale materiale fra mit kamera. En ukendt ringede til mig, og sagde at jeg skulle forlade Tel Rumeida og Shuhada-street ellers vil de brænde mit hus. Sidste fredag prøvede bosætterne to gange at storme mit hus, kastede sten mod ruderne og råbte af mig. Og på bosætter-hjemmesiden har de spredt et billede af mig med en tekst hvor der står EFTERSØGT".

Grundet den øgede trussel har lokale i samarbejde med forskellige menneskerettighedsorganisationer lavet et vagtværn, der sikrer, at familien er under opsyn 24 timer i døgnet. Blandt andet opholder aktivister fra International Solidarity Movement (ISM) - også kendt som Palæstina Fredsvagter - sig i Shamshir`s hus i nattetimerne.

Fire årig med traumer

Vi møder en af disse aktivister, danske Josephine fra ISM. Trods de aktuelle likvideringer og den anspændte situation, der omgiver Shamshir, bliver omdrejningspunktet for samtalen den chikane, terror og ydmygelse palæstinenserne dagligt udsættes for, og som aktivisterne er øjenvidner til.

Med over 30 israelske checkpoints bevogtet af mere end 2000 soldater, forklarer hun at besættelsen i Hebron er den mest åbenlyse på Vestbredden. Særligt børnene bliver ramt hårdt af besættelsen, fortæller Josephine, der hver morgen må eskortere omkring 30 børn i skole under de såkaldte schoolruns. "Forældrene siger at de ikke vil sende deres børn i skole, hvis ikke der kommer internationale aktivister og henter dem".

Tidligere episoder har vist, at børnene bliver udsat for chikane og vold fra bosættere, samt fra soldaterne, der jævnligt visiterer børn helt ned til femårsalderen. Har børnene for eksempel beskidte hænder, ses dette som et tegn på, at de har kastet sten mod militæret.

Vi hører historien om Rhawi, der på grund af mareridt ikke sover om natten og er blevet sengevæder. En læge har diagnosticeret den kun fireårige dreng med posttraumatisk stress syndrom på baggrund af omstændighederne.

En anden historie er om drengen Jassan, som Josephine fulgte hjem fra skole, uden døren blev åbnet til hans hjem; "Han brød øjeblikkeligt sammen i gråd, for han vidste, hvad der kunne være sket med hans forældre, når de ikke åbnede døren. Hvis ens mor ikke åbner døren, når man kommer hjem, er det højst sandsynligt fordi hun er blevet anholdt, dræbt, kidnappet, eller huset er ved at blive ransaget. Der er så meget frygt i de her små børn. De bliver udsat for psykisk pres hver dag, de har ingen steder at lege men bliver chikaneret hele tiden”.

Besættelsen vil fortsætte

Vi befinder os nu sikkert i Danmark, mens dagligdagen under besættelsen fortsætter. Om den israelske soldat, Elor Azarias, der skød de to palæstinensere, bliver dømt er stadig uvist. Tidligere lignende hændelser viser, at israelske soldater ofte går fri for straf.

Men besættelsen stopper ikke, selvom en enkelt soldat dømmes. Palæstinensernes hverdag af undertrykkelse, ydmygelse og frygt vil fortsætte.

Josephine er et pseudonym. Forfatterne er bekendt med hendes rigtige identitet.