"Opret en jødisk stat med det samme, selvom den ikke omfatter hele landet. Resten kommer til senere!" (citat fra 1937 af Ben Gurion, zionistisk leder og Israels første premierminister.)

Ifølge israelsk historieskrivning var årsagen til Israels angreb i juni 1967, at Israel følte sig truet af de arabiske landes oprustning. Men det passer ikke, mener den israelske historiker Ilan Pappé (Ten Myths about Israel, 2017).

De sultestrejkende fangers udholdenhed og den internationale solidaritet har rystet det israelske magtapparat og presset det til at give en række indrømmelser.

Dokumenter viser, at en magtfuld zionistisk lobby inden for israelsk militær og regering - anført af Moshe Dayan og Yigal Alon - gennem lang tid havde pønset på at overtage Vestbredden og Gaza - som led i zionismens mål: Mest muligt palæstinensisk jord og færrest muligt palæstinensere.

Bortset fra Østjerusalem, som Israel i strid med folkeretten annekterede i juni 1967, og som blev underkastet civil lovgivning, så blev Vestbredden og Gaza ikke annekteret af Israel, men underkastet militær besættelse og lovgivning.

Når Israel ikke annekterede Vestbredden og Gaza, skyldtes det demografiske årsager. En annektering ville nemlig have betydet at palæstinenserne kom til at udgøre flertallet af befolkningen. Tankegangen bag besættelsen var, at når tiden var moden skulle hele området lægges ind under Israel.

'Fredsvilje' dækker over besættelse

Det var – ifølge Ilan Pappe – efter 1967, at Israel indledte sin fredsstrategi, selv om landet reelt ikke ønsker fred. Formålet med fredsstrategien var at fremstå demokratisk, samtidig med at man ekspanderede geografisk - i form af bosættelser, mure, checkpoints og så videre.

Israels 'fredsvilje' bruges af dets allierede i USA og EU som begrundelse for ikke at indføre sanktioner mod Israel - trods landets utallige forbrydelser mod palæstinenserne: apartheid, massedrab på palæstinensere i Gaza, nedskydning af stenkastende børn og unge.

Bortset fra Oslo-aftalen er de mange fredsplaner strandet, som regel fordi Israel bevidst satte en kæp i hjulet på dem. Det kunne ske ved at beskylde Arafat og PLO for terrorisme eller ved at likvidere Hamas-ledere og dermed presse Hamas til gengældelsesangreb. Hvorved der i offentligheden skabes et billede af, at det er palæstinenserne, som ikke ønsker fred.   

De arabiske landes nederlag til Israel i juni 1967 var et chok for den palæstinensiske befolkning og et slag i ansigtet på den arabiske nationalisme (panarabismen), som især Egyptens præsident Nasser var eksponent for.

Befrielsesbevægelsen vokser frem

Palæstinenserne indså, at de ikke kunne regne med, at de arabiske lande ville befri Palæstina, men at de selv måtte stå i spidsen for befrielseskampen. Dette var baggrunden for den stærke vækst i palæstinensisk nationalisme og for dannelsen af et stort antal palæstinensiske fedayin-grupper efter juni 1967.  

Den palæstinensiske nationalisme blev af USA betragtet som en trussel mod imperialismens hegemoni i Mellemøsten. USA indgik derfor i stadig tættere samarbejde med Israel og de reaktionære arabiske stater, samt shahens Iran og Nato-alliancepartneren Tyrkiet

Formålet med fredsstrategien var at fremstå demokratisk, samtidig med at man ekspanderede geografisk - i form af bosættelser, mure og checkpoints.

De nye fedayin-grupper var præget af det ungdomsoprør, som i slutningen af 1960’erne fejede hen over verden og på ny satte marxismen på dagsordenen. Ligesom de var præget af den algeriske befrielseskamp, vietnambevægelsen og den cubanske revolution, som overbeviste dem om, at væbnet kamp var vejen til befrielse. 

Den stærkeste af de venstreorienterede fedayin-grupper var PFLP  - the Popular Front for the Liberation of Palestine, der blev dannet i december 1967, og hvis strategiske mål er en sekulær demokratisk stat i hele det historiske Palæstina.

Ved siden af PFLP voksede andre grupper frem, nogle tilknyttet Syrien (Sa’iqa, PFLP-General Command), andre tilknyttet Irak (Arab Liberation Front), mens PFLP, DFLP (brudt ud af PFLP i 1969) og Arafats Fatah blev kaldt de uafhængige fedayin-grupper.

I 1969 overtog fedayin-grupperne kontrollen med PLO, The Palestinian Liberation Organization, som i 1964 var blevet dannet af Den Arabiske Liga for at sikre sig kontrol med den palæstinensiske nationale bevægelse.

I årene, der kom, kæmpede fedayin-grupperne mod den israelske besættelse fra Palæstina, Jordan, Libanon og Syrien. Og spillede en vigtig rolle i både 1987-intidadaen og 2000-intifadaen. Der har de senere år været flere tilløb til en ny intifada.

Sultestrejke fører til sejr

Vi har for nylig set flere af de nævnte palæstinensiske organisationer - med Fatah og PFLP i spidsen - gå til kamp  mod besættelsesmagten inde bag de israelske fængslers mure. De sultestrejkende fangers udholdenhed og den stærke internationale solidaritet har rystet det israelske magtapparat og presset det til at forhandle (i sig selv en sejr) og give en række indrømmelser.

Den  langvarige sultestrejke demonstrerer, at palæstinensernes kamp imod den israelske besættelse fortsætter - inden for fængselsmurene og udenfor. 

Junikrigen i 1967 var en militær sejr for den zionistiske stat Israel, men da den førte til den væbnede palæstinensiske revolution, kaldes junikrigen undertiden for Israels pyrrhus-sejr.