Der skrives og tales med rette meget om de mange mennesker, der sætter livet på spil for at krydse Middelhavet i en lille båd, og om de menneskelige omkostninger, der er ved at være flygtning.

En søgning på "syriske flygtninge" på mediedatabasen Infomedia giver 1681 hits inden for de sidste tre måneder, heriblandt 146 artikler i landsdækkende medier og 351 i regionale dagblade. En tilsvarende søgning på "Vestsahara" giver 33 hits - og "flygtninge fra Vestsahara" slet ingen hits. Måske fordi der ikke er så gode billeder eller vinkler på en "fredelig" konflikt som denne.

FN har ikke handlet på sine over 100 resolutioner om Vestsahara.

Ikke desto mindre lever over 150.000 af Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, som flygtninge i et goldt ørkenområde i Algeriet. Enten fordi de er flygtet dertil til fods gennem ørkenen og har boet der siden 1975, eller fordi de er født der.

Resten lever i eksil, for manges vedkommende i den tidligere kolonimagt Spanien, eller bor stadigvæk i det besatte Vestsahara, der er et af verdens mest undertrykkende regimer. 

March gennem ørknen

Til november er det fyrre år siden, at Marokko invaderede og koloniserede Vestsahara med titusindvis af tropper. Over 300.000 marokkanere fulgte den marokkanske konges opfordring til at følge hæren ind i Vestsahara – stik imod Geneve-konvention. 

Efterfølgende flygtede titusindvis af saharawier fra de marokkanske bombefly flere hundrede kilometer ind i Algeriet, hvor de slog sig ned i ørkenen med deres medbragte telte.

En af dem var Adeih Al Boukhari. Han bor i en lerklinet hytte med bliktag og sidder og piller ved en bedekrans al den tid, jeg taler med ham. Han datter siger, han nærmer sig de 100 år. "Vi måtte starte fra nul, for da vi kom til dette øde land var der ingenting", fortalte han mig, da jeg besøgte flygtningelejrene sidste år. 

Og selvom forholdene er blevet bedre siden da, er Adeih Al Boukhari træt af at vente på den lovede uafhængighed og muligheden for at flytte tilbage til sit land. Han viser mig sit gamle gevær og siger, at han vil have genoptaget krigen med Marokkom som endte i en våbenhvile i 1991.

En våbenhvile, der skulle have ført til en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, som saharawierne blev lovet, men aldrig fik.

Krigen kan forhindres

Selvom saharawierne har været mere end tålmodige med et FN, der ikke har handlet på sine over 100 resolutioner om Vestsahara, eller et verdenssamfund, der på den anden side handler lystigt med den marokkanske besættelsesmagt i strid med international lov, så er der tegn på, at tålmodigheden er ved at slippe op, især hos unge saharawier. 

I en meningsmåling fra 2012, lavet af Vestsaharas befrielsesfront Polisario's ungdomsliga, var 85 procent af unge saharwier klar til at droppe våbenhvilen med Marokko og genstarte krigen. Der er ingen grund til at tro, at dette billede har ændret sig siden. 

Der er tegn på, at tålmodigheden er ved at slippe op, især hos unge saharawier. 

For som det unge medlem af saharawiernes eksilparlament i lejrene Mahfoud Salama fortalte mig sidste år, ønsker saharawierne bare at kunne arbejde, at tjene penge og leve et normalt liv i deres eget land. Ligesom vi gør det. 

"Og hvis vi ikke kan få lov til dette, er der mange, især unge mennesker, der er villige til at gå i krig for at kæmpe for disse ting", siger han.

Så hvis Danmark og resten af EU ikke ønsker en ny krig og flygtningestrøm, lige syd for EU's grænser, ville det være klogt at begynde at lægge pres på Marokko for at iværksætte den folkeafstemning, som landet sammen med FN lovede i 1991.

For her er rent faktisk en krig og en flygtningestrøm, som man med international lov og over hundrede FN-resolutioner i hånden, ville kunne afværge før den startede.