09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ø-opstilling vil styrke den samlede EU-modstand

Ø-opstilling vil styrke den samlede EU-modstand

Den primære gevinst ved at Enhedslisten stiller op er, at vi så langt mere effektivt kan udfordre SF i kampen om de EU-kritiske vælgere.

I Arbejderen den 25. februar stiller Jan Vogel en række spørgsmål til Enhedslistens medlemmer om opstilling til EU-valg. Jeg kan af gode grunde ikke svare på alle medlemmers vegne, men forhåbentlig vil de fleste af de, som går ind for at Ø skal stille op, føle sig dækket ind af mine svar.

Vi forestiller os et godt samarbejde både under og efter en valgkamp. Det gik fint i afstemningen om retsforbeholdet. Det, at vi begge var repræsenteret i debatterne på valgmøder og i medier styrkede billedet af, at det ikke kun var DF´s nej.

Kan udfordre SF

Vi havde næppe fået det nej, hvis ikke både Enhedslisten og Folkebevægelsen havde været der. Det samme kan vi gøre i et EU-valg, men det kræver jo, at Enhedslisten er på stemmesedlen, ellers har Ø ikke adgang til debatmøder og medier i valgkampen. Ved sidste EU-valg medførte det, at en stor del af Enhedslistens vælgere blev hjemme eller stemte på SF.

Hvis det skulle gå så galt, at Folkebevægelsen ryger ud, så går jeg ud fra at Folkebevægelsen vil fortsætte sine aktiviteter. Det vil Enhedslisten i hvert fald understøtte, ved at dele økonomien og garantere Folkebevægelsen mindst én stilling.

Men jeg er ikke enig i, at der er så stor risiko, som nogen vil gøre det til. EU-kritikken vokser i befolkningen, og det vil den gøre endnu mere i de kommende år, efterhånden som EU spiller mere og mere fallit. Det vil øge muligheden for, at Enhedslisten og Folkebevægelsen kan tage et mandat hver.

Enhedslisten er ikke på vej til at forlade det folkelige græsrodsarbejde. Der er ingen i Enhedslisten, der foreslår, at vi skal forlade Folkebevægelsen. Tværtimod.

Det forslag, der går ind for Ø-opstilling, opfordrer klart til, at man er aktiv i valgkampen begge steder, og at vi anbefaler at stemme på enten Ø eller Folkebevægelsen. Derfor vil det heller ikke være noget internt problem i Enhedslisten.

Om Folkebevægelsen vil indgå i et valgforbund med Ø, er Folkebevægelsens beslutning. Som medlem af FB vil jeg klart anbefale det, fordi det vil modvirke stemmespild. En beslutning om at stille op, kan også bruges positivt i Folkebevægelsens diskussioner. Der er rigtig mange vælgere at hente til et valgforbund, hvis Ø og FB formår at have en klar ”arbejdsdeling”.

Den primære gevinst ved at Ø stiller op er, at vi så langt mere effektivt kan udfordre SF (og Alternativet som sikkert også stiller op) i kampen om de EU-kritiske vælgere, som Folkebevægelsen ikke er i stand til at mobilisere. Det vil styrke den samlede EU-modstand, hvis Enhedslisten stiller op, og hvis Folkebevægelsen er med på et valgforbund, begrænser vi den indbyrdes konkurrence.

Ingen illusioner

Hvis det bliver besluttet, at Ø skal stille op, går vi i gang med at udarbejde et valgprogram. På det tidspunkt kan vi så svare på Jans spørgsmål om, hvilke initiativer Ø vil tage i EU-parlamentet. Enhedslisten har ingen illusioner om, at man kan reformere EU i socialistisk retning, lige så lidt som Folkebevægelsen har illusioner om, at man kan reformere EU til et demokratisk projekt (hvilket ikke forhindrer FB i at sidde i Parlamentet).

Vi opfatter EU som en forhindring for grundlæggende samfundsforandringer. Derfor er kravet om udmeldelse stadig aktuelt, ligesom målet er opløsning af EU. Det fremgår meget klart af det politikpapir, som hovedbestyrelsen har fremsat til vores årsmøde. Her vil man også kunne se, at der ikke er dækning for myten om, at vi er i gang med en snigende højredrejning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2016 - 07:27   01. mar. 2016 - 07:30

Læserbrev

af Finn Sørensen MF, Enhedlisten