Den, der er stærk, kan erobre verden. Derfor er det også fristende at bruge sin styrke til at udvide nationale territorier eller indflydelsessfærer. Det var denne fristelse, Hitler var grebet af, da han den 1. september 1939 invaderede Polen.

Men angrebet førte straks til, at Frankrig og Storbritannien erklærede Tyskland krig. De mente, de var rustet til at standse den tyske hersker. Men også de regnede forkert, for de tabte slaget om Europa, og tyske tropper besatte Holland, Belgien og store dele af Frankrig.

I juni 1941 fortsatte Hitler sine planer om at skabe et kolonirige i lighed med det flere andre europæiske magter havde rådet over i århundreder. Han kaldte marchen mod øst for operation Barbarossa – invasionen i Sovjetunionen var i gang.

Det var en ny fase i krigen, som udviklede sig til en verdenskrig. Frygtelige våben og metoder blev brugt, tæppebombning af civilbefolkningen, en brutal ubådskrig og til sidst det grusomste af alle våben – atombomben. Krigens ofre talte i hvert fald 50 millioner mennesker, børn som voksne.

Soldat efter freden

Det var ikke kun under krigsoperationerne, folk led. Da freden endelig kom, fortsatte lidelserne i form af sult og mangel på simple fornødenheder. Deres hjem var smadret, familielivet ødelagt, forældre havde mistet deres sønner, koner deres mænd og børnene deres far. Mange af dem, der vendte hjem i live, var invaliderede eller traumatiserede.

1947 blev jeg selv indkaldt til militærtjeneste og sendt til Tyskland med den Norske Brigade, som var stationeret i den britiske okkupationszone. Det meste af tiden lå vi i Husum i Slesvig Holstein, men deltog i forskellige manøvrer, blandt andet på Lüneburger Heide.

På vej derned kørte vi gennem det krigshærgede Hamburg. Det var en rystende oplevelse. Vi kørte time efter time gennem beboelseskvarterer, eller rettere sagt tidligere sådanne, hvor alt var smadret. Jeg førte en fem tons lastbil og havde svært ved at koncentrere mig.

Civilbefolkningen var ofre - bevidst tæppebombning. Var det virkelig nødvendigt?

Krig er krig, og naturligvis er det nødvendigt at nedkæmpe fjendens krigspotentiale. Men her var det civilbefolkningen, der var ofre. Det var bevidst tæppebombning. Var det virkelig nødvendigt?

Jeg kunne godt forstå argumenterne. Civilbefolkningen er soldaternes bagland, den nødvendige del af logistikken, som det så smukt hedder. Det er disse "uskyldige civile", som producerer djævelskabet, kanonerne, sprængstofferne og de flyvemaskiner, som smider bomberne.

De sørger også for transporten til gerningsstedet. Og det er det, der gør krigen så brutal og meningsløs - vi bliver alle trukket med: Gamle mænd, kvinder og børn. Al den snak om børnesoldater i Afrika, kan de godt spare sig…

De voldsomme indtryk distraherede mig, og ved et øjebliks uopmærksomhed snertede bilens forhjul en af de smadrede betonklodser. "Nu må vi snart være forbi det værste", tænkte jeg, men vi kørte kilometer efter kilometer, og det syntes aldrig at høre op.

Mursten og betonbrokker var kun nødtørftigt ryddet til side, så trafikken kunne fungere. Her og der var bygningernes fundamenter bevaret. Rester af det, der engang havde været menneskeboliger, stod med gennemhullede facader som en skrigende anklage mod os, der stadig var levende.

Foragt for krig

På en eller anden måde var vi vel alle skyldige i barbariet gennem vort had til fjenden, sympatier og holdninger. Det var et resultat af det menneskelige vanvid, som krig er.

Hist og her dukkede der mennesker op af ruinerne, en radmager ældre mand med bar overkrop, en barbenet kvinde med flossede klæder eller en ung mand med to stokke og ét ben, Og der var blege børn med sløve blikke, stirrende apatisk efter den militære kolonne.

Det var i min soldatertid, jeg begyndte at foragte selve krigen. Hidtil havde jeg nærmest set på krig som et resultat af en ond magts syge tanker om erobring af fremmede lande og undertvingelse af andre folk. Der var helte og skurke - og det er stadig det herskende billede i medierne og den psykologiske krigsførelse.

Disse oplevelser fra min soldatertid har præget min opfattelse af krig. Det er svært at finde eksempler på, at væbnet magt har forhindret værre katastrofer for menneskene end selve krigen og de lidelser, som er dens sikre følgesvend. Også længe efter at freden har afløst galskaben.

Jeg kan godt forstå folks fortvivlelse over den permanente nød og ydmygelse i fattige ulande, hvor døden nærmest er en befrielse. Hvor sult og sygdomme præger underklassen, hvor kun et systemskifte kan skabe tålelige vilkår. Så ville jeg selv formentlig hellere dø i kamp end leve i ekstrem fattigdom.

Sømand i verden

Som ung sømand sejlede jeg meget på Fjernøsten, blandt andet Indien. Her oplevede jeg ulandene og underklassens totale fornedrelse. Det var umuligt at lade være med at reflektere over de fattiges ulykkelige situation, og hvorfor denne tilstand lod til at skulle vare i al evighed.

