Venstre vil have skattelettelser. Dansk Folkeparti vil have stramninger på udlændingepolitikken. Kan de mødes om en ny finanslov?
Livø blev i 50 år anvendt som internat for kriminelle, åndsvage mænd. De utugtige, moralsk åndsvage kvinder blev sendt til Sprogø.
DF ser gerne flygtninge interneret i store statslige centre. Flygtninge skal ikke længere undervises i dansk men udelukkende undervises i deres modersmål.
Flygtningebørn skal trækkes ud af folkeskolen og undervises på deres eget sprog på centrene. De skal heller ikke hverken i arbejde eller uddannelse, hvilket i høj grad går imod nuværende praksis, hvor alle så hurtigt som muligt skal integreres i det danske samfund.
Det med de store centre kunne udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg godt være med på. Hun vil endda gå så langt som at anbringe dem på en øde ø, indtil de kan hjælpes tilbage til deres respektive hjemlande.
Klogt tænkt og det er jo genkendeligt. Og vi har jo rigtig mange herlige små øer her i Danmark. Livø for eksempel blev i 50 år anvendt som internat for kriminelle åndsvage mænd. De utugtige, moralsk åndsvage kvinder blev så til gengæld sendt til Sprogø.
I øvrigt er centre også et meget mere tiltalende ordbrug. Lejre er forslidt og giver associationer til store grufulde interneringslejre fra Anden Verdenskrig.
Med i forhandlinger om en ny finanslov er hjemsendelse af 4200 syrere, som har fået tildelt midlertidig beskyttelse i Danmark. Denne gruppe af flygtninge, overvejende kvinder og børn, skal vente tre år på familiesammenføring, fordi de ikke er individuelt forfulgte.
Herregud, de er såmænd bare flygtet fra krige. Krige som de vestlige lande for en stor del har været indblandet i. For eksempel i Syrien Afghanistan, Irak, Somalia, Egypten og Libyen.
Antallet af klimaflygtninge vil stige dramatisk de kommende år. Temperaturerne i det varme Mellemøsten og Nordafrika stiger nu hurtigere, end man ellers havde regnet med. Temperaturer, som stiger, er skabt af forurening, som vi i den vestlige verden også har stor andel i.
Et Fort Danmark i et større Fort Europa. Her kan vi så sidde trygt og rart bag gitterportene og være godt beskyttet mod horderne af mennesker, der flygter fra krig, sult og naturkatastrofer.
Folk der flygter og migrerer, er ikke noget nyt fænomen. Mennesker har gennem alle tider vandret. Både af sult og nød men også for at opdage og udforske verden. Det kan ikke forhindres med fredelige midler.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278