Så blev der igen samlet ind til verdens fattigste i udviklingslandene, da DR for niende gang afholdt Danmarks Indsamling. Denne gang under overskriften "Uretfærdighed".

Og der var god grund til at gribe til lommerne, for der er uretfærdigheder nok at kaste sig over i verden. En af de største uretfærdigheder, når vi taler om udviklingslandene, er imidlertid den daglige udplyndring af det afrikanske kontinent.

I årtier har det dominerende billede af Afrika i danske medier været et billede af et fattigt og hjælpeløst kontinent, afhængigt af vores almisser. Men det billede stemmer ikke overens med virkeligheden.

Selvom rigtig mange mennesker i Afrika er fattige, er kontinentet et af de rigeste i verden, når det kommer til naturressourcer.

For selvom rigtig mange mennesker i Afrika er fattige, er kontinentet et af de rigeste i verden, når det kommer til naturressourcer. På trods af, at kun 15 procent af klodens befolkning bor i Afrika, råder kontinentet for eksempel over 95 procent af verdens platin, 51 procent af verdens kobolt og 65 procent af verdens diamantproduktion.

Nye tal fra den engelske organisation Global Justice viser, at mens Afrika hvert år modtager 198 milliarder kroner i udviklingsbistand, overføres der mere end seks gange så meget, eller hvad der svarer til 1200 milliarder kroner, fra de afrikanske lande til multinationale selskaber og lande i den rige del af verden.

Afrika hjælper os

Disse penge forsvinder ud af Afrika som konsekvens af en blanding af vestlige virksomheders skatteunddragelse og ulovlig udplyndring af naturressourcer, unfair handelsvilkår og udgifter forbundet med klimaforandringer forårsaget af den rige del af verden.

Uanset hvor mange penge, der rejses ved indsamlingen, er det derfor i realiteten nærmere Afrika, der hjælper os i den rige del af verden og ikke omvendt.

Tager vi for eksempel spørgsmålet om sult, har vi i årevis fået fortalt, at der ikke er mad nok i Afrika til at brødføde befolkningerne, og der derfor er brug for vores støtte. For helt ned til 30 kroner om måneden kan man mætte en afrikansk familie og hjælpe den ud af fattigdom, lyder det ofte i NGO-kampagner.

Vores velgørenhed er således nødvendig, fordi de afrikanske lande ikke selv har ressourcegrundlaget til at understøtte befolkningernes basale behov. Men det er faktisk ikke rigtigt.

En af de største uretfærdigheder, når vi taler om udviklingslandene, er den daglige udplyndring af det afrikanske kontinent.

Det er korrekt, at der er rigtig mange mennesker over hele verden, der sulter, og særligt i Afrika. FN estimerer, at 805 millioner mennesker ikke får nok at spise. Det er også rigtigt, at over to tredjedele af befolkningerne i Afrika syd for Sahara ikke har adgang til elektricitet, og at næsten 40 procent mangler rent vand.

Men denne mangel på helt basale nødvendigheder skyldes ikke, at der ikke er nok mad, energi eller vand at dele ud af. Det skal derimod forklares med en helt skæv fordeling af ressourcerne.

FN’s fødevareprogram estimerer, at der i dag produceres mad nok i verden til at brødføde 12 milliarder mennesker. Samtidig er flere af de afrikanske lande, hvor de færreste har adgang til elektricitet, nogle af de lande, der begavet med de største energiressourcer. I det olierige Nigeria har mere end halvdelen af befolkningen for eksempel ikke adgang til elektricitet.

Uretfærdig ressourcefordeling

Den uretfærdige fordeling af ressourcer udspringer af en uretfærdig fordeling af magt, hvor en håndfuld multinationale selskaber har sat sig på kontrollen over blandt andet fødevaresystemet. I dag kontrollerer ti globale landbrugsvirksomheder således 75 procent af produktion af sædekorn, 55 procent af gødningsproduktionen og 95 procent af pesticidproduktionen.

Fattigdomsbekæmpelse handler derfor ikke bare om at sikre folk et par kroner ekstra at leve for om dagen. Det er et spørgsmål om at fordele kontrollen over de ressourcer, der er nødvendige, for at almindelige mennesker selv kan sikre sig et ordentligt liv med adgang til mad, vand, husly, sundhedsvæsen og så videre.

Modsat hvad vi gang på gang bliver fortalt, kan vi ikke udrydde fattigdom i udviklingslandene, så længe en lille elite rager enorme rigdomme til sig på bekostning af det store flertal.

De mange bidrag, der er indsamlet ved Danmarks Indsamling, gives utvivlsomt med et håb om, at pengene kan være med til at udrydde fattigdom i udviklingslandene. Men med de økonomiske strukturer og den ulige magtfordeling, udviklingslandene er underlagt, kan vi desværre se frem til rigtig mange års indsamlinger endnu, før det kan blive en realitet.

Det er derfor ikke nok, at vi alle giver et bidrag. Det er også nødvendigt at stille krav til vores politikere om at gøre op med de regler, der tillader en forsat udplyndring af udviklingslandene, og som er med til at fastholde millioner af mennesker i fattigdom.

Det er strengt nødvendigt, hvis vi skal gøre op med verdens største uretfærdighed, nemlig den forsatte udplyndring af Afrika.