Berlingske har bragt en række nedgørende artikler om talsmanden for Jobcenterets Ofre, Kim Madsen.

Folk med hårdt fysisk arbejde bliver hurtigere nedslidte. Det lærte vi som noget af det første på socialrådgiverstudiet. 

Kim Madsen er en nedslidt arbejder. En type som jeg igennem mine år som ansat i systemet har mødt mange af som socialrådgiver.

De har sådan set aldrig været i berøring med systemet, før de er omkring 50 år og opefter – indtil da har de klaret sig selv ved fysisk hårdt, manuelt arbejde. 

De nedslidte

Mange af dem har været brolæggere, chauffører, maskinarbejdere, murere eller ufaglærte arbejdsmænd.

De har brugt deres kroppe hårdt – og har aldrig tænkt over, at de blev hurtigere nedslidt end for eksempel en journalist med bløde negle.

De er omvendt nogle hårde negle. De har ofte startet deres arbejdsliv som cykelbude, da de var 12 år. De har rendt på trapper, slæbt og har aldrig brokket sig – bare knoklet.

Men der er grænser for, hvor meget en krop kan køre i femte gear op ad bakke rent fysisk – nogle kan klare 30 år, andre 40 og nogle sågar 45 år, men det er vist også maksimum i den branche.

Det er dokumenteret, at ufaglærte og faglærte med hårdt fysisk arbejde bliver hurtigere nedslidte. Det er ikke raketvidenskab – det lærte vi som noget af det første på socialrådgiverstudiet. 

Kommunen er sidste udvej

Så når de kommer op på kommunen, så skal man saftsuseme tage dem alvorligt. Den type har aldrig løbet kommunen på dørene – og gør det kun som absolut sidste udvej. De kommer kun, når kroppen har sagt fra.

Jeg får rigtig mange henvendelser fra denne gruppe af mænd, der føler sig helt mast af det system, de møder – efter 40 år på arbejdsmarkedet non stop.

Mange af dem har gigt til op over begge ører. De har gigt i de fleste led. Deres ryg er smadret. Deres knæ er smadret. Ofte er de mentalt meget stærke. Dog kommer de til kort, når de møder jobcentermuren.

De kan ikke forstå, at nu de har knoklet hele livet, at de ikke kan få hjælp. Det havde de regnet med. De har jo aldrig mødt systemet før. Så de bliver meget hurtigt frustrerede – og mister langsomt deres identitet, som hele deres liv har været bundet op på en aktiv tilværelse, hvor de har knoklet.

Førtidspensionen mangler

I "gamle" dage gav man denne gruppe af mænd og kvinder førtidspension uden at blinke. I dag er reglerne så skærpede, at de ikke længere har tilgang til denne ordning, så derfor oplever denne gruppe, at de hænger i systemet på enten kontanthjælp eller i ressourceforløb, der trækker ud – år efter år.

Mange af dem tåler ikke at være i den position, hvor de ikke har styring og kontrol over deres eget liv, men de er autoritetstro og vant til at gøre det, de får besked på, hvorfor de hopper rundt i alle mulige forløb, som kommunen anviser. Da de oplever, at der intet kommer ud af alle disse forløb, ender de med at blive mentalt nedbrudte. De giver op. For mændenes vedkommende udløser det depression efter nogle år, for kvinderne er det ofte angst.

Ung journalist kloger sig

Jeg bliver ekstremt provokeret over at se en ung kvindelig journalist i 30'erne kloge sig på Kim Madsens bekostning. Kloge sig over, hvad han kan og ikke kan. Hvilken baggrund har hun til at kunne dømme Kim Madsen, der repræsenterer en hel borgergruppe i samfundet, der med den nye førtidspensionreform er kommet ekstremt i klemme?

Hvis journalist Katrine fra Berlingske havde startet som bypige som 12-årig, havde hun nok ikke skrevet den artikel. Fred være med hende. Hun fremstår for mig totalt ligegyldig og uvidende i sig selv som person – men at man lader hendes postulater trykke i en national avis, der udskammer Kim Madsen og den gruppe af mænd/kvinder, han repræsenterer – det provokerer mig.

Og at en ung politiker som Laura Lindahl på nationalt tv får lov til at udskamme Kim Madsen – og den gruppe, som Kim repræsenterer – og mistænkeliggøre dem, som nogle personer, der kræver og har krævermentalitet – det er så moralsk ødelæggende for alt og alle.

Jeg bliver ekstremt provokeret over at se en ung kvindelig journalist i 30'erne kloge sig på Kim Madsens bekostning. 

For skal vi nu også til at udskamme mennesker, der har knoklet sig syge – på bekostning af unge akademikere som for eksempel Katrine og Laura, der har levet og fortsat lever af de mennesker, der gør, at vores samfund kører rundt. Mennesker som Kim Madsen.

Vi skal passe på Kim Madsen – og alle de andre, der er slidt op af hårdt arbejde. De skal have muligheden for at kunne trække sig tidligere tilbage end akademikere, der aldrig kommer i nærheden af en nedslidt krop på samme måde.

Også kvinderne slides op

Og på kvindernes vegne så skulle jeg hilse og sige, at den gruppe også er der – de har gjort rent, været SOSU'er, har arbejdet i køkken/kantine eller været på fabrik.

Jeg er rystet over, at vi har en journaliststand og en presse, der tolererer personangreb på en mand, der som en af de eneste har formået at sætte fokus på den måde, systemet behandler de mennesker, der er slidt op. 

Jeg er rystet over, at politikerne i dag mangler så meget respekt overfor borgerne, at de føler sig frie til at udskamme enkeltpersoner, der selv er syge og nedslidte – og som kæmper for at oplyse resten af samfundet om de forhold, som de bydes.