Nogle vil indvende, at fascismen aldrig har været væk. Og helt væk har den aldrig været. Fra mellemkrigstiden, hvor den var den fremherskende regimeform, og til dens nedkæmpelse i Anden Verdenskrig frem til vore dage, hvor den er kommet igen som nye, autoritære højrepartier med apartheid som mærkesag.

Der findes et nationalistisk, autoritært og antidemokratisk, antisocialistisk højre. Fascismen er en del af dette.

Fascismens mål var og er at nedkæmpe arbejderklassen og dens partier, indførelse af et autoritært diktatur og erobring af kolonier via imperialistiske krige.

Fascismen gennemtrænger samfundet ude fra det politiske system og indefra i statsmagtens greb om civilsamfundet og de rettigheder, der er omkring dette. 

Den institutionelle fascisme

Mellemkrigstidens fascisme udløste Anden Verdenskrig. Fascismen blev nedkæmpet af en alliance mellem det socialistiske Sovjet og de liberale demokratier i USA og Storbritannien. Det afløstes af en kold krig mellem en kapitalistisk og en socialistisk verden. Og en systemkonkurrence om at opbygge velfærd for befolkningerne.

De borgerlige partier indgik et kompromisdemokrati med Socialdemokratiet, og velfærdsstaten blev gradvist udbygget. Det byggede på ”borgfred” og postulerede, at klassekampen var afløst af fælles interesser. At nationen var det vigtigste, som alle måtte bøje sig for. Denne forestilling om den ”samarbejdende” stat, den korporative stat, har rod i konservatismen og ikke mindst i den italienske fascisme. Men den vandt også genklang i Socialdemokratiet.

Men fra 70'erne løb kapitalismen ind i en række kriser, og ”velfærdsstaten” blev gradvist afviklet. Det politiske demokrati blev reduceret og indskrænket.

Kriserne betød høj arbejdsløshed, som blev forstærket af indførelse af ny teknolog, som skubbede endnu flere ud af arbejdsmarkedet. Det mere intensive arbejdsmarked nedsled flere mennesker, som så også gled ud af arbejdsmarkedet.

Der skete en generel deklassering af arbejderklassen og dele af middelklassen. Hertil kom en indvandring, som ikke blev integreret i samfundet, men gled ned og blev en del af en voksende underklasse. Sammenhængskraften i samfundet brast, og tilliden til det politiske system faldt. Det nye højre vandt frem.

Det nye højre

Det nye højre var autoritært, nationalistisk og racistisk, havde i sin kerne de overleverede rester fra 30'ernes fascisme.

De nye partier lancerede en hård linje, som skulle opfange og udnytte de fordomme og forestillinger, der var i samfundet. Deres største effekt i starten var, at de fik de traditionelle højrepartier til at overtage deres mærkesager. Moderere sprogbrugen og høste vælgergevinsten. Men siden indpassede de deres fremtræden, så den blev ”stueren”, og partierne voksede som protestpartier på højrefløjen.

Fremskridtspartiets transformation over i Dansk Folkeparti er ganske karakteristisk. Lige så sigende er Socialdemokratiets afstandstagen under Nyrup, ”De er ikke stuerene”, og Mette Frederiksens nylige accept og tilslutning til Dansk Folkepartis diskriminerende politik.

Det er ikke Dansk Folkeparti, som er blevet stuerent, men Socialdemokratiet der har møjet sig til.
 
Der findes et nationalistisk, autoritært og antidemokratisk, antisocialistisk højre. Fascismen er en del af dette. De svømmer rundt i samme reaktionære sump. Men fascismen skiller sig ud på tre måder: 

• Deres måde at organisere sig på.
• Deres rod i den deklasserede middelklasse.
• Og deres formål med at tage magten.

Deres mål er at nedbryde arbejderklassen og dens organisationer, som er deres vigtigste modstandere, og rulle de rettigheder tilbage, som arbejderklassen har tilkæmpet sig.

Kampen mod fascismen

Kampen mod fascismen kræver, at der opstilles et klart alternativ til kapitalismen. De steder, hvor der i dag fremstår et anti-establishment-alternativ til venstre, reduceres højrepopulismens tiltrækningskraft.

En enhedsfront er nødvendig. Fascismen kan ikke bekæmpes af venstrefløjen alene, men kun af en enhedsfront i arbejderklassen bestående af såvel venstrefløjen som reformistiske partier og især fagforeninger.

Det er på tide at organisere en bred modstand mod den fascisme, som vinder frem både politisk og indefra statsapparatet.

Fascismen optræder som et politisk parti/bevægelse i flere og flere lande. Den bruger de kapitalistiske kriser og indvandringen til at vinde politisk fodfæste, og i mange lande har den fremgang.

Terroraktioner og trusler om samme bruges til at afvikle eller reducere retsstaten og de individuelle rettigheder. Krigspropagandaen bruges til at undertrykke information. Fascismen øver sit tryk på den demokratiske stat og vil afvikle den og omforme den til sit eget formål.

Gentager historien sig?

Der er mange ligheder med fascismen i 1930'erne – men også forskelle.

Fascismens massebasis skabes via medierne, som så udnyttes politisk. Indtil nu er arbejderklassens organisationer blevet forskånet for politisk vold. Men arbejderklassen og dens organisationer er også svækket i kampkraft i forhold til 30'erne.

Socialdemokratierne har indordnet dem under den korporative stat. Så de bliver måske fredet og er brugbare til at integrere arbejderklassen under kapitalismen.

Det er på tide at organisere en bred modstand mod den fascisme, som vinder frem både politisk og indefra statsapparatet.