Oxfam, som er en international sammenslutning af 17 organisationer, der arbejder i cirka 94 lande verden over for at finde løsninger på fattigdom, har for nyligt opgjort at: "12.000 milliarder kroner, så meget ejer de 80 rigeste mennesker i verden. Og det er lige så meget som hele den fattigste halvdel af jordens befolkning - mere end 3,5 milliarder mennesker - har af værdier.
Hvad skal man bruge denne information til? Et bud kunne være, at diskutere den liberale, kapitalistiske myte om, at kapitalen fordeler sig selv og gør alle rigere.
Denne diskussion er nu svær, for det kræver, at det bevises, at de fattige også er blevet fattigere, mens de rige er blevet rigere, hvilket på ingen måde er en selvfølge.
Hvorfor stiger uligheden i Danmark, og hvorfor bliver vi ved med at sige, at der ikke er penge til de svage i samfundet?
Man kunne forestille sig, at de 3,5 milliarder fattige rent faktisk har fået det bedre, mens de rige var blevet rigere og, at vi alle således var blevet rigere.
Dette ville være et argument for, at alt går godt og, at vi ikke skal ændre noget, eller hvad?
Hjemme i andedammen
Politikken skriver 17.april: "Fra 2005 til 2012 er Danmark det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest, målt på den såkaldte Gini-koefficient, som er et mål på uligheden i et samfund".
Samtidig er vores skandinaviske naboer blevet mere lige. Dog med undtagelse af Sverige, der har oplevet en mindre stigning i uligheden.
En af de ting, der bliver ved med at falde mig i øjnene, når man diskuterer kapitalens fri bevægelighed er, at den liberale kapitalisme ikke er en styreform.
Netop i disse tal får vi tilsagn om, at det liberale, kapitalistiske system ikke dikterer en fast struktur for, hvordan man styre et land, men at det virker som et overordnet værdigrundlag, som så kan administreres på forskellige måder.
Alle de skandinaviske lande er styret ud fra en liberal, kapitalistisk styreform, men mens uligheden er vokset i Danmark er den faldet i Norge og Finland.
Selv hvis vi køber argumenterne om:
- at kapitalens fri bevægelighed er nødvendig
- at der er brug for ulighed
- at der ikke er noget reelt alternativ til det liberale, kapitalistiske system,
så er der stadig forskelle på, om uligheden stiger eller falder. Det er ud fra dette, jeg gerne vil stille spørgsmålet igen:
Hvorfor stiger uligheden så meget i Danmark, og hvorfor bliver vi ved med at sige, at der ikke er penge til de svageste grupper i samfundet?
Ulighed er et politisk valg
Det ville være så stor en lettelse, hvis bare en politiker til højre for Enhedslisten stillede sig op og sagde: Fordi det er sådan Danmark har valgt at prioritere!
Så kunne vi få en diskussion, hvor det ikke var givet, at fordi Cuba ikke er paradis, og fordi Stalin var Stalin, så skal vi absolut i Danmark 2015 fordele sådan, at vi bliver ved med at give til de rigeste på bekostning af de fattigste.
Hvis du er forvirret, har du ret: det er sgu' mærkeligt, at vi hver gang vi nærmer os spørgsmål om progressiv omfordeling partout skal diskutere dogmer om eksempelvis den private ejendomsret, når det nu er så tydeligt, at et liberalt kapitalistisk land faktisk kan styres på flere måder.
Til slut et opråb: Hver gang du støder på argumentet om, at dette eller hint er nødvendigt for demokratiets overlevelse, så spørg om Norge og Finland er demokratiske, og fortæl din samtalepartner, at de faktisk har knækket kurven, at de rige ikke nødvendigvis skal blive rigere for, at demokratiet kan overleve.
Hvis vi slipper af med dette dogme kan vi igen give os til effektivt, at spørge ind til, hvorfor det var nødvendigt at afskaffe efterlønnen for, at få råd til at sælge ud til Goldman Sachs.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278