Vi tager ytringsfriheden som en selvfølge her i landet, skønt den ofte blot er pressens frihed til at bringe objektivt forkerte oplysninger og forhindre, at de bliver tilbagevist.

Lad mig dokumentere med to eksempler, som begge stammer fra Politiken i efteråret og handler om Sigmund Freud, der er en af vor kulturs vigtigste tænkere og samtidig disse års store prügelknabe af den primitive grund, at de færreste af hans kritikere overhovedet har læst ham.

Politiken publicerede således den 30.september 2011 en stort opsat artikel af kommentatoren Barbara Læssøe Stephensen, som mener, at Freud opfattede kroppen som en sexmaskine, samt at han står bag ethvert af tidens seksuelle amokløb fra viagra til sex for åben skærm i Paradise Hotel.

Hun spørger, om ikke Karen Blixen, H. C. Andersen og Søren Kierkegaard levede "rige og betydningsfulde liv", selv om de gav afkald på sex.

Hendes uvidenhed om Freud er så massiv, at hun refererer ham for det stik modsatte af, hvad han stod for. Freud mente bestemt ikke, at kroppen er en ekshibitionistisk sexmaskine, og han levede selv i cølibat de sidste cirka 35 år af sit liv.

Sit mål med psykoanalysen formulerede han i dette moto: "Psykoanalysen lærer os at frisætte drifterne – og at beherske dem."

Men denne elementære viden om Freud må Politikens læsere ikke få at vide. De får derimod en af disse års værste klichéer om Freud bekræftet, nemlig at han havde sex på hjernen.

Annonce for kognitiv psykoterapi

Og det er lige så slemt, når to chefpsykologer, Nicole K. Rosenberg og Irene Oestrich, bruger Politikens kronik (den 25. september 2011) til en slet skjult ansøgning til politikerne om kun at støtte den kognitive terapi og til patienterne om kun at vælge kognitive psykologer.

Kronikken er samtidig en afvisning af psykoanalysen og den psykodynamiske terapi med en antydning af, at disse Freud'ske retninger ikke er "evidensbaserede" – hvilket er rent sludder.

Rosenberg & Oestrich kalder mig romantiker, fordi jeg har givet udtryk for, at samtaleterapi på et psykodynamisk grundlag så langt er at foretrække for den medicinske overdosering, som finder sted på mange psykiatriske hospitaler.

Normalt ville jeg opfatte det som en kompliment at være romantiker, men sådan er den næppe ment, når de samtidig konstaterer, at jeg er "filmmand", og derfor tager mig til indtægt for alskens filmiske fremstillinger af terapeut-patientforholdet.

Argumentationen svarer til, at når hverken morlille eller stenen kan flyve, må morlille være en sten. Hvis de kendte lidt til mit arbejde, ville de vide, at jeg altid har været stærkt kritisk over for den måde, psykoanalysen fremstilles på i specielt Hollywood-film. Men det må Politikens læsere heller ikke få at vide.

Psykoanalyse på film

Men i øvrigt findes der jo vitterligt film, som på et højt kunstnerisk og fagligt nivau har beskæftiget sig med psykiatriske problemstillinger, således Ken Loach's Family Life, Robert Rossens Lilith og senest den amerikanske tv-serie In Treatment.

Det er intet mindre end en skandale, at dansk tv har undladt at vise denne fremragende serie – især i betragtning af hvor mange underlødige serier tv spiser os af med.

På en række punkter tager de kognitive psykologer grueligt fejl i deres vægtning af den kognitive terapi på bekostning af psykoanalysen. De finder det uinteressant at søge til de psykiske lidelsers rødder, sådan som psykoanalysen gør, og siger, at patienterne "ikke kan klare sig med fortolkninger".

Nu er psykoanalysen jo meget andet end fortolkninger. Den går også ud på, at man lytter til og forstår de sindslidende, hvad de har et stort behov for. Freud fandt det nytteløst at fortolke, før patienten var rede til at begribe fortolkningens rigtighed – eller endda selv fandt frem til den.

Men det er et tilbageskridt til tiden før Freud, når de kognitive terapeuter i disse år lægger tolkninger for had. Vi får det faktisk alle sammen bedre af at blive klogere på vore lidelser

"Uomgængelig"

Når de to chefpsykologer kalder den kognitive terapi "uomgængelig" for en lang række anførte lidelser, tager de enhver faglighed ud af kronikken og forvandler den til en annonce.

Kognitiv psykoterapi kan være udmærket til visse lidelser, men det kan jungiansk terapi, religion, hypnose og Minnesotakur også, uden at de af den grund er "uomgængelige". Hvis noget er "uomgængeligt" i denne sammenhæng, så er det, at Freud var den første til at opfatte samtalen som helbredende.

Politiken er med til – ikke som en bevidst holdning, men som følge af uvidenhed og meningscensur – at fremme den kognitive terapi som statsreligion. Det er ikke sundt for den offentlige meningsdannelse.

Da Politiken engang hævdede, at Rainer Werner Fassbinder havde begået selvmord, nægtede debatredaktionen også at optage et dementi. Da jeg så dementerede denne absurde historie i Information, blev den citeret af den finurlige J. B. Holmgaard i hans faste spalte i Politiken. Tør man håbe, at nogen på Politiken også vil citere denne artikels dementier?

Christian Braad Thomsen har skrevet Freud-biografien Sigi erobreren (1984) og har redigeret et to-binds udvalg af Freuds breve (1997).