Med tilbagevendende kriser i de kapitalistiske samfunds økonomier og en stadig mere omfattende belastning af klima og miljø som begrundelse, fremfører venstrefløjen i debatten om bæredygtighed og fremtidens klima med jævne mellemrum det argument, at hvis ikke kloden skal bukke under for masseforbrug og forurening, er det nødvendigt at afskaffe kapitalismen og bevæge sig hinsides vækstens tidsalder.

Venstrefløjens vækstkritik præges af en tanke om, at det er nødvendigt helt at afskaffe væksten som det princip, samfundenes økonomi baseres på.

Til trods for den berettigede bekymring i forhold til klima og miljø lader ovenstående argumentation imidlertid et helt centralt spørgsmål stå åbent tilbage: Hvis ikke det er vækst, hvad er det så, der skal sikre samfundenes fortsatte udvikling efter kapitalismen?

Tager man udgangspunkt i for eksempel psykologien eller biologien, forekommer vækst at være helt uomgængelig: Her er vækst selve livets grundlæggende princip. Uden individuel vækst (udvikling) går individet til grunde.

Uden vækst - intet liv

Uden formering, der også er vækst, går hele arten til grunde. Med andre ord: Uden vækst – intet liv. På denne måde udtrykker altså selv kapitalismen livets modus vivendi.

Venstrefløjens vækstkritik præges ikke desto mindre af en tanke om, at det er nødvendigt helt at afskaffe væksten som det princip, samfundenes økonomi baseres på. Problemet med en sådan argumentation er, at den ikke tager i betragtning, at det menneskelige samfund for overhovedet at kunne eksistere ligeledes forudsætter skabelsen af et overskud – altså vækst.

I forhold til kapitalismen er vækstkritikken på ingen måde forkert, men den kræver således væsentlige nuanceringer, såfremt argumenterne om alternativer til kapitalismen skal være saglige.

Som eksemplerne nævnt ovenfor peger på, gælder det altså, at såfremt livet ikke skal gå til grunde, skal der hele tiden produceres et overskud.

Merprodukt og merarbejde

Dette overskud, der i biologisk forstand produceres i selve formeringen, kan i samfundsmæssig henseende (altså i økonomien) også kaldes et merprodukt og den menneskelige indsats for at fremstille dette et merarbejde.

Merarbejdet er det menneskelige samfunds hemmelighed. Det menneskelige samfund skaber i kraft af merarbejdet et overskud, der akkumuleres, investeres, distribueres og forbruges. I dyreverdenen er det kun ynglen, der nyder godt af overskuddet, men i det menneskelige samfund er alle potentielt nydere alt efter deres placering i samfundet.

I historisk tilbageblik tog dette overskud med landbrugets indførelse væsentligt form af materielle ting, korn og infrastruktur, hvilket muliggjorde en betydelig befolkningstilvækst, men indtil da – og vi taler om måske en million år – blev overskuddet i al væsentlig grad investeret i en kulturel udvikling, der løftede mennesket og dets hjerne ud af dyreriget og skabte komplicerede sociale strukturer med stort åndeligt indhold.

Vækstens karakter

Med den industrielle revolution, der i løbet af få hundrede år øgede befolkningstallet og den materielle varemængde udover, hvad kloden kan bære, er ironien selvfølgelig til at tage og føle på: Nu er væksten ikke længere midlet mod samfundenes stagnation men tværtimod den ypperste hjælper af de menneskelige samfunds mulige (og måske nært forestående) sammenbrud. Derfor den begrundede vækstalarm.

Men her må man huske på, at vækst imidlertid ikke bare er vækst. I biologien skelner man for eksempel mellem r-vækst og K-vækst. Den første er den vækst, man finder hos torsk. De producerer en million unger og håber, at nogle få overlever på livets grumme konkurrencemarked ("survival of the fittest").

Den anden er den vækst, man finder hos elefanter. De producerer kun en enkelt unge, men investerer en masse merarbejde i at beskytte og udvikle det lille dyr til modenhed.

Et par eksempler

Principperne genfindes også i de menneskelige samfund. For eksempel er gratisaviser produceret i store mængder og kastet ud over gader og buspassagerer et eksempel på den ene, mens den lille, dyre nicheavis, der når sin læser med bud, er et eksempel på den anden.

Ser man på selve indretningen af samfundet kan man endvidere sige, at konkurrencestaten er et eksempel på den ene og velfærdsstaten et eksempel på den anden.

Hvad angår den nuværende situation, så udtrykker kapitalismen altså en r-strategi og med den neoliberale konkurrencestat en rigtig primitiv, neo-darwinistisk en af slagsen. Og det er denne vækst, der truer kloden – ikke vækst som sådan.

Der er al mulig grund til at kritisere kapitalismen og dens ødelæggende vækstform, men det er ikke selve vækst som samfundsbærende princip, der udgør et problem.

Enhver saglig vækstkritik må således baseres på den indsigt, at vækst og bæredygtighed ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden.

Vi kan med andre ord ikke få nok vækst af den gode slags: K-vækst, der investerer langsigtet i bæredygtig produktion, og som sikrer samfundets fortsatte udvikling uden at udplyndre naturen; en vækst, der tager hånd om den enkelte i sin egenskab af samfundsborger og udvikler kultur og åndelighed i stedet for at fylde klodens sparsomme rum op med overflødige materielle ting og medfølgende forurening.

Al magt til væksten, den gode!