Da USA og dets mange allierede for mere end to år siden begyndte krigen mod Syrien, gabte de over et større bytte, end de kunne sluge.

I de seneste par måneder har de syriske forsvarsstyrker – den regulære hær og De Nationale Forsvarsstyrker (en form for hjemmeværn) – befundet sig i tilsyneladende uimodståelig offensiv. Ifølge en nylig artikel i Der Spiegel, mener det tyske efterretningsvæsen, at de syriske styrker kan angribe de såkaldte oprørere, når det passer dem.

Taktikken har været at omringe og udsulte "rebellerne" ved at afskære deres forsyningslinjer fra udlandet. I april erobrede styrkerne det vigtige knudepunkt Otaiba øst for Damaskus, og dermed afskar de "rebellernes" forsyningslinjer fra Jordan.

"Katastrofen har ramt os. Hæren er trængt ind i Otaiba. Regimet har sat en prop i hullet for våbenforsyningerne", fortalte en kriger Reuters via Skype. Sådan skrev Reuters den 23. april.

I stigende grad er kampen blevet til en national kamp for Syriens ret til at overleve som nation.

Derefter koncentrerede man sig om byen Qusair tæt ved grænsen til Libanon. Først omringede man byen, og den 19. maj indledtes selve angrebet på byen, som nu stort set også er erobret. Dermed har man afbrudt linjen for forsyninger til "rebellerne" fra Libanon.

Alle større syriske byer ligger i det vestlige Syrien og relativt tæt på andre lande i regionen. Syriens største by, Aleppo, ligger kun omkring 50 kilometer fra grænsen til Tyrkiet, hvilket har gjort den let at angribe. Hovedstaden Damaskus ligger cirka 30 kilometer fra grænsen til Libanon og Homs ligger kun cirka 40 kilometer fra Libanon.

Den regulære hær har kun haft få problemer, når den gik til direkte angreb på "rebellerne". Men så snart et slag var overstået, de resterende "rebeller" jaget på flugt, og hæren var blevet sat ind andre steder, er "rebellerne" vendt tilbage igen. De anvender en guerillataktik, og dette blev det først muligt at imødegå, da regeringen i efteråret 2012 oprettede hjemmeværnet, hvor indbyggerne i de områder, hvor "rebellerne" var blevet fordrevet fra, blev sat i stand til at forsvare sig selv.

Rusland og Kina

I begyndelsen rejste befolkningen også sociale krav, som gav anledning til fredelige demonstrationer, men i stigende grad er kampen blevet til en national kamp for Syriens ret til at overleve som nation.

Forud for angrebet på Libyen havde Rusland og Kina undladt at stemme i Sikkerhedsrådet om det flyveforbud, som senere banede vej for Natos sønderbombninger af Libyen.

Denne fejl har man lært af, for hver gang et tilsvarende flyveforbud over Syrien har været på tale i Sikkerhedsrådet, har Rusland og Kina truet med at nedlægge veto.

Rusland har fortsat leverancerne af våben til den syriske hær. Rusland har også lovet, at det vil sende meget avancerede missiler, der vil betyde, at det snart ikke længere vil være muligt at trænge ind over Syriens luftrum, som Israel har gjort det nogle gange. Skibe, der forsøger at ilandsætte forsyninger ad søsiden, vil kunne tilintetgøres med andre missiler.

Jihadisterne

"Den syriske stat og dens befolkning angribes indirekte af USA, EU, NATO og FN og direkte af Israel", skrev redaktøren af fredstidsskriftet TRANSCEND Media Service, den 18. maj.

Antonio C.S. Rosa skrev sin beretning efter at have været deltager i en fredsmission i Syrien og Libanon. Rosa fortæller endvidere, at "landet indirekte angribes af golfstaterne: Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain, Kuwait, Omar, De Forenede Arabiske emirater og af Tyrkiet. Samt af Al Qaeda og mange forskellige grupper af jihadister, hver med deres egen dagsorden. De er rekrutteret fra 29 lande, og de bliver betalt af golfstaterne og af CIA.

Syrerne er også ramt af FN-sanktioner og af en blokade samt af en udenlandsk presse, der lyver af hjertets lyst: dæmoniserer, fortæller direkte løgne og destabiliserer landet (og ikke bare regimet.) Lejesoldaterne kæmper mod hinanden for at få fat i de penge, der kanaliseres af CIA og andre amerikanske institutioner og golfstaterne."

Rosa fortæller også, at våben smugles ind i tyrkiske ambulancer. "Bander af jihadister, bevæbnet til tænderne, invaderer Syrien fra Tyrkiet, Jordan og Libanon. Tyrkiet har åbnet sine grænser for dem, og gennem terror tvinger de befolkningen til at flygte til Tyrkiet".

