I dagens Danmark ser borgerne deres offentlige ydelser og tilskud som støttefaste klipper, som man ingenlunde skal eller kan diskutere berettigelsen af.

Midlerne fra børne- og ungeydelserne kan bruges på større boligsikring til udsatte eller dårligt stillede grupper.

Tag for eksempel børne- og ungeydelserne – populært kaldet børnepenge. Disse blev indtil en lovændring i 2014 udbetalt gud og hvermand med børn uanset indkomst (jævnfør en universel velfærdsstats-tankegang), hvilket for mig er se er dybt uretfærdigt, idet en millionær med villa på Strandvejen, da vil få nøjagtigt det samme som en hårdt prøvet familie i en lille toværelseslejlighed. 

Med lovændringen indførtes "indkomstafhængig nedsættelse", hvormed forældre med en høj topskatteindtægt (i 2016 over 732.900 kroner) får nedsat deres børnepenge i takt med højere indtægt, indtil denne til sidst bortfalder.

Dette er fuldkomment fair, da vi som samfund i så fald kan overføre midlerne til dem, som virkelig har brug for det.

Derfor mener jeg også, at man bør gå hele vejen og komplet afskaffe børnepenge, for hvad er egentlig det gode argument for, at blot fordi man har børn, har man behov for økonomisk støtte?

Midlerne fra børne- og ungeydelserne kan så blive brugt på større boligsikring til udsatte eller dårligt stillede grupper til eksempelvis ældre, unge og enlige forsørgere.

Pengene kunne ligeledes gå til billigere medicin for samme grupper, da dette er en særligt skævvridende faktor i det danske samfund.  En kritik – som sikkert vil lyde imod mit forslag – er, at det er et opgør med den danske universelle velfærdsstat.

Det er meget muligt, men så har dette opgør i så fald været i gang i flere år, idet andre ydelser såsom ældrecheck og kontanthjælp allerede indtægtsreguleres. Hvorfor så ikke gå hele vejen og diskutere hver enkelt ydelses berettigelse og mulige bedre formål for midlerne herfra? Vi er som land nødt til at tage diskussion før eller siden.