Og i kølvandet på denne elendighed, fulgte nødens symptomer i form af korruption og kamp for tilværelsen. Straks skibet var forankret på reden i Bombay, entrede kvaksalvere, handelsmænd og smuglere om bord i båden for at sælge noget eller gøre dig tjenester, som kunne bidrage til deres overlevelse.

Havde sømanden glemt sit pas, når han skulle gennem havneporten, vinkede vagtmanden ham forbi, straks der blev rakt ham en pakke cigaretter. Og uden for porten kæmpede rickshaw-boyene om at køre den velstående vesterlænding videre op i byen, og helst så langt og længe som muligt.

Imens sværmede tiggerunger frem fra gader og stræder med udstrakte hænder og bedende blikke. Magre og syge så de ud, man væmmedes og ynkedes over dem på en gang, og som fremmed blev man næsten bange. Gav man en mønt væk, dukkede straks en skare op for at få sin del af byttet.

Gaden selv var en chokerende oplevelse. Her lå de boligløse i rækker så langt øjet kunne nå. Nogen havde et tæppe under sig, andre lå på de hårde brosten, de fleste med tøj på, men der var også adskillige, der lå halvnøgne eller med en laset klud omkring lænderne.

Det er umuligt at være vidne til disse menneskers situation, uden at tænke på de kolossale resurser, der går til spilde i krigshandlinger. 

Det er umuligt at være vidne til disse menneskers situation, uden at tænke på de kolossale resurser, der går til spilde i krigshandlinger. Jordens muligheder for produktion af fødevarer, forrådet af mineraler, brændstoffer med videre er jo trods alt begrænsede.

Hvis krige og militær­budgetter skal blive ved med at sluge så store dele af jordens resurser, vil ulandene aldrig kunne udvikle en rimelig levestandard. Bare for at leve som en almindelig dansker, skal vi bruge 4,4 jordkloder. For at opnå den levestandard, som en fattig filippiner har, kræves der godt én jordklode.

Nye kriges fråds

Når vi kender disse tal, burde det være en selvfølge, at vi må stoppe udplyndringen af vores planet med krige og ødselt overforbrug. Vi må lære at leve i fred med hinanden og undgå fråds.

Uanset om vi lægger mest vægt på de lidelser, som krig påfører menneskene i form af død og lemlæstelse, eller misbruget af jordens resurser, er militære midler forkastelige, bortset fra deciderede fredsmissioner. Erfaringerne er gang på gang, at væbnede aktioner skaber flere ofre og ødelæggelser end forbedringer.

De væbnede oprør for at gennemtvinge et "arabisk forår" er ingen undtagelse. Ikke meget tyder på, at araberne er modne for demokratiske ændringer i vestligt regi, eller ønsker vores version.

Fra Irak går der næppe en dag uden meddelelser om nye massakrer. I Libyen er befolkningen splittet op, og lokale militser terroriserer landet. Den velfærd og det skolesystem, der var blandt Afrikas bedste, er hårdt ramt.

Diktatorer er ikke nødvendigvis bare onde, som de gerne fremstilles herhjemme, og styreformer med centraliseret magt har lange traditioner i Mellemøsten. Vist findes der reaktionære eneherskere, men også progressive. Desuden er forudsætningerne for demokratiet, at befolkningen er højt oplyst, har udviklet en moderate holdning i religiøs henseende og nyder en rimelig levestandard.

I Syrien fortsætter krigen på tredje år med frygtelige lidelser for befolkningen. Det er et forsøg på regimeskift ved hjælp af vold. Også her er Vestmagterne dybt involveret. Også her argumenteres der med, at tyrannen må væk.

Også her glemmes det, at den mest blodige, hensynsløse og grusomste af alle terrorhandlinger er selve krigen. Hvad hjælper det, at vi kæmper for det gode, når vi gør det med midler, som sætter de pågældende lande år tilbage i udviklingen?

En ny ånd?

I øvrigt spiller strategiske og geopolitiske årsager en afgørende rolle i alle krige, selv om det ikke fremgår af Vestens argumenter.

Vi som husker Anden Verdenskrig har en anden tilgang til krig end efterkrigstidens generationer. Sådan oplever i hvert fald jeg det. Efter den blodige, seksårige vandalisme i 40'erne herskede en helt anden ånd, end den der igen er fremherskende. Vi var så tæt på grusomhederne.

Den gang var alle optaget af, at det aldrig måtte ske igen. Jævne mennesker talte om det, aviserne skrev om det, og verdens toppolitikere fandt sammen og lovede fredelige konfliktløsninger. Snart blev De Forenede Nationer oprettet med dette formål som grundlæggende princip.

Men ånden er igen en anden. Nu tales der om, at vi må engagere os. Vi må deltage i kampen mod det onde! Vi må ikke standse ved det arabiske forår. Tænk også på Afrika. Verden kalder på os, og væbnet magt kan være nødvendig. Glemt er alt om FN's principper. I hvert fald er de stærkt nedtonede.

Militære løsninger er altid fristende for den, der er stærkest. Så får man jo sin vilje – tror man…