Her er det "dokumenteret, at de bliver mishandlet, får deres organer fjernet (stjålet), og at børn bliver solgt til tvungne ægteskaber".

Rosa anslår, at der er omkring 50.000 udenlandske jihadister i Syrien, et tal, der svarer så nogenlunde til tal fra den tyske efterretningstjeneste, der anslår, at op imod 95 procent af jihadisterne er udlændinge.

I slutningen af april meddelte Muhariien-brigaden, som betyder emigrantbrigaden, at "vor broder Abu Aisha al Dinmarki har indfriet sit løfte om martyrium, da han faldt i en bitter kamp mellem islams helte og soldater fra regimet ved Lakakia." Abus danske navn er Kenneth Sørensen. Han konverterede til islam og Al Qaeda for en del år siden.

Landet boblede af liv

"Psykisk set", skrev Rosa, "havde jeg forberedt mig på at finde et land i ruiner, folk, der flygtede for at deres liv for bomber, tanks på gaderne, en politistat, der massakrerede sin egen befolkning, store lidelser og folk, der gik til modstand mod regeringens tropper og så videre".

Men det fandt han ikke. Hvad han derimod fandt, var "et land, der boblede med aktivitet og liv – børn på legepladserne eller på vej til skole i deres skoleuniformer, åbne markeder fyldt med mennesker, stærk trafik, busser, der kørte".

Men naturligvis, skrev Rosa også, var der mange bevæbnede personer på gaderne og checkpoint ved alle strategiske steder, men, mener Rosa, det er med til at øge folks følelse af sikkerhed.

Han fandt heller ikke noget tegn på utilfredshed med regeringen, men "folk ved bare ikke, hvorfor de bliver truet, angrebet, dræbt, torteret og så ondartet ydmyget på så mange fronter. Konceptet om krig per stedfortræder er fremmed for dem, skønt de er dets kerne".

Hans iagttagelser falder ret nøje sammen med andre deltagere i missionen - for eksempel den irske nobelprismodtager, M. Jiread Maguire.

USA har indset sit nederlag

De første tegn på, at USA var ved at erkende sit nederlag i Syrien kom den 31. januar, da man lod den daværende leder af koalitionen, Moaz al-Khatib, sprænge en politisk bombe ved at erklære sig parat til direkte forhandlinger med syriske regering.

USA lod al-Khatib komme med sit ønske om forhandlinger, dagen før et vigtigt tredages møde om sikkerhed fandt sted i München, og under selve mødet mødtes den amerikanske vicepræsident med blandt andet den russiske udenrigsminister, hvilket var den første officielle kontakt mellem de to lande om muligheden for at finde frem til en politisk løsning i Syrien.

Det begynder at haste for USA med at finde en rimelig måde at få afsluttet sit eventyr i Syrien på, inden de sidste "rebeller" er slået.

Ideen blev næsten øjeblikkelig bakket op af FN. Den er senere blevet udbygget med, at der skal holdes en international fredskonference om Syrien.

Den syriske regering har tilsluttet sig ideen om fredskonferencen på den betingelse, at et resultat af forhandlinger skal sendes ud til en folkeafstemning i Syrien, gerne kontrolleret af det internationale samfund. Man holder også fast i Syriens ret til at lade afholde valg af præsident senere.

Derimod er splittelsen hos de såkaldte oprørere større, end den nogensinde før har været. Efter et ugelangt møde i Istanbul, hvor der også deltog repræsentanter for diverse lande – USA, Frankrig, Qatar, Tyrkiet med flere – nåede man blot frem til en erklæring, der sagde, at de såkaldte oprørere kun ville forhandle, når Assad havde opgivet magten.

Men som i enhver anden krig er forhandlinger ikke afgørende, men hvad der sker på selve slagmarken. Nu har syriske forsvarsstyrker forsvaret deres land i mere end to år, og intet tyder på, at angrebet på Syrien vil lykkes.

Derfor begynder det at haste for USA med at finde en rimelig måde at få afsluttet sit eventyr i Syrien på, inden de sidste "rebeller" er slået.

Tiden for amerikansk hegemoni i Mellemøsten og i Centralasien er på vej til at være forbi. Dette kan indvarsle en ny tid i Mellemøsten.

Vagn Rasmussen er medlem af bestyrelsen for solidaritetsorganisationen STS International Solidarity, hvis nyhedsbrev – Intersol – har beskæftiget sig indgående med angrebet på Syrien.